14 år skulle der gå, 4,3 millioner biler skulle der
sælges verden over og en fuldstændig pristilpasning
skulle der til, før danskerne tog hybridbilerne til
sig. Først, da der var penge at spare på
brændstofregningen, strømmede danske bilkøbere ind
hos Toyota forhandlerne.
Modellen, der har lagt navn til succes’en, er Yaris
Hybrid. Lanceret globalt for blot et par måneder
siden og frem til udgangen af august solgt i 350
eksemplarer – i Danmark! Det er mange på et marked,
hvor det fortsat er småbilerne, deriblandt lillebror
Aygo, der dominerer. Og mere end noget andet er
salget udtryk for, at det er pengepungen, der styrer
danskerne bilkøb.
Hybrid i alle størrelser
Det gælder i øvrigt uanset størrelse. For den
ultimative modsætning til verdens mindste hybridbil,
er en af verdens største hybridbiler, den luksuøse
Lexus LS 600h Lang. Den vil, indregistreret på
danske nummerplader, koste over 2,6 millioner
kroner. Der sælges så få, at Toyota/Lexus i Danmark
havde valgt, blot at udstyre den med
prøvenummerplader i forbindelse med en præsentation
af hele viften af hybridbiler for presse og
forhandlere.
Symptomatisk men ikke så sært, for efterspørgslen
efter den type af biler i Danmark er minimal – med
eller uden hybrid. Det er egentlig ærgerligt, for en
lang 600 LS Hybrid kører næsten 11 kilometer på en
liter benzin. Til trods for at bilen er kolossal,
den måler 5,15 meter i længden, vejer 2,8 tons og
maskineriet udvikler små 400 hestekræfter. Uden
danske afgifter ville den koste i nabolaget af en
million kroner – og biler i den prisklasse sælges
der trods alt et vist antal af.
Pris og kvalitet
Prisen er naturligvis en afgørende faktor. Men også
den omstændighed, at Toyota vedvarende år ud og år
ind har dokumenteret, at man kunne håndtere
hybrid-teknologien, samtidig med at fabrikken har ry
for at bygge verdens mest pålidelige biler, har
skabt succes’en. Kunderne har nu tillid til
hybridteknologien og virkeligheden er, at man
foruden besparelser på brændstofkontoen også opnår
en forøget kørselskomfort (læs
den første test af Toyota Yaris Hybrid hér >>>).
Toyota har satset målrettet på hybridteknologi i
mange år. Senest med lanceringen af Prius Plug-in
Hybrid, som kan tankes (lades op) direkte fra
stikkontakten og siden har benzin i tanken til de
køreture, hvor strømmen ikke slår til. Den har ingen
chance for foreløbig at blive en succes i Danmark,
fordi den belægges med så stor afgift, at den bliver
så urimelig kostbar herhjemme, at Toyota forventer
at ingen vil købe den. Derfor har man slet ikke
tænkt sig at markedsføre den i Danmark (læs
den første test af Toyota Prius Plug-in Hybrid hér
>>>).
De andre lande betaler
Ti-tusind kroners spørgsmålet er, om der nu skal gå
yderligere 14 år og alle de andre lande rundt om i
verden via bilkøb skal bidrage til Toyotas
udviklingsomkostninger af Prius Plug-in Hybrid, før
bilen bliver så billig, at den, pålagt danske
afgifter, også kan købes af danskere. Vi kunne
frygte det.
Det er formentlig kun fordi Danmark i global
sammenhæng er så ubetydelig, at omverdenen
accepterer, at vi ikke vil bidrage via en fornuftig
afgiftspolitik til at opnå de miljørigtige fordele,
ved at køre hybridbiler som Toyotas, fremfor de CO2
udviklende alternativer. For det er vel rimeligt
nok, at Toyota og de andre bilfabrikker, der er
fremme i skoene, ikke alene skal bidrage til
reduktion af CO2 udledningen og forbruget af fossile
brændstoffer. Det er vel rimeligt, at de via
prissætningen får en vis kompensation for
udviklingsomkostningerne, men at der ligefrem skal
betales skat af denne kompensation virker ikke helt
rimeligt. Det er trods alt menneskenes behov for
biler, der ligger til grund for bilfabrikkernes
eksistens og ikke noget, de tvinger os til at købe.
Det glemmer mange iblandt.
Det være nu hvad det være vil. I mellemtiden kan vi
i hvert fald glæde os over at der nu langt om længer
trods alt ER kommet gang i hybrid-salget.
Optimeret hybrid teknik
Og så lige en sidste bemærkning: Korte prøveture i
hele viften af Toyota/Lexus hybridbiler afslørede
ikke blot, at teknikken er forskellig fra bil til
bil (fordi den er optimeret i forhold til den
enkelte bil og dens anvendelse), den sendte også et
kraftigt signal om udviklingen.
Forleden spurgte en læser, hvilken bil vi ville
anbefale: En Auris Hybrid eller en Yaris Hybrid.
Svaret har ikke alene med størrelse og kørekomfort
at gøre: Yaris Hybrid er en nyere bil, batteriet
reducerer ikke bilens bagagekapacitet som i Auris,
og den fornemmes mere dynamisk. Det burde for så
vidt være svar nok. Men en ny Auris – også i hybrid
version – er på vej. Den præsenteres i Paris sidst i
september – men er først i Danmark næste år. Den kan
måske være ventetiden værd.
|