Kan du drifte en Caterham, kan du drifte hvad som
helst. Så klart var udsagnet, da undertegnede ville
mere end blot skrive en artikel om et af de mest
ukendte og alligevel legendariske sportsvognsmærker.
Det ved de også hos Caterham. Ligesom de ved, at
hvis man først har prøvet en Caterham, er
sandsynligheden for, at man falder pladask for den,
ret stor. For hele vejen fra tanken til udøvelse
bekræftes legenden i enhver detalje. Den er
iøjefaldende, det nærmeste man kan komme en formel
racer med nummerplader på. Den larmer og ryster. Den
er hurtig. Den lugter. Den degraderer alt andet på 4
hjul til transportmidler. Det sidste man kan påstå,
at en Caterham er.
Tilbage til rødderne
Billederne taler deres eget sprog. Caterham blev
oprindeligt udviklet af Colin Chapman, grundlægger
af britiske Lotus, tilbage i 1957. Den fik navnet
Lotus Seven og få år senere overtog Caterham
produktionsrettighederne og har siden udviklet på
bilen, så den i det store hele er fulgt med tiden.
Men den ser i det store hele ud som dengang. Der
mødes de to paradokser: En elendig aerodynamik mødes
med moderne køreegenskaber. Netop nu mødes fortiden
med nutiden i form af ejerskab: Lotus Formel 1
teamet har købt Caterham tilbage, så at sige, så
måske blæses der dermed endnu mere liv i det
legendariske køretøj.
I en Caterham er føreren er den eneste, der har styr
på bilen. ESP er et ukendt begreb, det samme er ABS,
tractioncontrol, airbags og andre elektroniske
hjælpemidler. Men sikkerhedsseler er 5-punkts seler
nu om dage og en Caterham 7 kan godt tage en tur på
taget, for det eksisterer fortsat kun i form af en
robust styrtbøjle.
Legetøj
Caterham 7 er et stykke legetøj. Intet andet. Den
danske importør (se
hér>>>) disponerer over et 210 hestes eksemplar
af slagsen. Skrællet ned til blot 450 kg. Køber man
den som byggesæt, kan man erhverve en Caterham for
12.000 Pund, inklusive Ford motor. Siden skal man
selv stå indregistreringen – en god idé, ikke at
forsøge uden et tæt samarbejde med den danske
importør.
Basismodellerne i Danmark har enten 120 hk, 175 hk
eller 200 hk under fronthjelmen. Præstationerne er
helt i overensstemmelse med bilerne. I England er
den billigste model en ”Classic” med 105
hestekræfter, som får det 525 lette luksuskøretøj op
på 100 km/t på små 7 sekunder. Den står til 13.650
Pund.
I øvrigt handler det mest om at finde ud af hvad man
vil, hvor mange penge man vil bruge (eller kan
bruge) og siden gå i gang med projektet.
Livsstil
Men husk: Fra det øjeblik man tænker Caterham til
projektet realiseres skifter man livsstil. Caterham
ER en livsstil. Man kan ikke engang bare komme ind
fra gaden og køre den, for man skal have tøj på, der
passer: Fører og passager sidder i hvert sit
formelbils cockpit, der er ikke mere plads til
fødderne end i en Formel bil, så vi måtte indenfor
hos Lindebjerg Racing i København for få de rigtige
Sparco kørersko, så fødderne ikke bliver hængende i
pedalerne, når man skal skifte fra speeder til
bremse. Temmelig vigtigt, faktisk.
Så Caterham er en investering fulgt af udgifter fra
den ene ende til den anden. Når man har den, kører
man kun i den i godt vejr. I kulde fryser man, i
regnvejr bliver man våd og på galt vej kører man af.
En Caterham elsker nemlig at skride ud med bagenden.
Derfor er den idéel til drift og donuts. Men dem kan
man ikke benytte på landevejen. Derfor skal der også
være plads til trackdays i budgettet og en ikke
præcis forbilledlig brændstoføkonomi. Plus dæk, ikke
at forglemme. |