I 2007 opfandt Nissan den dybe tallerken. Man brød
normerne og grænserne ved at lancere Nissan Qashqai,
det vi nu kender som en cross-over, altså et mix
mellem en Sport Utility Vehicle med gode off-road
egenskaber og en almindelig personbil/stationcar.
Siden fik den en visuel opstrammer og nu er Nissan
på vej med en helt ny generation af den populære
bil.
For Qashqai gik rent ind hos det europæiske
publikum. Den er blevet solgt i 2 millioner
eksemplarer siden introduktionen og er fortsat
utrolig populær. Så populær, at selvom der i
mellemtiden er kommet ikke færre end 13 konkurrenter
på markedet, er Qashqai stadig den førende i den
kategori af biler.
Qashqai’s såkaldte livscyklus viste en stigning i
salget over de første år. Men siden har salget
ligget konstant og den eneste årsag til, at
2013-tallene er faldet lidt i forhold til de
foregående år er, at Nissan var løbet tør for biler,
man havde standset produktionen af den hidtidige
generation, fordi den nye var på vej. Og den lander
så på det danske marked 1. marts.
Dybere tallerken – nu også med bestik
Hvis den første Qashqai var lig med den dybe
tallerken, er den nye gjort endnu dybere og der er
kommet bestik til. Man bygger naturligt videre
på succesen, ikke mindst fordi alle trendforskere er
enige om, at udviklingen for den type biler
fortsætter og bliver endnu stærkere i de kommende
år. Derfor har bilen visuelt fået et ganske andet
udtryk, langt mere dynamisk. Funktionelt er den
gjort endnu mere effektiv og der er hængt
sikkerhedsudstyr på, som få af konkurrenterne kan
hamle op med. Den hidtidige succes skyldes også en
attraktiv prissætning. Også det videre føres i
”Qashqai II”, hvor den billigste variant – som endda
er temmelig veludstyret – i Danmark kan købes for
blot 240.000 kroner.
Præcis den udgave forventer vi bliver den mest
populære på det prisfølsomme danske bilmarked, efter
at have kørt de første kilometer i den nye bil i
forbindelse med de første internationale
prøvekørsler, der fandt sted i området nord for
Madrid. Den er nemlig både komfortabel og
tilstrækkelig kraftfuld – samtidig med at 115-hestes
benzinmotoren fra Nissans egen motorportefølje under
motorhjelmen giver de velkendte fordele i form af
lavt støj- og vibrationsniveau.
Bilen ind i byerne
Samtidig gør Nissan ingen hemmelighed ud af, at
firehjulstræk og off-road egenskaber har lavere
prioritet. Den nye Qashqai er i høj vendt imod
byboere og er som sådan en ægte urban cross-over –
en operation, der er lykkedes udmærket. Eksempelvis
har man fastholdt den kompakte form, som gør det
lettere at finde parkeringspladser, der er
praktiske, funktionelle løsninger som et opdeleligt
bagagerum – ideelt til placering af dagligindkøb,
uden at indkøbsposerne rutcher rundt i et for stort
bagagerum – og tilbyder gennem de elektroniske
løsninger som inkluderes i Nissans såkaldte Safety
Shield såvel parkeringshjælp og det såkaldte Around
View Monitor, løsninger, som gør bylivet bag rattet
meget lettere. Dertil kommer en markant reduktion i
forureningen.
I Danmark forventer Nissan da også at fastholde
nuværende kunder, men desuden at udbygge kundekredsen
og satser som sådan på at forøge salget. Den nye bil
er helt igennem blevet bedre, så Nissan skal nok nå
deres mål – de har noget at have dem i…
|