Om kort tid vil vi her på Motorsiden efter planen
kunne præsentere den helt nye Peugeot 308 i
detaljer, når de første internationale prøvekørsler
har fundet sted. Men allerede på Frankfurt Motorshow
stod bilen klar, endda i flere forskellige
udformninger, ikke mindst en rap R-koncept version
så rigtig spændende ud.
Den nye Peugeot 308 har sin plads i det strategisk
vigtige C-segment, som udgør mere end en
tredjedel af det europæiske marked, hvoraf
hatchback-versionerne i øvrigt alene udgør 43
procent. Derfor har Peugeots design- og ingeniørteam
udviklet en modig, intuitiv og moderne hatchback i
et rent og elegant design.
Peugeot cockpit
Interiøret skiller sig ud med det særlige ”Peugeot
i-Cockpit”, som er inspireret af konceptbilen SR1.
Det består af et mindre rat, som skal forstærke
oplevelsen af dynamisk kørsel, et hævet
instrumentpanel, der giver optimal aflæsning af
informationerne og en midterkonsol med en 9,7” touch
skærm.
Peugeot er baseret på den fleksible EMP2 platform,
som har muliggjort, at den nye Peugeot 308 er blevet
lettere end forgængeren, 307 (minus 140 kg), hvilket
i øvrigt gør den til den letteste model i
mellemklassen. Længde på 4,25 m placerer den da også
blandt de korteste hatchbacks.
Teknologiske hjælpesystemer
Peugeot 308 er ny udvendig, men kørslen understøttes
af adskillige teknologiske hjælpesystemer som Blind
Spot Monitoring, Dynamic Cruise Control, Emergency
Alert System og Emergency Collision Braking System.
Fuld LED forlygter er standard på alle
udstyrsniveauer.
308 introduceres med fem benzin- og HDi motorer, der
sammen med en optimeret aerodynamik sikrer lavt
brændstofforbrug og en CO2-udledning fra 93 g/km.
Til foråret 2014 introduceres nye teknologier,
heriblandt en ny 3-cylindret turbo benzinmotor (1,2
liter e-THP) og ikke mindst de kommende BlueHDi
versioner, som gør sig bemærket med en CO2-udledning
på kun 82 g/km.
Ned med NOx’erne
Peugeot reducerer fortsat sit gennemsnitlige
CO2-udslip på det europæiske marked. I slutningen af
maj var det nede på 116,3 g/km mod 121,5 g/km i
2012.
Mærkets miljøpolitik demonstreres af den konstante
optimering af forbrændingsmotorerne (forbedring af
effektivitet, downsizing, Stop & Start-teknologi
mm.) og ved introduktion af nye motorer som f.eks.
3-cylindrede benzinmotorer.
I Frankfurt viser Peugeot sin BlueHDi-teknologi på
den nye 308 og 508 SW. Ved at kombinere SCR (Selective
Catalytic Reduction) og partikelfilter-teknologi med
additiv reduceres udledningen af NOx med op til 90 %
og eliminerer op til 99,9 % af partiklerne, samtidig
med at brændstoføkonomien forbedres med op til 4 %.
BlueHDi-teknologien bliver standard på Euro 6
dieselmotorerne og vil fra slutningen af 2013 blive
udbredt på alle mærkets dieselmodeller. |