Mazda6 var skelsættende, da den for første gang så
verdens lys, og den er siden blevet en kæmpesucces.
Der er ligeså god grund til at tro, at den nye
Mazda3, der har verdenspremiere på Frankfurt
Motorshow, fungerer ligeså skelsættende. Den er
designet efter samme grundfilosofi som Mazda6,
tilpasset de noget mere kompakte dimensioner, men
den er ligeså elegant, ligeså dynamisk, sofistikeret
og overbevisende som storbror.
I Danmark bliver Mazda3 introduceret ti blot 200.000
kroner for den billigste version. Da får man en
5-dørs udgave med 100 hestes 1,5 liters benzinmotor,
og den prissætning skal nok hjælpe salget på vej.
Vi vender om kort tid tilbage med en mere indgående
præsentation af den nye Mazda3, men kan allerede hér
fastslå, at en del af teknikken fra Mazda6 går igen
i den nye kompakte bil. Den vil blive markedsført
både som sedan og hatchback, men der er ikke en
stationcar på vej, derved adskiller den sig radikalt
fra Mazda6.
Forskelle og ligheder
Mazda’s danske PR-chef, Jannik Olsen, fastslår godt
nok, at selvom der er mange lighedspunkter mellem de
to biler, er der også mange forskelle, og de
retfærdiggør selvsagt den nye Mazda3. Udover
størrelsesforskellen er der visuelle forskelle, men
SKYACTIV teknologien er ikke desto mindre den samme.
Det skal kunderne dog ikke være kede af, for Mazda
har med en gennemoptimeret anvendelse af velkendte
forbrændingsmotorer og drivliner opnået sensationelt
gode forbrugstal. Førnævnte 100 hestes 1,5 liters
benziner gør det således muligt, at køre ikke mindre
end 20 kilometer på en liter benzin. Et sådan
forbrugstal er også skelsættende i mellemklassen. En
Mazda3 i sedan versionen måler 5,59 meter i længden
og ligger dermed størrelsesmæssigt tæt på samme
bilkategori som Mazda6. Hatchback udgaven er 12 cm
kortere og bagagerummet derfor også en smule mindre.
|