Der er ingen vej uden om, når man
er Peugeot. Hjemlandets kolossale internationale
motorshow, som tiltrækker op imod 25 procent flere
besøgende end den tilsvarende udstilling i Frankfurt
(Paris og Frankfurt er på skift værtsby for
efterårets vigtigste bilbegivenhed) giver mulighed
for ekstra opmærksomhed. Den mulighed skal bruges og
har man ikke lige en aktuel produktionsklar
eyecatcher ved hånden, skaber man en Onyx…
Peugeot Onyx er et blikfang uden
sidestykke. Men den er på ingen måde fremstillet af
blik. Tværtimod. Dørene og forskærmene er af kobber,
pudset op, så det får en helt speciel effekt, resten
er skabt i kulfiber og målet, foruden at fange
beundrende blikke, er at dokumentere, at Peugeot er
helt på forkant udi den sportslige del af
bilbranchen. Noget der ikke mindst er blevet
nødvendigt efter at den franske fabrik har
bortrationaliseret deltagelsen i international
motorsport.
Ultra
aerodynamisk supersportsvogn
Peugeot Onyx er da også et
avanceret stykke mekanik. Den er en regulær ultra
aerodynamisk supersportsvogn (cW=0,30) med 3,7
liters V8 centermotor, men den inkluderer også
moderne hybridteknologi baseret på fabrikkens
Hybrid4 teknologi. Den opsamlede bremseenergi kan
genanvendes under acceleration og tilfører da
oplevelsen 80 ekstra hestekræfter.
Det er Peugeots
udviklingsafdeling, der i samarbejde med Peugeot
Sport har stået for udviklingen af Onyx. Den er 4,65
meter lang og selve rammen, som er skabt i kulfiber,
vejer kun 100 kg og er sammensat af kun 12 dele.
Bredden er imponerende 2,20 meter og højden
begrænset til 1,3 meter. Sammenlagt vejer hele
herligheden kun 1100 kg.
208 GTi
Ny fra Peugeot er også en ægte GTi.
Baseret på den nye lille 208 model og med aner
tilbage til den legendariske 205 GTi. Sammenlignet
med den almindelige 208 er sporvidden forøget med 1
cm fortil og 2 cm bagtil. Hjulene er 17” alufælge
med 205 mm brede 45 procent lavprofildæk. Og i
maskinrummet finder man en 200 hestes 1,6 liters
turbomotor, en motor som også anvendes i Peugeot
RCZ. Den lille landevejsfræser når 100 km/t på under
7 sekunder.
Peugeot 208 GTI.
Foruden 208 GTi præsenterede man i
Paris også rally-varianten R5. Den er den længe
ventede afløser for 207 Super 2000, der har oplevet
stor succes i international rallysport – og også i
Danmark, hvor den er regerende Danmarksmester. R5 er
det nye rallyreglement, lige under WRC, men Peugeot
R5 er dog ikke færdig udviklet og den vil først være
klar på markedet sidst på foråret 2013.
Sportscoupé
og bybil
RCZ R Concept havde også
verdenspremiere i Paris. Den er en opdateret udgave
af sportscoupéen RCZ, en smule facelifted og med
mulighed for en 1,6 liters THP benzinmotor, der yder
260 hestekræfter. Peugeot selv fastslår, at den er
den mest kraftfulde serieproducerede bil i Peugeots
historie.
Peugeot RCZ Concept.
2008 Concept
Lidt i den anden ende af skalaen
havde Peugeot også premiere på en by-konceptbil,
2008 Concept. Der er tale om en ”urban crossover”,
2,14 meter lang, i et attraktivt design og med den
nye 1,2 liters 3-cylindrede 110 hestes turbomotor
under hjelmen.
Peugeot 2008 Concept.
|