Fjernbetjent kørsel, usynlig motorhjelm, infrarøde
højdescannere i forlygterne er nogle af de
ingredienser, der indgår i fremtidens alsidige Land
Rover Discovery SUV. Bilen vises på New York Auto
Show, en af verdens største bilmesse, og der er tale
om et brag af højteknologi.
Der er nemlig lagt bunker af energi i, at udvikle
nye løsninger, der skal optimere køreglæden i selv
det mest vanskellige terræn. Et ekstravagant design
både indvendigt og udvendigt og nye, højteknologiske
funktioner er blandt de træk, der skal gøre hele
familien af kommende Discovery-modeller mere alsidig
end nogle andre SUV’er på markedet, hedder det fra
Land Rover i Danmark.
“Under Geneva Motor Show i marts afslørede vi, at
Discovery-familien vil gennemgå en udvikling. På 25
års jubilæet for den første Discovery er det
nærliggende at give en forsmag på, hvordan denne
udvikling vil bane vejen mod en dristig, ny æra. Og
det nye Discovery Vision Concept viser os de første
glimt af en enormt spændende fremtid, ” fortæller
Phil Popham, global marketingdirektør for Jaguar
Land Rover.
Usynlig motorhjelm
I ”Fremtidens Land Rover Discovery” finder man bl.a.
en ”usynlig” motorhjelm. Et transparent
Bonnet-system, som giver føreren mulighed for at se
terrænet forude. Funktionen fungerer gennem
kameraer, som er integreret i kølergrillen og koblet
til et head-up display i forruden. Under kørslen kan
billedet projekteres op på forruden, så føreren får
fornemmelsen af, at fronten af bilen er
gennemsigtig.
Interaktive ruder
Bilen vil også blive udstyret med interaktivt Smart
Glass, der omformer alle bilens ruder fra
panoramataget til sideruder til computerskærme – som
man vel at mærke stadig kan se igennem. Det åbner
mulighederne for Augmented Reality, hvor information
om mindesmærker, byer mv. projekteres på sideruderne
idet bilen passerer. En slag Google briller,
indbygget i bilens sideruder. Derudover vil både
døre, advarselslamper, forlygter, ruder og skærme i
sæderne kunne betjenes via bevægelsessensorer.
Højdescannere og fjernkontrol
Infrarøde laserscannere i tågelygterne analyserer
terrænet og viser rutens højdekurve på et display
integreret i instrumentbrættet. Scanneren kan
samtidig måle dybden af vand, inden bilen befinder
sig i det, og informere føreren om mulighederne for
at komme igennem vandmasserne.
Målingerne kan automatisk kobles med det nye
terrænkørselssystem (All Terrain Coach), der
udregner den optimale rute og assisterer føreren i
svært fremkommeligt terræn. Endvidere gør Remote
Control Drive-funktionen det muligt at køre bilen
ved lav hastighed, uden at man behøver sidde i den –
dte er brugbart f.eks. ved trailerpåhæng og udvendig
spotting ved ekstrem off-road kørsel.
Objektidentificering i forlygterne
Af de mere visionære teknologier kommer også ekstra
stærke laserlygter, der giver et dagslyslignende lys
om natten og tilføjer mere end 300 meter til
lygternes rækkevidde. Samtidig anvender Land Rovers
”intelligente lygteteknologi” HD-kameraer indbygget
i forlygterne til at identificere modkørende og
automatisk justere relevante dele af lyskeglen.
Dermed undgås blænding uden at sænke det generelle
udsyn.
Interiør og interiørbetjening
Indvendigt kan sæderne flyttes og slås ned vha. en
central touch-screen-menu. Interiøret i Land Rover
Discovery Vision Concept består af vand- og
olieafskyende kvalitetslæder, der giver kabinen en
luksuriøs elegance og er let at holde rent. Gulv og
instrumentbræt er beklædt med træ. I bagagerummet
kan desuden indsættes en bænk, som kan foldes ud og
benyttes som fleksibel udendørs siddeløsning |