Det vil være lige i overkanten at påstå, at vi har
prøvekørt Nissans konceptbil, Nissan Juke R.
Undertegnede har kørt den, men heller ikke meget
mere, for det var forholdene på ingen måde til. Men
det er en usædvanlig oplevelse, for normalt er
konceptbiler nogle, der holder på de store
biludstillinger og highlighter en idé, et design, en
fremtidig bil. Deres hjul kan sjældent benyttes til
andet end at rulle dem på, ud til den ventende
transportvogn.
Nissan Juke R er også et koncept i velkendt
forstand, men den kan køre, mere end blot ud til
transportvognen. Den er lavet færdig som prototype,
dels i en venstrestyret version, dels i en
højrestyret udgave, for Nissan er ikke for ingenting
japansk og i Japan kører man i den rigtige side af
vejen (set med japanske øjne) – de fleste europæere,
bortset fra et hold englændere, ser det nok lidt
omvendt. Derfor er begge afarter tilgodeset! Men kun
ét eksemplar af hver. To i alt, hvis nogen kan
huske, hvad regnelæreren i skolen lærte dem.
Kort besøg på Sturup
Det kan vi være glade for. For alt imens den
højrestyrede Nissan Juke R blev benyttet andre
steder, blev den venstrestyrede udgave sendt på
besøg i Skandinavien i forbindelse med opstarten af
Nissans Facebook-happening ”Nissan Rumble”, turen
gik forbi den skånske motorbane, Sturup Raceway, og
dér blev ”R’en” lastet af i nogle timer til glæde
for en lille håndfuld nordiske journalister.
Vejrforholdene var godt nok elendige. Sigtbarheden
rakte ikke meget længere end til enden af langsiden
på Sturup Raceway (og den er ikke lang), asfalten
var fugtig og uforudsigelig - og visse steder iset
til. Eneste formildende omstændighed var, at Juke er
en cross-over, den har firehjulstræk og som sådan
skulle den jo netop kunne klare lidt mere krævende
kørselsforhold. Heldigt, for sandt at sige ville det
have været en noget vanskelig opgave på få omgange
at optimere brugen af de 485 hestekræfter,
maskineriet producerer med omdrejningerne i top.
Udsprunget af GT-R
En Nissan Juke R er ikke mere koncept end at
man har benyttet velkendt teknik fra Nissans næsten
legendariske GT-R. Groft set har man taget en GT-R
undervogn og placeret et Juke karrosseri ovenpå. En
operation, der iflg. rygterne har kostet 6 millioner
kroner pr. eksemplar. Men den slags er altid umuligt
at beregne rigtigt. Det inkluderer firehjulstrækket
og den sprudlende 3,8 liters V6 med dobbeltturbo.
Naturligt nok er Juke R en smule langsommere end
GT-R, primært pga. en dårlige aerodynamik, men 3,7
sekunder tager det at nå 100 km/t. Det er OK!
De få omgange på Sturup dokumenterede imidlertid
det, som Nissan gerne ville vise os: Man kan det dér
med at skabe en landevejsracer, men formår at få
kogt en bunke gode egenskaber sammen og derigennem
ende op med intet mindre end verdens hurtigste
cross-over. Og hvor var vi glade for
firehjulstrækket og den lave frihøjde på 11,5 cm.
Kørefærdighederne på den regnvåde asfalt var nemlig
uovertrufne.
Enestående dobbeltkoblingsgear
Man fornemmer at Juke R er en tung bil, man
fornemmer også det forholdsvis høje tyngdepunkt, men
specifikationerne taler deres eget sprog.
Dobbeltkoblingsgearkassen havde ingen problemer med
at håndtere de mange heste og det kæmpemæssige
moment på ikke mindre end 588 Nm, pænt spredt ud
over omdrejningskurven. Det var i sig selv
overbevisende.
Topfarten på 257 km/t nåede vi aldrig. Så hurtigt
har ingen vist i øvrigt nogensinde kørt på Sturup
Raceway. Men banen er perfekt til Juke R øvelsen
pga. de mange snævre sving, der fordrer
firehjulstræk og kort akselafstand, hvis de skal
håndteres rigtig hurtigt.
Lidt fakta:
I øvrigt om Nissan Juke R Concept: Interiøret er
domineret af et kraftigt styrtbøjlebur, som gør
indstigningen til et atletisk kunststykke.
Standardinstrumentpanelet er rykket 10 cm bagud og
dermed ind i kabinen fordi behovet for plads i
maskinrummet kræver det. Bagsæderne er taget ud,
fordi transmission etc. har brug for pladsen. Og
forsæderne er erstattet af justerbare sports
skålsæder med 5-punkts sikkerhedsseler. Bilen er
bygget af det britiske firma RML i samarbejde med
Nissans motorsportsafdeling. Og mens Juke R er
bygget til glæde for de få, har
motorsportsafdelingen NISMO planer om at bygge en
mere moderat serieproduceret udgave. Den glæder vi
os også til…
|