Den japanske bilproducent, Suzuki, er kendt for
meget fine småbiler og ikke mindst meget fine
kompaktbiler med terrængående egenskaber i en eller
anden forstand. Det gælder også den nye Suzuki
Vitara, der kommer til Danmark i næste forår. Den
havde verdenspremiere på Paris Motor Show først i
oktober og noget af det iøjefaldende var dens
moderne, farverige design.
Den skal følge op på en model, der ikke længere er
på markedet, men som siden 1988, hvor Suzuki for
første gang realiserede ideen om en firehjulstrukken
SUV livsstilsbil med appel til en bred køberskare
over hele verden, har udviklet sig til en legende i
mærkets modelhistorie.
10 år senere kom en ny Vitara generation med navnet
Grand Vitara, ganske enkelt fordi den var større end
forgængeren. Med næsten 3 millioner solgte biler er
modellen en af de bedst kendte SUV’ere - også i
Danmark, hvor den kan trække på en særdeles
succesfuld historie. Her er der nemlig blevet solgt
mere end 30.000 eksemplarer.
Kortere end Grand Vitara
Nu er man så tilbage ved det oprindelige Vitara
navn, med en lidt kortere model, hvor den nye
Vitaras linjeføring er tro mod Suzukis autentiske
SUV-design. Den er en moderne og kompakt fortolkning
af en SUV, hvor formgivningen også gør, at bilen
virker meget moden og voksen i sit udtryk. Med en
længde på 4,18 m, en bredde på 1,78 m og en højde på
1,6 m placerer Vitara sig i en interessant del af
SUV markedet.
”Den tidligere Grand Vitara model var 4,3 meter
lang, og selvom den ny Vitara er lidt mindre, er den
stor nok til at opfylde de flestes behov for god
kabineplads,” fastslår Suzukis danske pressechef,
John Mogensen. Bagagerummet er på 375 liter og
dermed på niveau med tilsvarende biler i samme
størrelse.
Den ny Vitara kan fås i mange forskellige
farvekombinationer, bl.a. en meget attraktiv version
med sort- eller hvidlakeret tag. Samtidig er det
muligt at vælge farve på f.eks. instrumentpanel,
ratkontakter, midterkonsol og kølergrill.
Som udgangspunkt er Vitara forhjulstrukket, men den
kan også fås med Suzukis AllGrip 4WD system, der har
4 indstillingsmuligheder for bedre fremkommelighed
og køreegenskaber under forskellige vejr- og
vejforhold.
I Danmark til foråret
Den ny Vitara skal produceres på Suzukis fabrik
i Europa, og Suzuki Bilimport Danmark forventer, at
den er klar til dansk introduktion midt i april
næste år. Meget naturligt vil den kunne fås med
Suzukis to nye 120-hestes motorer – hhv. benzin og
diesel – som også indgår i S-Cross modelprogrammet.
Det forventes, at brændstof-økonomien vil lande på
omkring 19 km/l for benzinudgaven og cirka 24 km/l
for dieselmodellen. I udgaverne med AllGrip 4WD vil
forbruget kun være marginalt højere.
Priser og modelprogram er endnu ikke fastlagt, men
man forventer, at den i kraft af sine mange
funktionelle egenskaber vil lande lidt over S-Cross.
Blandt andet har Vitara større frihøjde og kortere
akselafstand, som gør den mere velegnet til også at
køre off-road og det stiller naturligt nok
anderledes krav til undervognen.
Den ny Vitara byder i øvrigt på flere store Suzuki
nyheder. Den vil bl.a. kunne købes med et
radarbaseret nødbremsesystem, der advarer og
eventuelt nedbremser bilen, hvis føreren ikke selv
reagerer og en adaptiv fartpilot, der automatisk
holder afstand til den forankørende bil. Nogle
modeller vil også blive markedsført med LED nærlys.
I instrumentpanelet finder man en 7” berøringsskærm
med Bluetooth og Smartphone Link for spejling og
betjening af en smartphone via skærmen. |