- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BMW 2-serie Gran Tourer.

Klik på billederne og se dem større


2015 Genève Motor Show - verdenspremiere

Helt ny BMW 2-serie Gran Tourer kommer i juni

- den nye 1-serie er lige om hjørnet


Af Søren Clauding – marts 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den helt nye BMW 2-serie Gran Tourer, som BMW præsenterede for første gang for offentligheden på det netop overståede motor show i Genève, kommer til Danmark i juni måned, alt imens den nye kraftigt faceliftede 1-serie er ”lige om hjørnet”.

 

Den nye BMW cross-over har op til syv siddepladser og er temmelig fleksibel. Den følger i hælene på Active Tourer, som blev lanceret sidste år (læs vores prøvekørsel af BMW Active Tourer hér >>>). Den er en slags storebror til Active Tourer med sine 4,56 meter i længden og da den også er 1,61 meter høj, er den alt i alt temmelig rummelig. Der kan i øvrigt vælges mellem en femsæders og syvsæders version. Med fem sæder rummer bagagerummet 645 liter og det kan, når sæderne lægges ned, udvides op til 1905 liter. For udgaven med syv sæder er tallene hhv. 560 og 1820 liter.

 

Fleksibiliteten sikres bl.a. ved, at bagsædet (ved syvpersoners-udgaven den midterste sæderække) kan flyttes frem og tilbage, og den valgfri, tredje sæderække kan nedfældes komplet i gulvet.

 

Samme basis som lillebror

BMW 2-serie Gran Tourer er godt nok større, men deler trods det arkitektur med BMW 2-serie Active Tourer. "Storebror" er 214 mm længere, 53 mm højere og akselafstanden er 2780 mm, hvilket er ca. 11 cm længere end Active Tourer.

 

Der tilbydes fem forskellige motorvarianter fra lanceringstidspunktet: 218i, 220i, 220d xDrive (med firehjulstræk), 218d og 216d.

 

Udstyrsmæssigt skelner man mellem tre linjer: Advantage-udgaven med 2-zone klimaanlæg, parkeringssensor bag, fartpilot med bremsefunktion og multifunktionsrat. Sport Line-udgaven har en anden udvendig kosmetik, specielle letvægtsfælge og sportssæder, mens Luxury Line ser mere eksklusiv ud med krom, letvægtsfælge og læder. Derudover fås M Sport-pakken med blandt andet M aerodynamikpakke, BMW Individual high-gloss Shadow Line, M læderrat og M Sport-sæder.

 

Mere sportslig 1-serie lanceres i april

Designet på den nye BMW 1-serie er markant anderledes med en mere sportslig profil. Især fronten og bagenden er redesignet. Motorprogrammet bliver opdateret med nye tre- og firecylindrede motorer, som sikrer endnu lavere brændstofforbrug og CO2-udledning. Alle motorer har BMW TwinPower Turbo-teknologi og opfylder EU6-normen.

 

LED-kørelys bliver standard, og baglygterne er nydesignede med den BMW-karakteristiske "L-form". Instrumentbrættet er opfrisket med 6,5” skærm og BMW iDrive er nu standard. Den nye BMW 1-serie kommer med sekstrins, manuel gearkasse, og som ekstraudstyr kan vælges 8-trins Steptronic automatgear (standard på 125d, 120d xDrive og M135i xDrive).

 

Navigationen optimerer automatgearet

Automatgearkassens transmission er linket til data fra navigationen for at optimere gearskiftemønsteret (navigationsanlæg er ekstraudstyr). Bilen kan individualiseres med Sport Line, Urban Line, Advantage-pakke samt M Sportspakke.

 

Den nye generation af motorer inkluderer BMW 116d EfficientDynamics Edition med 116 hk og en brændstoføkonomi på 29,4 km/l samt en CO2-udledning på 89 g/km. Den nye 1’er er ligeså lang som forgængeren, dvs. 4,33 meter. Bagagerummet er på 360 liter og kan udvides til 1200 liter, når bagsæderne lægges ned. Den nye BMW 1-serie har fortsat baghjulstræk og 50/50 procent vægtfordeling.

BMW prøvekørsler – find dem hér >>>


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt