Da Toyota 31. december 2011 var nødt til at standse
salget af den især i Nord-europa populære varebil,
Toyota Hiace, fordi den ikke længere kunne leve op
til de europæiske normer for forurening, lød der et
ramaskrig i store dele af varebilsverdenen.
Toyota Hiace var en institution, en status, som
Toyota med i dag over 40 års erfaring havde opnået i
varebilsverdenen i kraft af overordentlig stor
pålidelighed, stor funktionalitet og ikke mindst en
velsmurt serviceorganisation. Den måtte fremtidige
Hiace-kunder vinke farvel til, for virkeligheden
var, at Toyota ikke lige havde et alternativ parat.
Det er nemlig kun i Europa, at Hiace ikke fortsat
kan sælges.
Hurtig løsning
Verdens største bilfabrik var imidlertid ikke sen
til at løse den udfordring. I forvejen havde man et
tæt samarbejde med andre bilfabrikker, heriblandt
det yderst succesrige samarbejde i småbilsklassen
med Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107. PSA koncernen
havde en glimrende varebil og den har Toyota koblet
sig på og i et snuptag – sådan mere eller mindre –
havde man en ny bil klar og den introduceres i
Danmark i løbet af juni måned.
Toyota Proace hedder den. Den er baseret på Peugeot
Expert/Citroën Jumpy (læs
den første test af Peugeot Expert hér >>>), men
Toyota har i sagens natur sat sit eget fingeraftryk
på den. Standardudstyret for den billigste variant
er temmelig højt, og den er da også lidt dyrere end
den billigste af konkurrenterne med samme
basisteknik. Dertil kommer 3 års garanti samt gratis
vejhjælp, hvis man overholder sine serviceeftersyn
hos Toyota.
Forhandleren er en salgsparameter
Netop forhandler-spørgsmålet er et særkendetegn for
Toyota. Der er ingen tvivl om, at bilkøbere ikke
blot vælger bilmærke og model, men også forhandler
og serviceværksted. Hér står de 68 danske Toyota
forhandlere så med et nyt produkt til f.eks. de
tidligere Hiace-ejere, som ikke troløst skifter
bilmærke…
Og der er mange af dem. I de seneste år har
varebilsalget lidt voldsomt under den økonomiske
krise. Alligevel blev der solgt næsten 1000 Hiace i
2011, da det rygtedes, at bilerne ikke længere ville
blive solgt i Europa – det er næsten det dobbelte af
året før. Og tidligere er der blevet solgt rigtig
mange af bilerne, der bare kører og kører: 4000 om
året i storhedstiden og i ikke mindre end 15 år i
træk var Toyota Hiace den mest solgte varebil i
Danmark.
Det vigtige nordeuropæiske marked
Det danske marked, sammen med de nordiske naboer,
var en væsentlig grund til at Proace kom til verden.
Ikke mindre end halvdelen af salget af Hiace i
Europa gik til Nordeuropa. Tankevækkende…
Toyota fastslår ved den første testkørsel af den nye
bil i flere varianter, at man i sagens natur ikke
fra fabrikkens side har haft store muligheder for at
påvirke designet i egen retning. Alligevel er f.eks.
en isoleret varerumsadskillelse, som man til dels
også havde i de sidste Hiace modeller, standard på
de fleste udstyrsniveauer. Og man kan få sin Proace
leveret med et specialkonstrueret varevognsgulv med
skridsikker overflade. Det er et norsk firma, der
har udviklet gulvet og siden monteres det i bilerne
efter at de er blevet indskibet til de nordiske
lande i Malmö. Der kan også indbygges et
navigationsanlæg fra Pioneer i en Proace.
Lydløs og komfortabel
Den første køreoplevelse af Toyota Proace var
positiv, især med den kraftige 163-hestes diesel,
som går over 15 km/l. Den er lyd- og vibrationssvag
og underbygger den luksuøse komfort-oplevelse, man
har i førerkabinen, når den desuden er udrustet med
den isolerede varerumsadskillelse – som både
lydisolerer og temperaturisolerer. Varerumsgulvet,
som er bygget i træ, medvirker også til at reducere
resonansen. Man kan også anskaffe Proace med en
128-hestes diesel, som er lidt mere usleben, lidt
mere rå men har et godt træk.
Ved den første test var der alene mulighed for at
prøve bilerne uden læs. Og udnyttes potentialet på
over 1 tons, vil kørefærdighederne blive markant
anderledes. De vil dog næppe blive dårligere. Og
hvorfor vi så tror det? Jo, 40 års erfaring med
varebiler – det er ikke en urutineret producent, der
er tale om.
|