- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Verdenspremiere: Toyota Yaris Hybrid.


2012 Genève Motorshow: Toyota for ren og fuld udblæsning


Af Søren Clauding – marts 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På Genève Motorshow præsenterede Toyota for første gang den endelige udgave af verdens mindste fuld hybridbil, for nu at benytte Toyotas egen terminologi, Yaris Hybrid. Samtidig havde fabrikken Europapremiere på sportsvognen GT 86 plus en række andre spændende nyheder, herunder næste generation plug-in hybridbil og en brændselscellebil.

 

Toyota Yaris Hybrid er det andet skridt i Toyotas strategi, hvor alle modellinjer skal indeholde mindst én hybridvariant. Den markerer sig med en aggressiv frontgrill og frække energibesparende LED-lygter både for og bag. Den er en fuld hybridbil, hvilket vil sige, at den normalt kører på en kombination af elektricitet og benzin, men også kan køre på elektricitet alene over en begrænset strækning.

 

Det anderledes design har ikke kun kosmetisk værdi. Aerodynamikken er forbedret i forhold til den almindelige Yaris, bilen er også blevet et par centimeter længere (men det er nu mest for at kunne huse den kompakte med stadig omfangsrige hybrid drivline). Luftmodstandskoefficienten er 0,29.

 

Køreegenskaberne er optimeret ved at placere såvel benzintank som batteri under bagsædet. Derved har man opnået samme bagagekapacitet på hybrid Yaris’en som på standardmodellen. I forening yder de to motorer op til 100 hestekræfter, benzinøkonomien er 28,6 km/l og der udledes kun 79 g CO2 ud pr. kørt kilometer. Yaris Hybrid vil være på markedet engang sidst på foråret.

 

GT86: NU er den her

Længe undervejs viste Toyota nu også for første gang i Europa den nu produktionsklar udgave sportsvognen GT 86. Bilen er udviklet i samarbejde med Subaru og det er planen, at GT 86 introduceres i Danmark til sommer. Der er tale om en 4,24 meter lang 4-sædet sportsvogn med 2-liters boxer benzinmotor, der præsterer 200 hestekræfter – samtidig med at den kan køre små 15 km/l. Vægtfordelingen er groft set 50:50, hvilket burde betyde perfekte køreegenskaber.

 

Toyota GT86 er baseret på fabrikkens lange tradition for spændende sportsvogne. Af samme årsag blev den præsenteret sammen med 2000GT, som havde verdenspremiere på Tokyo Motorshow for næsten 50 år siden – i 1965!

 

Fire konceptbiler

Toyota bød også på flere kik ind i fremtiden og dermed også fremtidens teknologi. Ikke færre end fire konceptbiler i skikkelse af Toyota NS4, Toyota FCV-R, Toyota diji samt Toyota FT-Bh stod på standen i Genève.

 

NS4 er næste generation plug-in hybridbil, præsenteret for første gang i Europa, mens FCV-R, der står for Fuel Cell Vehicle – Reality & Revolution, udelukkende kører på brint. Hvad sidstnævnte angår, er den eneste udledning fra udstødningen rent vand. Konceptbilen giver et billede af Toyotas seneste skridt i retning mod den første seriefremstillede brændselscellebil, som forventes på markedet i 2015. Selvom Toyota fortrinsvis er kendt for hybridbiler, har fabrikken en ligeså omfattende erfaring med brændelsceller, om end bilerne ikke har været sat i serieproduktion. Første brintbil blev præsenteret helt tilbage i 1996.

 

Smartcar - Diji

Den tredje konceptbil, Toyota diji, fungerer nærmest som en smartphone. Bilens ydre er store skærme, hvor det er muligt at vise farver, billeder, tekst eller andet, ligeså let som det er at downloade applikationer til sin mobiltelefon. Derved kan ejeren personificere sin bil. Men det er ikke kun i det ydre, Diji er hoppet med på smartphone-vognen. Teknologien spiller en rolle overalt i bilens funktioner. Eksempelvis er løbende opdatering en feature, der sikrer at Diji konstant er optimeret med den nyeste teknologi. Og den vil kunne linke til andre biler, f.eks. venner der befinder sig i nærheden.


Toyota DiJi skifter udseende.


Sidst men ikke mindst står den ultra lette konceptbil Toyota FT-Bh også klar i Geneve. Fuld hybridbilen er designet ud fra målet om at optimere drivlinjen, aerodynamikken og den elektriske styring, så udledningen af CO2 mindskes mest mulig for færrest mulige produktionsomkostninger. Den er blot 4 meter lang, har en cW-værdi på 0,235 og er udstyret med en 1-liters 2-cylindret benzinmotor. Målet med FT-Bh er, at kunne køre 48 km/l og blot udlede 49 g CO2/km.

Toyota GT 86: Orange og hvid på væggen. Stående nedenfor: den næsten 50 år gamle 2000GT.

 

Toyota NS-4: Næste generation plug-in hybrid.

 

Toyota FCV-R kører på brint.

 

FT-Bh: Den optimale hybridbil.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt