Med introduktionen af den helt nye Subaru Outback
skifter den japanske ekspert-producent af
firehjulstrukne biler gear i mere end én forstand.
Både hvad angår det CVT-gear, som bilen er født med
og det gear, i betydningen ”udstyr”, som også er
nyt. For noget af det, importøren af Subaru til
Danmark gjorde meget ud af i forbindelse med de
første testkørsler af Outback modellen på dansk
jord, var netop det nye udstyr, i særdeleshed den
tredje generation af det såkaldte EyeSight.
Subaru Outback er Subarus flagskib. Med en længde på
4,81 meter er der tale om en temmelig stor og
temmelig luksuøs bil, med masser af plads i
bagagerum såvel som i passagerafsnittet. Outback er
en stationcar, men usædvanlig i den forstand at den
både har permanent firehjulstræk og en frihøjde på
20 cm. Det gør den ikke til en off-roader, men
nærmere en cross-over eller en personbil med gode
muligheder for at komme frem, hvor andre giver op.
Helt ny generation
Den nye Outback er helt ny. Men ny betyder i den
forbindelse ny i forhold til forgængeren.
Amerikanerne har nemlig allerede kunnet købe den nye
generation Subaru Outback siden september i fjor. De
japanske biler er meget populære ”over there” og
derfor favoriserer Subaru ofte det amerikanske
marked. Da man bygger alle biler selv, er man nemlig
nødt til at begrænse produktionen til det
produktionsanlæg, man har. Ellers kan man
lynhurtigt, når markedet er mættet, stå i den
situation, at man har overinvesteret. Derfor lader
man hellere kunderne vente lidt – hvad de også gerne
gør, for en Subaru er ikke en hvilken som helst bil,
den er en bil, man gerne venter på.
Ligesom amerikanerne er vilde med Subaru er også
svenskerne begejstrede for at køre de pålidelige
biler, som på mange måder lever op til den
tradition, man ikke mindst via Volvo har i Sverige
med store, rummelige stationcars. Især på svenske
veje, som ofte er snebelagte eller i hvert fald ikke
asfaltbelagte, når man kommer lidt væk fra de større
provinsveje, er firehjulstræk et plus, og derfor er
netop Sverige også Subarus bedste marked i Europa
for Outback-modellen.
I Danmark har man ikke den tradition, men til
gengæld har man de kolossale afgifter. Og de
forhindrer danskerne i at tænke på samme måde som
andre skandinaver. Derfor er det positivt, at den
nordiske importvirksomhed, der også varetager
importen af Subaru til Danmark, bruger lidt af deres
fortjeneste på de 5000 biler, de sælger i Sverige,
på at gøre bilerne i Danmark billigere. Danskerne
skal nemlig også købe Subaru, mener man, og det kan
der være meget fornuft i.
2014-salget allerede nået
Det er de danske bilkøbere så småt også begyndt at
gøre. Om det så bliver Outback, der bliver
drivkraften bag en salgsforøgelse i Danmark er mere
tvivlsomt, for den billigste model koster trods
pristilpasning 560.000 kroner. Det er måske billigt
for sådan en bil, men det er stadig mange penge for
de fleste danskere. Derfor skal salget af små 500
Subaru’er, som der budgetteres med i 2015, også
komme fra salg af den mere prisattraktive Forester,
som vi fornylig har kikket nærmere på hér på
Motorsiden.dk (læs
den første prøvekørsel af Subaru Forester hér >>>).
Den danske repræsentant for Subaru er imidlertid
fortrøstningsfuld. D. 3. marts havde man nået
salgstallet for 2014 – lidt over 200 biler – så nu
har man ti måneder til at nå de sidste 300, og med
både den nye Forester, den nye Outback og den nye
Subaru Levorg, som har premiere på Genève Motor Show
netop nu og som introduceres til efteråret, skal
tallet såmænd nok nås.
Den nye Subaru Levorg, som har Europapremiere på
Genève Motorshow, kommer til Danmark dette efterår.
Link til importøren
|