3. juni
blev dagen hvor Københavns Kommune fik overdraget de
ialt 15 brintbiler, som Hyundai leverer som en del
af et internationalt projekt, hvor der skal samles
informationer ind med henblik på seriefremstilling
af brintbiler.
For
Københavns Kommune handler det ikke mindst om at
sætte den danske hovedstad på verdenskortet på
niveau med London, som også indgår i projektet. Det
kunne kommunen også trænge til, efter at tingene gik
lidt i står oven på klimakonferencen i 2009.
Mere
specifikt er overskrifterne: Øget
livskvalitet, grøn vækst og CO2-reduktion.
Bilerne er af typen Hyundai ix35, som vi tidligere
har haft lejlighed til at prøve (læs
den første test af Hyundai ix35 brintbil hér >>>)
og de skal så medvirke til at opfylde
kommunens mål om at blive CO2-neutral i
år 2015. Aftalen er iøvrigt den første af sin art,
som Hyundai indgår i Europa, og Danmark bliver
dermed foregangsland, når kommunens medarbejdere
ruller ud på vejene i verdens første
serieproducerede brintbiler.
”Vi er meget stolte af, at København
har valgt at gå forrest og være med til at bane
vejen for nye, visionære måder at tænke miljø og
befordring på med Hyundai som leverandør. Hyundai
investerer milliarder af kroner i forskning og
udvikling af den teknologi, der ligger til grund for
brintbilerne, for hos Hyundai er vi overbeviste om,
at brint som energikilde i vores biler er den
allerbedste måde at beskytte miljø og klima på –
uden, at bilisterne behøver at gå på kompromis med
mobilitet og komfort. I den forbindelse er Danmark
et vigtigt land for Hyundai, fordi vores
infrastruktur og knowhow matcher den fortsatte
udvikling af brintbil-teknologien perfekt,” siger
Niels Rønnebech, adm. direktør i Hyundai Bil Import.
Verdens første serieproducerede
brintbil
Med de 15 Hyundai ix35 brintbiler i
København er Danmark, sammen med Sverige, det første
land i verden, der kan prale af at have
serieproducerede brintbiler på vejene. København
bliver dermed europæisk forgangsby og vil som sådan
blive fulgt tæt af de øvrige europæiske lande frem
mod 2015, hvor Hyundai ix35 brint bliver tilgængelig
for det brede bilpublikum.
Til den tid er det derfor også
planen, at det danske net af brint-tankstationer
skal være udbygget til i alt 17. Den første åbner i
dag i København – hvor også de 15 Hyundai ix35
brintbiler leveres til Københavns Kommune.
”Med en rækkevidde på op til hele 594
kilometer på en tankfuld brint behøver ingen danske
Hyundai ix35 brint-bilister at frygte at køre tør,
når nettet af brinttankstationer er fuldt udbygget.
Også med hensyn til funktionalitet og køreglæde har
danskerne virkelig noget at se frem til, for Hyundai
ix35 brint er lige så hurtig og velkørende som en
konventionel bil. Og så er den tilmed lydløs,” siger
Niels Rønnebech.
Prisvindende teknologi
Hjertet i Hyundai ix35 brint er en
brændselscelle, der via en kemisk reaktion mellem
brint og ilt leverer elektricitet til en bilens
elmotor – med lidt rent vand som eneste
”affaldsstof”.
|