Med den helt nye Citroën DS5, som nu så småt er
landet hos de danske forhandlere, skærper Citroën
offensiven med det formål at erobre endnu flere
kunder fra de konkurrerende bilmærker. Ikke færre
end 60 procent af de, der har erhvervet en DS3 eller
en DS4 har ikke tidligere ejet en Citroën og det
håber den succesrige franske bilfabrik også bliver
tilfældet med DS5.
Men stykantallet er ikke så stort denne kategori.
DS3 og DS4 hørte til i det mere prisbillige segment,
og dér var det måske lettere at få nye bilkøbere til
at forsøge sig med en førstegangs Citroën. I
DS5-klassen, hvor indstigningsprisen er 412.000
kroner, er der ikke så mange kunder. Men heldigvis
er procenter uafhængige af antal!
Ambitiøs
Konkurrencen er hård i det segment. Citroën tror
selv, at det er Mercedes C-klasse-kunder, købere til
Volkswagen CC m.fl., der i stedet vil overveje en
DS5. Det er ambitiøst, for om nogen er kunderne til
de eksklusive konkurrerende bilmærker tro imod deres
tidligere ”valg”. Alligevel håber Citroën i Danmark,
at kunne sælge i nabolaget af et par hundrede
DS5’ere om året i de første år.
Men er man nu er på jagt efter kunder i denne
kategori, er værktøjet da også det bedst mulige.
De første kilometer
De første prøvekilometer i den nye DS5 vidner nemlig
om en gennem optimeret bil med stribevis af tekniske
finesser,
fremragende dynamiske køreegenskaber og
optimeret til brug også i hverdagen. Stort regulært
bagagerum, fortræffelig bagsædebenplads og
brugsrigtig instrumentering, pakket ind i et
eksklusivt og anderledes design. Det kan næppe gøres
meget bedre.
Fire forbrændingsmotorer
Ved introduktionen kan DS5 leveres med to typer
diesel- og to typer benzinmotorer.
Dieselmotorerne lever op til Euro V normen: e-HDi
110 Airdream med E6G og Stop&Start af seneste
generation samt HDi 160 med manuel 6-trins eller
6-trins automatgearkasse. E-HDi 110 præsterer 112 hk
og et moment på 270 Nm ved 1750 omdr./min. HDi 160
har 163 hk leverer 340 Nm fra 2000 omdr./min.
Desuden kan DS5 købes med to typer benzinmotorer,
der er udviklet i samarbejde med BMW. De er begge
Euro V godkendte og har turbolader samt direkte
indsprøjtning: THP 155 med 6-trins automatgear
leverer 156 hk og et drejningsmoment på 240 Nm fra
1400 omdr./min. THP 200-maskinen med 6-trins manuelt
gearskifte præsterer 200 hk og 275 Nm opnås allerede
ved 1700 omdr./min.
Første Citroën med Hybrid4
Et par måneder efter lanceringen kan DS5 som den
første Citroën også leveres med Hybrid4. Det er en
fuldhybrid drivlinje, som kendes fra søsterfirmaet
Peugeot, der kombinerer en HDi dieselmotor med en
elmotor, hvor dieselmotoren trækker på forhjulene
mens elektromotoren tager sig af baghjulene. De yder
tilsammen 200hk og har en meget begrænset CO2
udledning på 99 g/km.
Det danske modelprogram
Det danske modelprogram omfatter tre
udstyrsniveauer: Design, Style og Sport.
Standardudstyr i alle varianter er bl.a. ESP, 6
airbags, forlygter med LED-lys og lygtevaskere,
tågeforlygter med kurvelys-funktion, regnsensor og
samt 2-zone klimaanlæg, el-sideruder for og bag,
fartpilot og hastighedsbegrænser, fjernbetjent
centrallås, tovejs justerbart læderrat, nøglefri
start og sædevarme i forsæder. Hertil kommer i
Style-niveauet bl.a. cockpit-tag samt nøglefri start
og døråbning.
Listepriserne i introduktionsfasen begynder ved de
nævnte 412.000 kroner (Citroën DS5 e-HDi 110 E6G
Design) og for DS5 HDi 160 Design er prisen 440.000
kroner. Priserne for Citroën DS5 Hybrid 4 begynder
ved 583.000 kroner.
|