Med en ny cabriolet, en løsning på fremtidig
mobilitetsbehov og en gennemtænkt stationcar
dokumenterer verdens største bilfabrik dens
alsidighed. Alsidigheden underbygges yderligere af
en fortsat målrettet indsats på, at tilgodese
kundernes mangfoldighed og miljøets stadige krav om
hensyn.
Eyecatcher på Genève Motorshow er selvfølgelig den
åbne udgave af Toyota GT86. GT86 har vi ved flere
lejligheder stiftet bekendtskab med (læs
den første prøvekørsel af Toyota GT86 hér >>> -
læs den nylige vintertest af Toyota GT86 hér >>>)
og vi tør godt spå, at fornøjelsen ikke vil blive
mindre, når GT86 Cabriolet måtte blive sendt på
markedet. I hvert fald ikke for de, der får mulighed
for at benytte sig at et sådan ikonisk køretøj.
Allerede fra begyndelsen var Toyota GT86 tænkt også
som cabriolet, med en ægte pladsbesparende kaleche.
Dørkonstruktionen er identisk med coupéen og
karrosseriets stivhed er uafhængig af tag eller ikke
tag. Derfor var det i princippet kun
færdiggørelsestiden, der var grunden til, at den
ikke stod side om side med coupéen, da den havde
verdenspremiere sidste år.
Men selv ikke Toyota har uanede ressourcer, så dels
tog man ikke cabriolet-skridtet fuldt ud fra første
færd, dels er den nu præsenterede bil, som egentlig
er et koncept studie, også en føler på
publikumsinteressen. Slår den an og vil markedet
være der, bliver den sat i serieproduktion. Indtil
da må vi vente i spænding. Men her fra redaktionen
er der ingen tvivl: Den skal ud at køre på
landevejene til glæde for dem, der kan nyde synet,
når den passerer og ikke mindst for de, der har
glæden ved at køre den.
Toyota Auris Touring Sports
Toyota Auris Stationcar blev vist på Paris Motorshow
i efteråret, netop som konceptbil, og den var der
ikke så meget tvivl om: Den skulle i serieproduktion
og den færdige bil har så verdenspremiere i Genève.
Det officielle navn er Toyota Auris Touring Sports,
en bil, som forventes til Danmark til sommer.
Der er tale om en stationcar, der er gennemtænkt på
alle leder og kanter. Fra det store bagagerum kan
bagsæderyglænene f.eks. lægges ned ved et træk i et
greb og der opstår en helt plan bagagerumsbund
derved.
Plads er der masser af. Auris Touring Sports er ikke
mindre end 28 cm længere end den 4,28 meter lange
version med tophængslet bagklap (læs
den første test af Toyota Auris hér >>>). Og al
pladsen er dedikeret bagage. Kapaciteten er 530
liter og lægges bagsæderyglænene ned, forøges
rumindholdet til overbevisende 1680 liter. Længden
fra bagklappen til forsæderyglænene er helt op til
1,88 m.
Toyota Auris Sports Tourer bliver tilgængelig med en
række af de kendte motorer og den vil også kunne
leveres med hybridmotor. Derved bliver den verdens
første fuldhybrid stationcar uden tab af bagageplads
i forhold til de konventionelt drevne varianter.
Toyota i-ROAD – et mobilitets bidrag
Med et blik ud i fremtiden har Toyota også
verdenspremiere på en såkaldt Toyota i-ROAD. Der er
tale om en ganske smalt (85 cm), trehjulet næsten
MC-lignende køretøj, baseret på el-drift med det
formål, at være til rådighed ved kortere ture,
f.eks. fra et opsamlingspunkt udenfor et bycentrum
og indtil bymidten. I-ROAD har en aktionsradius på
50 km.
Der er ikke nødvendigvis tale om et køretøj, man
ejer. Derimod er Toyota aktiv i delebilsprojekter,
bl.a. et helt nyt i Grenoble i Frankrig, hvor i-ROAD
kunne tænkes at indgå i en pulje af køretøjer, som
man kan abonnere på at betjene sig af.
Lignende tiltag er set før, men da har der været
tale om mere konventionelle køretøjer, som ikke har
samme fordele med hensyn til driftsøkonomi,
fremkommelighed og parkeringsmuligheder.
|