- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Testdrive: Toyota Yaris: Gennemgribende fornyet


Af Søren Clauding – 8. september 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var nyt det hele, da den nye generation af den populære kompaktbil Toyota Yaris blev præsenteret for verdenspressen. Det eneste, der som dansker ikke var nyt, var de veje, der blev kørt på. For første gang i historien har verdens største bilfabrik nemlig præsenteret en ny bil i Danmark. Det foregik sidst i august og i begyndelsen af september med København som udgangspunkt og med ruteforløb i de smukke Nordsjælland.

 

Nyt var det, at en Toyota blev prøvekørt i Danmark, og begrundelsen var den, at man hos Toyotas topledelse anser Danmark for at være et dynamisk, moderne, fremadrettet samfund, med høj grad af opmærksomhed omkring miljøspørgsmål plus en masse andre rosende ord, ikke mindst om den danske hovedstad. Man kan konkludere, at måske især udviklingen af det urbanske miljø i hovedstaden er slået igennem internationalt.

 

Under overfladen

At Danmark parallelt hermed fører en politik, der ikke præcis er til bilismens fordel: Ultra høje afgifter, ingen favorisering af lavt forbrugende hybridbiler, trusler om betalingsring omkring den hovedstad, som Toyota ledelsen havde så fine forestillinger om, og stribevis af andre eksempler på, at Danmark under overfladen ikke helt lever op til udlandets forestillingsverden, blev trængt lidt i baggrunden i dagene, hvor testkørslerne fandt sted. På ét punkt havde Toyota ledelsen dog været synligt agtpågivende: Bilerne var IKKE indregistreret i Danmark, men derimod på belgiske nummerplader!

 

Hvad bilen angår, er der tale om en gennemgribende fornyet Yaris. Bortset fra lidt gammelkendt materie, godt skjult under motorhjelm, understreger et nyt, moderne og optimistisk design, at bilen er helt ny. Den er vokset 10 cm i forhold til forgængeren, men sandt at sige er der ingen særlig grund til at trække linjer til fortiden. Selvom den hidtidige Yaris-generation var en global succes med en produktion på 5,5 millioner biler, skal den nye Yaris ud og slås på et stærkt konkurrencepræget marked, hvor fortiden kun har begrænset betydning. Kundeloyaliteten er ellers stor hos Yaris kunderne. Men spørgsmålet er, om det handler om loyalitet eller ganske enkelt skyldes, at Toyota gennem årene samt gennem talrige statistikker og undersøgelser har vist sig at være verdens mest pålidelige masseproducerede bil.

 

Det er i hvert fald et ret godt udgangspunkt for fremtidig succes!

 

Smil på fronten

Den nye Yaris ser godt ud. Den ligner resten af Toyota familien, som også er blevet visuelt strammet op over de seneste år og det skal den være glad for. Et stort smil på fronten – og det samme smil havde vi selv, da vi første gang konstaterede, at inde i kabinen sidder instrumenterne nu hvor de skal. Slut med centerinstrumentering – bortset fra, at det nye informationssystem ”Toyota Touch” har fået til huse på midter-konsollen. Toyota siger selv, at førerpladsen nu er rettet mod føreren – men navigationsskærmen sidder i midten og er ikke vinklet sådan, at man undgår reflekser. Det er fordelen ved at prøvekøre en bil i det flade Danmark: Når man kører ud over et åbent landskab, reflekteres selv en regnvåd himmel i skærmen, så den næsten er ulæselig. Med lidt bjerge og høje træer i vejkanten er problemet elimineret…

 

Den nye Yaris kommer til Danmark for alvor sidst i oktober. Den lanceres i tre forskellige motorvarianter: En 69-hestes 3-cylindret 1-liters benzinmotor, som kendes fra Aygo, men med en Yaris-optimeret motor-mapping. Den kan flytte den 3,9 meter lange og under én tons tunge Yaris 20,8 kilometer på en liter benzin. Storebroderen på 1,33 liter med 4 cylindre yder 99 hestekræfter, den er ikke udpræget spændende, men ganske lydløs og energieffektiv: 18,5 km/l og med det trinløse CVT-gear kan man endda nå 19,6 km/l. Sidst men ikke mindst tilbyder man også en 1,4 liters diesel, der er usædvanlig kvik ved lav fart i bytrafik og ret økonomisk på de lange stræk. Den kører i gennemsnit 25,6 kilometer på en liter diesel.

 

Fine køreegenskaber

Køreegenskaberne er glimrende. Trods den korte længde er bilen ret komfortabel, en smule blødere, fornemmes det, med den tungere dieselmotor i maskinrummet, men det er marginalt. Kørekomfort har virkelig fået en stor plads på prioriteringslisten. Flot!

 

Den lidt større længde er ikke et problem, når bilen skal parkeres. Men det gør en stor forskel i kabinen. Bagsædebenpladsen tillader velvoksne skandinaver også at sidde der. Og bagagekapaciteten er med 286 liter regulær og veldisponeret plads samt variabel bagagerumsbund et stort plus. Bredden i kabinen er også forøget, fordi man har gjort dørene smallere. Det er sket uden tab af sikkerhed og er et logisk resultat af, at Toyota i alle sammenhænge har udviklet anvendelsen af materialer. Det ses f.eks. også på det næsten silkeagtige instrumentpanel, som refleksløst vidner om, at Toyota Yaris 2011 er mere end blot en ny udgave af en velkendt bil.


Silkeagtigt instrumentpanel. 


Toyota Touch

Udstyrsmæssigt opererer man i Danmark med tre varianter: T1, T2 og T2 Toyota Touch. Basisudstyret er udmærket og idéen med ”Toyota Touch” er, at integrere en masse funktioner, der er til gavn i dagligdagen, i et computersystem. Den mest avancerede løsning hedder "Toyota Touch & Go", men den kræver dog i et vist omfang brug af en smart-phone og dermed internetopkobling. Systemet er chauffør-optimeret og fungerer, som det umiddelbart ser ud, udmærket. Merprisen er kun 6000 kroner for den enkle løsning og inkluderer også et bak-kamera. De penge er godt givet ud.

 

Den billigste Yaris med 1-liters motor og T1 udstyr koster 125.000 kroner. Derigennem indikerer Toyota klart, at man VIL have del i markedet for små biler. Men priserne stiger hurtigt. Ønsker man fem døre i stedet for tre er prisen 16.000 kroner højere. Et typisk køb vil nok være en 1,33 med T2 udstyr og Toyota Touch. Den koster 175.000 kroner. Det skal dog tilføjes, at i sammenligning med konkurrenternes prissætning er også den pris mere end spiselig, ikke mindst fordi man kan forvente relativ høj gensalgsværdi pga. Toyotas velkendte høje kvalitetsniveau.


 

 

 

1,4-liters dieselmotoren yder 90 hestekræfter og et godt brugbart moment.

 

1,33 liters benzinmotoren er forbavsende benzinøkonomisk: 99 hk og 18,5 km/l.

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt