- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

MINI Cooper S Clubman Steptronic

MAXI MINI med sjælen i behold


Af Søren Clauding – januar 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er større i enhver forstand, den nye MINI Cooper S Clubman. Mere moden, mere voksen. Men den har fortsat det ungdommelige letsind gemt under den danske MINI designchef, Anders Warmings moderniserede linjer. Den har ganske enkelt sjælen i behold.

 

Det er vigtigt, for vælger man at investere de 450.000 kroner, den prøvekørte model koster trods afgiftsnedsættelsen i november, er det netop fordi den er en ægte MINI. Men den ER blevet forlænget 29 cm i forhold til den hidtidige Clubman, den ER blevet 9 cm bredere, den har nu to REELLE døre i hver side og den har om ikke overvældende meget plads, så da i hvert fald brugbar plads til fem personer i den stadig ret kompakte kabine.

 

Emotionelt design

For nok er den vokset, men de helt grundliggende egenskaber ved den originale MINI har den beholdt: Den er lav, man sætter sig ned i sin MINI, man sidder tæt ved loftet med frontruden langt fremme. Den er som hidtil kendetegnet ved et emotionelt design, der er vedkommende for brugeren. Og samtidig byder den på mange gode og smarte løsninger.

 

Fortil er identiteten bevaret. Den ligner den seneste generation af den tysk-ejede britiske kultbil. Man kan ikke se, at den nu måler 4,25 meter i længden, hvis man alene betragter den forfra. Man kan for så vidt heller ikke se det, når man sidder bag rattet. Men passerer man B-stolpen, er verden forandret.

 

Fløjdøre med muligheder

Bagenden er forlænget, den har opnået sin egen karakteristiske udformning af bagpartiet med de uundværlige Clubman fløjdøre, som stadig er ret MINI. Når man åbner dem ser de robuste og kraftige ud. Men det er lidt snyd, dog på den pæne måde, for de indeholder fralægningsrum, som kan være ganske praktiske, fordi man har umiddelbart adgang til dem uden at skulle flytte om på bagagen – ligesom dørlommer i sidedørene.


 


Funktionen er elegant, fordi man har adopteret de velkendte støddæmpere, som i en hatchback skyder bagdøren op og holder den på plads. Fløjdørene er sidehængslede, så her sker det sideværts, det er næsten som var der tale om en elektrisk åbning, meget elegant, meget lækkert.

 

God plads

Fløjdørene skjuler et ret brugbart bagagerum. Det er regulært, rummer overbevisende – efter omstændighederne - 360 liter, og så er det variabelt. Bagagerumsbunden skjuler yderligere plads, bagsæderyglænene kan lægges ned, så de skaber et vandret flugtende gulv i forening med bagagerumsbunden, og de kan deles i tre dele, så man disponerer over ét, to eller tre bagsæder, helt som man måtte ønske det. Bruges hele bagsædepladsen til bagage, har man 1250 liter til rådighed. Imponerende i en MINI.



Bagsædepladsen er rimelig og brugbar. I modsætning til den originale MINI, som den ser ud anno 2016, er det faktisk muligt for fem voksne at transportere sig i en Clubman. Pladsen er ikke førsteklasses og det kan bestemt anbefales at nøjes med at være fire. Men man KAN være der og det er en ret afgørende faktor, som mere end retfærdiggør den nye MINI Clubmans størrelse.

 

Suveræn på vejen – også med sne på

Det kunne dog alt sammen være lige meget, hvis designerne ikke havde bevaret MINI’ens uforlignelige køreegenskaber. Trods længden, den forøgede akselafstand, vægten på 1500 kg (som faktisk gør det muligt at trække en anhænger på 1300 kg), kører Clubman som en MINI.

 

Vi bryder os ikke om sammenligningen med en gokart, for en gokart har træk på baghjulene. MINI Clubman trækker på forhjulene, som en MINI skal gøre det, med mindre den har ”tilladeligt” firehjulstræk som Countryman. Men nærheden til underlaget, den direkte vejkontakt og unikke respons gennem hjulophæng, styretøj og transmission er helt unik MINI. Ingen gør dem det efter.

 

Vi havde lejlighed til at prøve MINI Clubman på snebelagte, snoede vinterveje. Og MINI’en kører også her som den skal. Kun savnede vi en gammeldags mekanisk håndbremse til at hjælpe bagenden gennem de snævreste af kurverne – forsøget med elektrisk håndbremse var ikke vellykket, det dur ganske enkelt ikke i praksis. Men ellers…

 

Cooper S power

Og så gjorde det jo heller ingenting, at der i maskinrummet var monteret den kraftige 192-hestes Cooper S benzinmotor, der foruden den fine effekt leverer et ligeså fint maksimalt drejningsmoment på 280 Nm (300 Nm overboost for en kort stund) ved imponerende 1250 omdr./min. Det er stort set fra samme øjeblik, man begynder at tænke på at træde på speederpedalen.

 

8-trins Tiptronic automatgearkassen, som også kan betjenes fra paler bag rattet – der følger med rattets omdrejning, som det skal være – er egentlig ekstraudstyr. Den koster 41.000 kroner oveni Cooper S Clubman basisprisen på 408.449 kroner og de penge er godt givet ud.

 

Udstyr

Standardudstyret er grundliggende i orden og inkluderer sportsrat og –sæder, sædevarme, regnsensor, fartpilot med bremse og ikke mindst den underholdende feature ”Performance Control” – se videoen fra on-board køreturen – der i et ”viserinstrument” informerer om den aktuelle effekt og det aktuelle drejningsmoment.

 

I øvrigt er det rart, af både funktionelle og sikkerhedsmæssige grunde, at speedometeret findes lige foran føreren – mens de øvrige skærm-baserede informationer, navigation o.a. findes i det autentiske runde instrument i midterkonsollen.

 

Ekstraudstyr på den prøvekørte Clubman var bl.a. Chili-pakken til 87.000 kroner, herunder 17” letmetalfælge, LED lys, klimaanlæg, MINI driving modes (sport, normal og eco), nøglefri entry og meget andet. Man får meget for pengene, men da er prisen også så småt begyndt at krybe derop af. Den prøvekørte bil med alt udstyr står i den nette sum af 634.000 kroner. Men lad dig ikke skræmme: En MINI Clubman kan fås for blot 318.000 kroner og da har man endda 136 hestekræfter til sin rådighed.



Andre MINI prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og tag med på en køretur i den nye MINI Cooper S Clubman med 192 hk på forhjulene i det danske vintervejr.

Kan også ses i Fuld HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 

 

 

 


Model:

MINI Cooper S Clubman Steptronic

Listepris:

Kr. 449.588

Motor og transmission:

4 cyl. 2 ltr. Benzinturbomotor, 192 hk. 280 Nm/ 1250-4750 omdr./min. 8-trins automatgear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,1 sek./ 228 km/t/ 17,2 km/l / 134 g/km

Længde:

4,25 m

Bagagerum:

360/1250 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. 17” letmetal fælge. Opvarmede sprinklerdyser. 6 airbags. Klimaanlæg. Multijusterbart sportslæderrat. Sportssæder. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder. Regnsensor. Fartpilot med bremsefunktion.


Link til importøren


 

17" letmetalfælge er en del af Chili-pakken.

 

Panorama taget er ekstraudstyr.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt