Den kan ikke løbe fra sin fortid, men det er en
gennemgribende ny Honda Civic, der har
verdenspremiere på Frankfurt Motorshow. Ny front,
nyt bagparti og ikke mindst en række forbedringer
skabt på basis af kundernes tilbagemeldinger. Det
gælder også bilens køreegenskaber.
Den nye Civic er skabt med henblik på det europæiske
marked. Det indebærer ikke alene, at europæerne skal
kunne lide den pga. dens funktionelle egenskaber og
dens unikke design – den skal også være økonomisk.
En gennemgribende analyse af
motorernes præstationer har resulteret i en række
forbedringer. F.eks. er olie-flow'et i motoren
forbedret for at reducere cirkulationstab, mens
materialevalget er blevet ændret for at reducere
friktionen i de bevægelige dele. Alle modeller med
manuel har endvidere start-stop teknik, der
specifikt bidrager med en CO2 reduktion på 5 g/km.
Honda har brugt fire år på at udvikle den nye bil.
Kunsten var at fastholde de egenskaber, kunderne
satte pris på, og samtidig forny den så meget, at
den fortsat er en moderne bil.
Det projekt må siges at være lykkedes. Dens visuelle
fremtoning er klart en opstrammer af det hidtidige
design, der havde premiere i 2006 og dengang var
banebrydende. Den nye bil er knap så banebrydende og
fornyende som forgængeren, men det puster nyt liv i
modellen, der nok skal skille sig ud fra mængden
også i de næste fem år.
Honda har i øvrigt haft ekstra fokus
på designet på den nye Civic, for at optimere
aerodynamikken, via blandt andet intensiv vind
tunnel test for at reducere vindmodstand og forbedre
stabiliteten under høje hastigheder.
”For at opnå et flot Co2 udslip, bliver man nødt til
at optimere alle områder på bilen” forklarer
Katsushi
Watanabe, udviklingsleder på motorprogrammet til den
nye Civic. ”Reduktion af emissioner var vores
primære mål og vi er stolte af at have opnået dette,
uden at gå på kompromis med den høje ydeevne på
150hk. Vi ønsker at vores kunder skal have det sjovt
når de kører den nye Civic”.
Man har fastholdt det særlige biografsæde system på
bagsædet (læs
mere hér>>>) og blandt de helt små fornyelser,
som kunderne har genereret, er en bagrudevisker,
som den tidligere generation ikke besad.
Den nye Civic bliver præsenteret i Danmark på Biler
for Alle i Herning sidst i oktober og vil siden være
at finde hos de danske forhandlere fra 2012.
|