Det er muligt, at der er økonomisk krise i dele af
Sydeuropa. Men det er øjensynlig et sydeuropæisk
fænomen, der ikke ligger til grund for de
fremtidsvisioner, de store bilfabrikker lægger for
dagen, når de åbner efterårets største butiksvindue:
Det store motorshow i Paris, der over en god uges
tid forventes tiltrækker 1,2 millioner
bilinteresserede gæster.
Men skal krisen, som mange hævder først og fremmest
holdes i liv af visse medier og politiske
fraktioner, være en årsagsforklaring på det, man
oplever i Paris, er det nok mest, at der i høj grad
satses på mindre biler og i særdeleshed miljørigtige
biler. Det er der ikke jo egentlig ikke noget nyt i,
sådan har det været i de senere år efter at nogle
havde fundet ud af, at der var noget, der hed
ozon-lag, men for få år siden var det især miljø og
ressourcehensyn, der blev brugt som begrundelse for,
at man præsenterede mange nye små biler. Nu er det
hensynet til købernes pengepung – eller købernes
ønske om at gå ned i bilstørrelse for derigennem at
skabe en større personlig økonomisk tryghed – der
benyttes som årsag.
Hænger godt sammen
Virkeligheden er, at det hele hænger meget godt
sammen: Mindre biler kan fabrikkerne tillade sig at
prissætte lavere, fordi bilkøberne er vant til at
størrelse og pris hænger sammen. Mindre biler er
nemmere at få til at køre langt på literen og dermed
forurener de også mindre. Man slår med andre to
fluer med et smæk på den konto: Man tager både
hensyn til købernes tryghedslyst og skåner samtidig
miljø og energiressourcer. Og man tilgodeser
købernes lyst til at downsize, altså gå ned i
størrelse på almindelig dansk, simpelthen fordi
bilkøberne ud fra fornuftsargumenter har ”indset”,
at de måske ikke har bruge for så store biler, som
de hidtil har kørt i.
Når det så er sagt, er det kun på dele af de
internationale markeder og primært på de
vesteuropæiske, hvor den teori holder. På andre
markeder, ikke mindst de russiske og kinesiske,
købes der andre typer af biler. Da det er dér,
bilfabrikkerne i særdeleshed får dækket de
underskud, de kreerer på de tøvende markedspladser,
holder det gang i fabrikkernes produktion af
bilmodeller, som andre har fravalgt. Det skal vi nu
alle nok være glade for – for de kommende år kunne
godt tænkes at ændre på downsizings lysten, når
bilkøberne opdager, at deres nye bil ikke helt
dækker deres behov, og den lidt større bil, som de
var vant til, egentlig havde mange fordele.
Heldigvis bevares superbilerne
Så på én gang reduceres bilstørrelserne, som f,eks.
BMW’s Concept Active Tourer, er et glimrende udtryk
for. Og samtidig kan man fortsat se de lækre, store
superbiler. Heldigvis, for ellers ville verden være
kedelig.
Bilfabrikkerne har dog grebet chancen for at
dokumentere, at moderne miljørigtig teknologi
glimrende går hånd i hånd med drømmebiler. Hvem vil
ikke falde for en elektrisk udgave af Mercedes SLS,
diverse hybridudgaver af Lexus, Audi m.fl. for med
dem kan man både opleve spændende bilkørsel og
samtidig udvise miljøhensyn. Det hænger jo egentlig
også ret godt sammen.
Power på design: Den nye Seat Leon
erobrer verden på sin egen måde - og jo, danserinden
er levende...
Toyotas
motorenhed i Le Mans hybrid raceren vist offentligt.
Mere fylder den ikke.
Det
spiller bare for Peugeot - og de kan andet end at
designe biler, cykler og peberkværne. Det
exceptionelle flygel et er et regulært mesterværk.
|