Næsten fra den ene dag til den anden forsvandt
interessen for de store såkaldte SUV, Sport Utility
Vehicles, som udmærkede sig ved masser af
anvendelsesmuligheder, ved at være oplagte til aktiv
fritidsbrug, ved at kunne køre, hvor andre ikke
kunne komme frem men også ved at forbruge
uforholdsmæssigt meget brændstof.
Det blev politisk ukorrekt at køre i SUV’er og
off-road’ere – og i Danmark blev virkningen
forstærket ved at man stort set samtidig fjernede
fordelen ved at kunne købe en stor bil på gule
nummerplader til en stærkt reduceret
registreringsafgift.
Derfor tror Mogens Lyngsø, direktør for den danske
Kia importør naturligt nok, at der ikke er de store
afsætningsmuligheder for den nye Kia Sportage på det
danske marked. Men spørgsmålet er, om ikke Kia på
samme måde som et par andre producenter af
tilsvarende biler har overhalet udviklingen indenom
med den nye Sportage, som havde verdenspremiere på
Genève Motor Show.
Den nye Sportage udmærker sig ved et yderst moderne
og dynamisk look. Den er lettere, længere, bredere
og lavere end den hidtidige model, har større
frihøjde end traditionelle personbiler, og tanken om
en stor stationcar og en bil med flere muligheder
for et aktivt fritidsliv er ikke fjern.
Og så har Kia fået styr på forureningsproblematikken
i SUV-segmentet. Nogle kalder den nye Kia Sportage
for en byvenlig cross-over. Et CO2 tal på bare 138
g/km, bilens rummelighed taget i betragtning, er
ganske unikt.
|