- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Toyotas nye cross-over koncept: C-HR. Klik på billederne og se dem større


2014 Paris Motorshow – verdenspremierer

Toyota afslører nyt design og storsatsning i dansk regi


Af Søren Clauding – oktober 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Toyota på Paris Motorshow i Motorradioen. Interview med Pressechef Anders Tystrup, Toyota Danmark

Radioindslag vil kunne genhøres i et års tid efter første offentliggørelse.


På Toyotas stand ved årets motorshow i Paris er det især den iøjefaldende konceptbil C-HR, som trækker på opmærksomheden. Men set med danske øjne er en anden nyhed måske mere interessant.

 

Toyota C-HR er en kompakt cross-over, som vi her på Motorsiden.dk allerede har vist billeder under ”korte nyheder”. Den viser ikke alene, hvordan en kommende ny bilmodel kunne se ud – og det er i øvrigt ret meget på tale, at den bliver virkeliggjort, for Toyota har ikke en kompakt cross-over i modelprogrammet – men indikerer også en ny og spændende designretning for verdens største bilproducent.

 

Første serieproducerede brintbil

Nyheden med dansk sigte er helt anderledes. Den er som bil udstillet på Paris Motor Show. Men det er den omstændighed, at når den sættes i serieproduktion, og det vil ske næste forår, bliver Danmark for et stykke tid, sammen med England og Tyskland, de lande, som Toyota vil markedsføre bilen på.

 

Der er tale om intet mindre end den første serieproducerede brintbil i historien. For omkring 15 år siden igangsatte Toyota verdens første serieproduktion af en hybridbil. Det blev så stor en succes, at de fleste bilfabrikker i dag på den ene eller anden måde har hybridbiler i deres modelprogram, og Toyota er absolut førende på området. Man kunne gætte på, at det er det samme, der nu vil ske for verdens første serieproducerede brintbil. Det satser Toyota i hvert fald på.

 

Bilen har endnu ikke fået sit navn, men på Paris Motor Show kan man se den produktionsklar bil i form af Toyota FCV – FCV står for Fuel Cell Vehicle, altså en bil som er baseret på de såkaldte brændselsceller.

 

Teknologien kort

Brændselscelle-teknologien går i korthed ud på, at man blander flydende brint med ilt fra luften i brændselscellerne. Derved opstår der en kemisk proces, som skaber elektricitet. Den elektricitet anvendes til at drive en elektromotor med. Som sådan er en brintbil egentlig en el-bil med eget elektricitetsværk, oven i købet et elektricitetsværk, hvor det eneste, der kommer ud af udstødningsrøret, er vand.

 

Derved løser man problemet med den begrænsede rækkevidde og lange opladningstid for elbiler. Men naturligvis kræver det, at muligheden for at tanke brint er til stede. Derfor er Danmark interessant. I Danmark disponerer man allerede over brint-tankstationer flere steder i landet og udbygningen af denne del af forsyningsnettet er under udbygning. Offentlige myndigheder, bl.a. Københavns kommune, har allerede anskaffet brintbiler, men der er tale om biler, der et produceret i begrænset antal og ikke kan købes af alle og enhver.

 

Satser snævert

Når den nye serieproducerede Toyota kommer på markedet næste sommer, kan den i princippet købes af alle og enhver i de tre europæiske lande (plus Japan, hvor den lanceres kort forinden), men uden et veludviklet netværk af brint-tankstationer er det i startfasen fortrinsvis myndigheder og større virksomheder, der forventes at ville investere i den nye teknologi.

 

Når Toyota inkluderer Danmark i den lille gruppe af markeder, hvor den nye bil vil blive introduceret, er det i øvrigt fordi man oplever, at der i Danmark generelt er en positiv tilgang blandt myndigheder og beslutningstagere til den miljørigtige brintteknologi, forklarer Toyota Danmarks direktør, Kristian Krapper. ”Samtidig er brintbiler fritaget for registreringsafgift foreløbig til og med 2015, og denne afgiftsfrie periode er der en begrundet forventning om vil blive forlænget. Endelig spiller det naturligvis også ind, at antallet af brinttankstationer i Danmark efter planen stiger fra de nuværende tre til i alt 11 ved udgangen af næste år,” siger han.

Toyota topchef: Brintbiler i Danmark er en læreproces - læs mere >>>


Toyotas nye cross-over koncept: C-HR.


Toyotas brintbil i serieproduktion:  FCV

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt