- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Jaguar XJ 3,0 Diesel:

Øko-kørsel på luksusklasse


Tekst: Søren Clauding – marts 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Inkarnerede Jaguar entusiaster vil utvivlsomt mene, at sådan noget kan man ikke. En Jaguar XJ, med sine dybe historiske rødder, skal mindst have en V8 benzinmotor under motorhjelmen, men ikke desto mindre findes den nye Jaguar XJ, som vil være på markedet i Danmark engang til sommer, også i en variant med 6-cylindret dieselmotor.

 

Det er ingen dum idé, for i en tid, hvor store biler har det svært pga. finanskrise og krav om miljøhensyn, eksisterer V8’eren nok mere en eksotisk drømmeverden – i hvert fald er det ikke udtryk for miljør-ansvarlig optræden, at køre mellem 8 og 9 kilometer pr. liter brændstof. Hér kommer dieselmotoren til hjælp.

 

Magtfuldt moment

For selvom man må nøjes med 275 hestekræfter, i stedet for V8’ernes 385 respektive 510 hk (den kraftige af de to benzin’ere går i øvrigt kun marginalt kortere på literen) har V6-dieselen et moment, der overstiger den ”svageste” af de to V8’ere. Det indebærer, at præstationerne ikke er meget forskellige og hvad topfarten angår slet ikke forskellige, for den er elektronisk begrænset til 250 km/t. Og brændstoføkonomien: 14,3 km/l ved blandet kørsel.



Dette er ret imponerende, at Jaguar designerne har opnået så fint et forbrugstal. Bilen vejer næsten to tons, den er enten 5,12 eller 5,25 meter lang (XJ findes principielt ”altid” i to længder) – men den er også ultra aerodynamisk, og udover forfinet motorteknologi er det formentlig en vigtig faktor bag de gode forbrugstal. Bemærkelsesværdigt er det, at man har kunnet sænke kompressionen i V6’eren til blot 16,0:1. Om end vi ikke kan bidrage med en køreoplevelse, så er det næsten garanti for lavt vibrations- og støjniveau.


 

Mange penge og mange features

En Jaguar XJ 3,0 V6 Diesel med basis-udstyret ”Luxury” koster 1.525.000 kroner. Mange penge, men samtidig ydes der et gigant bidrag til statsfinanserne. Og topmodellen med 5-liters 510 hestes V8 koster små tre millioner. Derimellem findes der en lang række alternativer, udrustet efter alle kunstens regler: Luftaffjedring sikrer super-soft og elektronisk styrede køreegenskaber – hvis man altså ikke vælger at vil have bilen til at køre som en racer. Oplukkeligt panorama soltag i glas, så der kan komme lyd til de fire eksklusive siddepladser. Varmedæmpende akustisk lamineret glas, så man kan holde lydene fra den unikke BOSE anlæg adskilt fra trafikstøjen.

 

Listen er næsten uendelig lang, men en pudsig feature er manglen på traditionel instrumentering. Sådan da, for dér, hvor man normalt forventer at se et speedometer, ser man det, men alene i form af et skærmbillede, som ligner et gammeldags analogt viser-speedometer. Og ser man på skærmbilledet på midterkonsollen, der viser forskellige indstillinger af ventilationsanlæg etc. kan man ikke være sikker på, at passageren i højre sæde ser det samme. På selvsamme skærm kan man nemlig samtidig afspille en DVD, uden at føreren kan se den. Betragtningsvinklen afgør, om man ser DVD eller de data, der er nødvendige for kørslen…

 

Jaguar XJ er i klasse med biler som BMW’s 7-serie og Mercedes-Benz S-klasse, men Jaguar ynder selv at sammenligne XJ med eksempelvis eksotiske italienske sports-coupé’er. Lad det være sagt ganske kort: Det kan man udmærket og vi er ikke så sikre på, at ikke Jaguar i de fleste tilfælde vil være det mest attraktive valg.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt