På efterårets store motorshow i
Paris præsenterede Ford den helt nye Mondeo. Der er
tale om et markant løft, både hvad angår
funktionalitet og materialevalg. Samtidig sætter
Ford ekstra fart på introduktionen af små,
brændstof-økonomiske motorer og nye, intelligente
sikkerheds- og miljø-teknologier henover hele
modelprogrammet.
Og Ford har til hensigt at
introducere 15 nye vare- og personvognsmodeller på
de europæiske markeder over de næste fem år.
Målsætningen er, at Ford i 2017 skal være i stand
til at tilbyde flere modeller og mere sofistikeret
teknologi end nogen anden bilproducent på det
europæiske marked.
Den nye Mondeo er udstyret med en
række af Fords støtte- og sikkerhedsteknologier som
for eksempel Advanced Active Park Assist og
massage-sæder. Samtidig vil den nye Mondeo være
tilgængelig med Fords prisvindende 1,0 EcoBoost
benzinmotor. Ford forventer, at det vil udmønte sig
i klassens bedste brændstoføkonomi.
Den nye Mondeo kommer i en 4- og
5-dørs model samt i en stationcar-udgave med
panorama-skydetag. Desuden kommer der en
superøkonomisk hybrid-model og en diesel med træk på
alle fire hjul.
Udstyrslisten omfatter også
LED-forlygter, der indstiller sig aktivt efter
kørselen, SYNC med MyFord touch via en otte tommers
farveskærm samt oppustelige sikkerhedsseler til
bagsædepassagererne.
Ny Fiesta
Ford afslørede også den nyeste version af
Europas bedst sælgende bil, Ford Fiesta, som har
fået en gennemgribende design-overhaling. Samtidig
er den blevet udstyret med et væld af nye
teknologier som for eksempel det stemmestyrede
kommunikationssystem, Ford SYNC, den elektroniske
funktionsnøgle, MyKey og antikollisions-systemet
Active City Stop.
Den nye Fiesta vil være
tilgængelig med ikke færre end syv forskellige
motorvarianter, som alle udleder mindre end 100 g
CO2 pr. kørt kilometer og tilsvarende rigtig god
brændstoføkonomi.
1-liters EcoBoost benzinmotoren (læs
om EcoBoost motoren hér >>>) indgår som en del
af motorprogrammet, både med turbolader i 100- og
125 hk versioner, men også i en helt ny
superspare-version med henholdsvis 65- og 80 hk.
En særlig ECOnetic-model præsterer
over 30 km på en liter diesel og udleder beskedne 87
gram CO2 pr kørt km.
Ford Fiesta.
Nye SUV’er
Ford benyttede også showet i Paris til at vise
en ny SUV ved navn EcoSport. Den er tænkt som en
lillebror til Ford Kuga og skal tage sin del af
kagen på det stadig voksende europæiske SUV-marked.
Også i EcoSport vil man finde EcoBoost motoren.
Senere på året kommer der i øvrigt
en helt ny udgave af Ford Kuga, som byder på et
skarpere design, bredere udstyrsliste og helt ny
teknologi – blandt andet en bagsmæk, som åbner med
et vift af foden, når begge hænder er optaget af
indkøbsposer. Et system som også findes på Ford
Focus. Derefter følger Ford Edge, som er en større
og mere luksuspræget SUV.
Ambitiøse planer
Motorshowet i Paris løfter
ligeledes sløret for Fords ambitiøse
downsizing-planer. I 2013 skal to tredjedele af
samtlige Ford-modeller være blandt markedets mest
brændstoføkonomiske. Det skal først og fremmest ske
ved hurtig udbredelse af den kompakte og
brændstof-økonomiske EcoBoost 1,0 benzinmotor til en
bredere del af model-programmet.
Planen bliver suppleret af et lige
så ambitiøst elektrificerings-program. Næste år
kommer Ford Focus Electric - Fords første fuldt
elektriske personbil - på markedet. Dernæst følger
Fords første ægte hybrid – Mondeo Hybrid – og Fords
første opladelige, såkaldte plug-in hybrid, Ford
C-MAX Energi.
|