Det er en forrygende udvikling, Opel har gennemgået
i de sidste år. Efter at være kommet på benene igen,
som følge af den økonomiske nedtur, har den tyske
fabrik definitivt sagt farvel til sit gamle ”gammel
mand og blød hat” image. I dag er den tyske fabrik
innovativ, dynamisk og fremadrettet. Det genspejles
i de biler, fabrikken bringer på markedet.
Og endnu inden Opel Adam introduceres i Danmark –
det sker medio marts (læs
vores første prøvekørsel af Opel Adam hér >>>) –
er en ny på trapperne. Helt ny er den dog ikke og
den er først på trapperne, når publikum på Genève
Motorshow kombineret med diverse analyser har sagt
OK til den. Men derefter er vejen fra den konceptbil,
der blev præsenteret i Genève, til serieproduktion
ganske kort.
Rocker ved traditionerne
Opel Adam Rocks rokker ved traditionerne. Den er en
variant af Opel Adam, udsprunget af by-atleterne,
den såkaldte Parkour trend, og bilen er ikke bare
dekoreret anderledes, den er hævet 15 mm, den er 20
mm bredere, den er udstyret med 18” alufælge og har
et mere råt look. Samtidig kan den fås med kanvastag
i hele tagfladens bredde.
Den nærmeste konventionelle betegnelse er ”cross-over”,
men tænkt til bykørsel og ikke mindst til yngre
dynamiske mennesker, for hvem bilen er et
livsstilsudtryk, ligeså meget som et
transportmiddel. Samme tankegang ligger bag Opel
Adam, men nu udvidet til at fascinere en endnu
bredere målgruppe.
Opel Adam tilbyder 61.000 variationsmuligheder hvad
angår det udvendige design og 82.000 varianter af
interiøret. Det kan naturligvis kun lade sig gøre
vha. en topmoderne computerstyring af
produktionsprocessen. Heldigt, for med endnu en
variant vil antallet af variationsmuligheder blive
endnu større.
Brugsrigtig cabriolet
På Genève Motorshow har Opel også verdenspremiere på
Opel Cascada, en cabriolet baseret på den effektive
Opel Astra undervogn. Cascada er en regulær
4-personers cabrio med ikke mindre end 280 liter
bagageplads, når kalechen ikke er i brug. Opel har
valgt en kaleche fremfor et af de populære
foldetage, fordi det er mere pladsbesparende. Når
kalechen er foldet op, øges bagagevolumenen til 380
liter – taget i sig selv fylder altså kun 100 liter.
Det er bemærkelsesværdigt.
Bemærkelsesværdigt er det også, at bagsæderne ikke
kun er til pynt. Det skyldes ikke kun den
pladsbesparende kaleche men også, at Opel har
udnyttet ethvert hjørne i den 4,7 meter lange bil og
f.eks. ført bagagerummet helt ud i bageste kofanger.
Desuden kan kalechen betjenes ved hastigheder helt
op til 50 km/t. Det indebærer i praksis, at man kan
bruge enhver solstråle – ret hensigtsmæssigt i et
land som Danmark – fordi man ikke behøver holde
stille, når vejret skifter.
Opel Cascada kommer på markedet i Danmark i
begyndelsen af maj til priser fra 410.000 kroner.
Cascada designer Andrew Dyson
beskriver den finne-formede spoiler i frontpartiet
på Opel Cascada. |