Hvis elbiler skal have en fremtid i Danmark, skal
politikerne mindst forlænge den nuværende
afgiftsfritagelse af elbiler eller på anden måde
sikre en tilsvarende økonomisk fordel ved at køre
elbil. Det er et afgørende budskab i norske analyser
af de vigtigste årsager til, at elektrisk drevne
biler har fået så stor succes i Norge.
Det er et resultat, danske politikere ikke bør sidde
overhørigt i de kommende måneder, hvis de altså
mener, at elektriske personbiler i fremtiden skal
have en plads i det danske trafikbillede. 1. januar
2016 er det nemlig slut med afgiftsfritagelse af
elbiler og derefter vil elbils-kørsel i Danmark støt
og roligt gå retur, dels fordi ingen vil fortsætte
udbygningen af infrastrukturen og dels fordi den
eksisterende infrastruktur formentlig hurtigt vil
blive opløst, fordi der ikke er økonomi i at drive
den med et uddøende marked.
Der skal handles nu
Politikerne kan standse den uheldige udvikling ved
at lovgive hurtigst muligt. Og det er ikke en
lovgivning, der kan vente til efter deadline. For
hvis man politisk har til hensigt, at udbygge
individuel persontransport ved hjælp af elektriske
biler, skal markedet allerede nu have de nødvendige
forberedelsesmuligheder.
Produktionen af elbiler er tilpasset
markedsforventningerne og hvis lovgivningen først
vedtages på skæringsdatoen, vil der gå en vis tid
før de næste elbiler vil kunne leveres i Danmark, og
alene derigennem går man glip af den fordel, elbiler
bidrager med. Samtidig, og det er måske mere
alvorligt, er det ret sandsynligt, at tilliden hos
den potentielle købere til det politiske ansvar vil
lide et knæk og der derefter vil gå lang tid før
kunderne på ny tør overveje køb af elektrisk
transport. Uanset hvor attraktiv den økonomiske
fordel isoleret betragtet måtte synes at være efter
en ny lovgivning.
Går i stå allerede nu
I perioden frem til 1. januar forventes det, at
markedet stort set går i stå. For hvad nu, hvis der
i en ny lovgivning påbegyndes opkrævning af
afgifter, hvad nu hvis infrastrukturen brydes ned af
en destruktiv lovgivning, osv., osv. I det scenarie
vil ingen investere i en ny elbil, uanset købsprisen
frem til 1. januar alene måtte være belagt med 25
procent moms.
Der er ingen der påstår, at det er en enkel opgave,
politikerne skal løse. På den anden side kommer
problemstillingen vel ikke bag på nogen, og den
nødvendige viden ER tilgængelig. Men er man i tvivl,
kunne man jo også passende skele til, hvad andre
lande har gjort, ikke mindst vores nære
skandinaviske naboer. Foruden Norge, som er helt
unik, er også svenskerne fremme i skoene og har
etableret en elbils venlig lovgivning.
Alene momsen giver et vist provenu
Imidlertid kunne man frygte, at danske politikere af
lutter angst for på kort sigt at risikere at miste
et provenu gennem en el-bilsfremmende lovgivning, er
beslutningslammede og derved ikke bare udvander de
miljøgevinster, man har opnået, men også går glip af
provenuer, som man ikke havde anset for mulige.
Når der eksempelvis ankes over, at en Tesla er
afgiftsfritaget, glemmes ofte at momsen på 25
procent dog betales, og derved giver mere provenu
pr. solgt bil til statskassen end salget af de
utallige minibiler, som har oversvømmet de danske
veje i de senere år…
Bilfabrikkerne arbejder heldigvis videre
Alt imens de danske politikere tøver, arbejder
bilfabrikkerne ufortrødent videre på udviklingen af
nye elbiler. Senest har Nissan udvidet
brugsmulighederne af den rummelige e-NV200 Evalia,
så den nu kan rumme 7 personer – oven i købet
fuldvoksne og med en rimelig bagage. Den bil
lanceres i Danmark i september, men Nissan drukner
næppe i købere herhjemme, i hvert fald ikke før
politikerne får truffet en forhåbentlig positiv
beslutning om en for elbiler fortsat attraktiv
økonomisk lovgivning.
Og midt i det hele er det paradoksalt, at
politikerne er henrykte over, at BMW havde udviklet
så meget på deres i3, at man kunne anvende den i det
meget omtalte Arriva-samarbejde, hvor 400 i3’ere kan
korttidslejes ved brug af Rejsekortet. Hvis ikke de
traditionelle markeder havde aftaget så mange
elbiler, at det var lukrativt for BMW fortsat at
producere i3, ville man ikke kunne have praktiseret
aftalen med Arriva og derved gået glip af også dén
miljøgevinst. Vi skylder de lande, som målrettet,
ansvarligt og kontinuerligt bakker op omkring
elbiler, en stor tak.
|