Land Rover til erhverv
De er store, de er effektive, de kan køre, hvor
andre giver op. Ingen kan være i tvivl om, at en
Land Rover eller en bil af premium-mærket Range
Rover kan mere end ”almindelige biler”. Til gengæld
er det begrænset, hvor mange private bilejere, der i
praksis har behov for sådanne biler. Og det danske
afgiftssystem er ikke præcis befordrende for, at
private skal købe de berømte britiske slidere. Til
gengæld kan bilerne også leveres på gule
nummerplader og bruger man dem til erhverv og
yderligere kan fratrække momsen, ser tingene
anderledes ud.
I årene efter afgiftsændringerne, som fra den ene
dag til den anden stort set udslettede salget af
biler på gule nummerplader, har salget af Land
Rovere i Danmark været nogenlunde ligelig fordelt
mellem biler på hvide og gule nummerplader. Men
virkeligheden er også, at vil man anskaffe
off-roaderen over alle off-roadere med bare to
sæder, er der også store penge at spare.
Spar en million
Alene på den allerbilligste Land Rover Freelander 2
kan man spare 180.000 kroner ved at fravælge
bagsæderne. Vælger man den allerbilligste Range Rover Evoque, er besparelsen mindst 233.000 kroner og på
Range Rover, er beløbet tæt ved 900.000 kroner.
Efterfølgende er den løbende afgift noget højere, så
man skal fortsat have gang i regnemaskinen, hvis man
vil have den præcise forskel, men i langt de fleste
tilfælde taler resultatet for gulpladeversionerne.
Handler man alene bil til erhvervsmæssig brug,
sparer man yderligere momsen og moms på dieselolien
kan også fratrækkes. Derved bliver en Land Rover
hurtig en rigtig option, fordi dens uomtvistelige
fordele overgår konkurrenternes i næsten enhver
henseende. Forudsat man altså har behovet.
Suveræn med trailer
Behovet kan f.eks. være kørsel med en tung trailer.
Ikke bare har man fortræffeligt vejgreb i kraft af
Land Rovers permanente og fænomenalt godt virkende
firehjulstræk, også diverse usynlige
kørehjælpemidler medvirker til et meget højt
sikkerhedsniveau.
Vi afprøvede slalomkørsel og hurtig kurvekørsel på
en sjaskvåd asfalt med hastigheder over 50 km/t. Den
trækkende bil var en Land Rover Discovery, udstyret
med det Unikke Terrain Response System og Trailer
Stability Assist. På traileren var fastspændt en
gravemaskine, der sammen med traileren vejede 3,5
tons og havde et tyngdepunkt på 1,35 meter. Uden
systemerne ville sandsynligheden for slinger og
eventuelt en væltet anhænger være ret stor. Med
systemerne i funktion var det så godt som
umærkeligt, at køre med vogntoget på tilsammen over
6 tons. Overbevisende!
Færre uheld
Sikkerheden er en primær faktor for at benytte sig
af en sådan kombination. Foruden det menneskelige og
det mekaniske sikrer den reducerede risiko for uheld
også rent forretningsmæssigt en bedre
kundebetjening. Selvom de fleste kunder vil
acceptere forsinkelser pga. f.eks. trafikuheld, vil
alle sætte pris på at uheldet ikke var sket.
Den samme tankegang kan overføres på
fremkommeligheden i terræn. I forbindelse med
præsentationen af de forskellige erhvervsmuligheder
og opdaterede 2014 modeller hos den erfarne Land
Rover forhandler, BilCentret Peer Glad i Kalundborg,
var der rige muligheder for at afprøve bilerne på
Lerchenborg Gods mudrede jorde. Som så ofte, når man
beskæftiger sig med off-road kørsel, var det
dækmonteringen, der satte de største begrænsninger.
2014 nyheder
Hvis man ser bort fra regulære nyudviklinger som
f.eks. Range Rover Evoque, ligner den ene generation
Land Rover/Range Rover ofte den anden. Det er mindre
visuelle tilretninger, der foretages, men under
karrosserierne skabes der udvikling uden sidestykke.
Den lille Range Rover Evoque kommer eksempelvis i
2014 med en ny 9-trins gearkasse, som forøger
muligheden for at anvende motorernes moment
optimalt.
Den lille Range Rover vil også kunne udstyres med
Wade sensing, så man kan undgå at drukne bilen, hvis
man kører gennem vandløb med varierende dybde. Et
automatisk park-assist system gør det muligt, at
parallelparkere automatisk, hvis man blot har en
plads til rådighed, der er 20 procent længere end
bilens længde. Dertil kommer velkendt udstyr som
vejstribe advarsel, blindspot advarsel, adaptiv
cruisecontrol osv.
Hybrid og lavere brændstofforbrug
Nyt i Range Rover Sport programmet vil være en
hybridmodel baseret på en 292 hestes 3-liters V6
dieselmotor og en 48-hestes elmotor. Da effekten for
de to maskinerier topper samtidig, betyder det en
maks. effekt på 340 hestekræfter og et maks. moment
på imponerende 700 Nm. Samtidig med, at den over 2
tons tunge bil kan køre 15,6 km/l. Med en 4,4 liters
V8 diesel, der yder 339 hk uden hybridhjælp, kan man
køre 11,5 km/l.
Land Rover Discovery får et lidt mere gennemgribende
facelift i 2014. 3-liters V6 motoren på 340 hk får
reduceret CO2 udledningen fra 328 til 268 g/km og
man vil fremover kunne fravælge muligheden for
reduktionsgear. |