Volvos paradoks er, at man markerede sig kraftigt på
begrebet sikkerhed på et tidspunkt, hvor sikkerhed
mest var noget, modne, ældre mennesker bekymrede sig
om. Praktisk, for det var dem, der dengang havde råd
til at købe en Volvo. Nu har også yngre mennesker
råd til at købe Volvo, sikkerhed er blevet en
selvfølge hos alle bilmærker, men det gamle image
hænger ved. Volvo’s løsning:
Fancy look, R-design
og Polestar!
De unge har også råd
Yngre mennesker – og mange yngre mennesker, der i
mellemtiden er blevet noget ældre – vil have
hestekræfter. De vil have biler, der har egen
identitet. Biler, der ikke alene fungerer som
transportmiddel, men også er et stykke legetøj. Et
livsstilssymbol. Men man vil ikke gå på kompromis
med tidens krav om miljørigtig holdning og
ressourcebevidsthed. Og man vil ikke gå på kompromis
med den samlede pakke. Bilerne skal også se godt ud.
Frækkere og hurtigere
Det sidste har Volvo for længst gjort noget ved. Den
lille C30 har set rigtig fræk ud lige fra
begyndelsen (2007). De større modeller er kommet
godt efter det, ikke mindst S60 og stationcarudgaven
(nu hedder det ikke længere Herregårdsvagn) V60.
Dertil kommer, at Volvo har skabt de såkaldte
R-design varianter, som trækker direkte linjer til
motorsport. Og egentlig er motorudvalget også fulgt
meget godt med.
Men der er jo de bilkøbere, der vil have endnu mere.
Ikke mindst fordi de så skaber deres egen
individuelle identitet gennem signaler til
omverdenen. Løsning: Polestar.
WTCC smitter af
Polestar er det privatejede racerteam, der gennem en
årrække har varetaget Volvo’s engagement i
motorsport og eksempelvis står deltagelsen i
Verdensmesterskabet for standardvogne (WTCC) i år.
De er eksperter i at få mere effekt ud af de i
forvejen højtydende Volvo motorer. Det kommer nu
fabrikken til gode, for sammen har Volvo og Polestar
udviklet en række programpakker, der nu også
tilbydes til de seneste Volvo-modeller, dvs. nyeste
Volvo motorer. For næsten ingen penge!
120 kroner pr. hestekraft
Med næsten ingen penge mener vi 7.500 kroner – oven
i købet inklusive installering. Det er så godt som
gratis, set i lyset af, at eksempelvis en D3-motor
med 163 hestekræfter og et drejningsmoment på 420 Nm
opnår en effektforøgelse til 225 hk og en
momentforøgelse til 460 Nm. Det er 120 kroner pr.
hestekraft. Sammenlign det med, hvad andre
bilfabrikker skal have for en model med en større
motor. Hér taler man typisk om en ”effekt-pris” på
1000 kroner pr. hk. Volvo’s tilbud, om end vi har
nævnt det mest attraktive af dem, er usædvanlig
attraktivt.
Garantien består
Det kan naturligvis gøres, fordi der alene er tale
om en elektronisk kraft-forøgelse, populært kaldet
”chip-tuning”, hvor bilens motorstyring
omprogrammeres. Men hvor en uautoriseret chip-tuning
eksempelvis betyder bortfald af fabriksgaranti,
bibeholder Volvo-ejeren fuld fabriksgaranti med
Polestar. Dertil kommer som nævnt, at
brændstofforbruget er uændret og efter
installeringen kræves der et besøg hos
synsmyndighederne, men da indgrebet i Danmark er
godkendt af Færdselsstyrelsen, er det blot en
formssag.
Gotlandring
Vi har haft lejlighed til at afprøve Polestar
indgrebene på en stribe Volvo modeller på Gotland –
den svenske ø i Den botniske Bugt, som udmærker sig
ved en enestående natur, fine veje og ikke mindst et
suverænt motorsportsanlæg, kaldet Gotlandring.
Suverænt i den forstand, at der er tale om et langt
(3,5 kilometer) spændende, kuperet og udfordrende
svingforløb, fine afkørselsarealer – men ellers ikke
byder på faciliteter som man normalt kunne forvente
af en racerbane. Da det var bilerne og kørslen, det
handlede om, var sidstnævnte uden betydning.
Overbevisende – og sikker
Oplevelsen var overbevisende. På racerbanen var især
den lille C30, som har mere racerbilsagtige
køreegenskaber end de større modeller (selv i det
såkaldte R-design) overbevisende. Når det derudover
drejede sig om at illudere overhalinger, korte og
hurtige accelerationer var kraftforøgelsen mere end
mærkbar på alle de prøvede biler.
Selvom Polestar projektet umiddelbart måtte have til
formål, at rykke på opfattelsen af Volvo til også at
være et mere sportsligt alternativ til etablerede
sportsbilmærker som BMW og Audi, så sker det tro mod
Volvo’s grundliggende DNA, sikkerheden. Det er
rigtig godt gået.
|