- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Presentation: Opel Astra

Premium teknologi for hvermand


Af Søren Clauding – 31. juli 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Danmark har haft prominent besøg. Den helt nye Opel Astra, som ellers først har verdenspremiere på International Automobil Ausstellung (IAA) i Frankfurt 15. september, og dansk introduktion først i november har nemlig gæstet landet. Det var imidlertid kun ganske få timer, sløret var løftet for den bil, der i årtier har været livsnerven i Opels bilproduktion, derpå skulle den videre på sin europæiske rundrejse, som netop nu skal skærpe interessen for den nye bil.

 

Bilen, som i øvrigt i praksis var to, var håndsamlet, der var ikke mulighed for at køre i dem, men man fik alligevel et ganske godt billede af, at det er en konceptnær bil, Opel har skabt. I øvrigt som et naturligt led i den produktoffensiv, som indebærer, at den legendariske tyske bilfabrik i perioden 2013-2018 vil lancere 27 nye biler og 17 nye motorer. En af de nye motorer får premiere netop i Opel Astra, en 4 cylindret 1,4 liters Ecotec turbobenziner, der yder 125 hhv. 150 hk, afhængig af, hvor meget der er skruet på motorindstillingerne.

 

Det sikre koncept

Opels koncept for Astra og forgængeren Kadett (Astra overtog skansen i 1991) har fra begyndelsen af i 1936 i al sin enkelhed været at bygge en rummelig og prisattraktiv bil for de almindelige borgere. Konceptet slog an og der er til dato solgt 24 millioner eksemplarer af bilserien. Oprindeligt handlede det meget om at sælge mobilitet, der var til at betale. Siden Astra kom ind i billedet, blev der især sat fokus på teknologi, der var til at betale.

 

Det gælder også den nye Astra, som desuden har fået præciseret konceptet med tilføjelse af ordene ”effektivitet”, ”connectivity” og design. Alle tre parametre står helt øverst på prioriteringslisten for kunder til biler i C-segmentet – altså den kompakte mellemklasse – og dem har der i særlig grad været fokus på, da Opel skabte den nye Astra.

 

I succesmodellernes hjulspor

Siden Astra introduktionen i 1991 har den mellemstore Opel været nr. 2 i segmentet på det europæiske marked. I fjor faldt den dog til fjerdepladsen og det er der god grund til at tro, at der bliver rettet op på med den nye bil. Som målestok har Opel den succes, som man har opnået med de to mindre ”søskende”, Corsa og Karl. Begge har solgt bedre end forventet – også i Danmark – så det er forståeligt at fabrikken i Rüsselsheim glæder sig til at få sat gang i salget af den nye Astra.

 

Vi vender tilbage til den nye Opel Astra senere på efteråret, når der også vil have været mulighed for at køre i den, men udover, hvad man kan se med det blotte øje, som ikke mindst inkluderer det smarte og tidsrigtige design, har Opel været rimelig åben med informationer omkring bilen.

 

Helt ny bil

Der er for det første tale om en fuldstændig ny bil, en helt ny arkitektur, som den hedder i den branche. Det ser man bl.a. ud af nogle af hovedtallene: Den nye Astra er 5 cm kortere end den hidtidige, akselafstanden er 2,3 cm kortere, den er 2,6 cm lavere og efter sigende skulle den derfor være mere adræt og dynamisk at køre.

 

Det forbavsende er imidlertid, at trods de mindre ydre mål, som bl.a. også har været med til at spare vægt, er bilen blevet mere rummelig indvendig. Ikke mindst bagsædepladsen, som var et af få kritikpunkter på den afgående fjerde Astra generation, er blevet bedre. Benpladsen er eksempelvis øget med 3,4 cm og det var direkte til at fornemme på de to håndbyggede modeller i København.

 

Meget lettere end forgængeren

Karrosserivægten er gennem anvendelse af højstyrkestål og aluminium reduceret med 21 procent fra 357 kg til 280 kg, undervognen er blevet 50 kg lettere, man har valgt at satse på lidt mindre hjul og med inklusive også andre vægtbesparelser er den nye bil fra 120 til 200 kg lettere end forgængeren. Også det smitter selvsagt af på køreegenskaberne.

 

Og det kan også ses på brændstoføkonomien. Med den 3-cylindrede 1-liters benzinmotor på 105 hestekræfter vil man kunne køre 23,8 km/l. Den førnævnte nye 1,4 liters benziner giver et forbrugstal på 20,4 km/l og med 1,6 liters dieselmotoren, som findes i tre forskellige konfigurationer vil man kunne køre 29,4 km/l med den mest økonomiske på 95 hk. Astra vil foruden de nævnte motorer også blive produceret med en 200-hestes benzinmotor – her er forbrugstallene ikke oplyst endnu.

 

Connectivity

Connectivity omformes i praksis til enten det prisbillige system, baseret på brugerens smart-telefon, og Opel påpeger, at man er førende i klassen med smartphone integration med Apple CarPlay og Android Auto. Funktionen dirigeres via en 7” skærm på instrumentpanelet. Ønsker man en indbygget og noget dyrere løsning tilbydes den også og vil da visuelt fremstå via en 8” skærm.

 

Og så lægger Opel i øvrigt an til at lancere ”Opel OnStar” i Europa, herunder Danmark sidst i 2016. Systemet har fungeret i USA i ikke færre end 19 år og har været under stadig udvikling – man har i perioden modtaget omkring en milliard telefonopkald! Der er i princippet tale om en slags service-assistent, man som abonnent døgnet rundt kan kontakte direkte fra bilen og derefter opnå hjælp til alt lige fra at finde de lokale indkøbsmuligheder til assistance i tilfælde af en ulykke.

 

Systemet vil blive væsentligt udbygget og vil også inkludere dansktalende personale, når det introduceres i Danmark.

 

Sidst men ikke mindst inkluderer den nye teknologi bl.a. Matrix LED-baseret forlys, som lyser op uden at genere andre trafikanter. Systemet ses også hos andre bilproducenter, men typisk på dyrere biler, og dermed er vi tilbage til Opel konceptet, at bygge biler, der er til at komme i nærheden for almindelige bilkøbere.

 

200.000 kroner for den billigste

Priser i Danmark er i sagens natur ikke fastlagt endnu, men det forventes at billigste model vil koste lige under 200.000 kroner. I november introduceres 5-dørs udgaven og til april næste år kommer så stationcarversionen. Hvad sidstnævnte angår stopper produktionen af den hidtidige variant ved årsskiftet – vi gætter på at man kan da vil kunne købe en Astra stationcar af den hidtidige model til yderst attraktive priser ”så længe lager haves”.


Opel prøvekørsler – find dem hér >>>


 

 

 

 

 

 


Link til importøren

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt