Alfa Romeo er ensbetydende med eksotiske og ikke
mindst sportslige biler, hvis berettigelse ligger i
design, køreegenskaber og den glorværdige historie,
som det italienske bilmærke i tidens løb har fået
skabt omkring sig.
2010 er 100 års jubilæumsår og det benytter Alfa
Romeo til at forny historien i respekt for fortiden.
Resultatet er blevet en helt ny Giulietta, som for
første gang blev kastet ud i rampelyset netop på
årets Genève Motorshow.
Alfa Romeo Giulietta lever helt op til fabrikkens
tradition og historie. Det er designet, der trækker.
Ingen bil ser ud som en Giulietta og selvom spor af
såvel 159 modellen som den kompakte Mito kan findes
hist og her i den nye bil, er den helt sin egen. Den
vil være en ubetinget eye-catcher fra samme øjeblik
den i maj måned triller ud fra samlebåndet.
Den nye Giulietta er en moderne videreførelse af det
navn, der tilbage i 1950’erne var baseret på myten
om Alfa Romeo, men gjorde det opnåeligt for en
større køberskare at bliver ejer af en Alfa. Navnet
betyder ”Lille Julia”, en lillesøster til Grand Prix
vinderne fra racerbanerne og de uopnåelige
racersportsvogne. Sådan bliver det også i dag, om
end det er noget siden at Alfa Romeo sidst har gjort
sig med succes i motorsporten.
Men myten lever i bedste velgående og den
retfærdiggøres måske især i år, hvor verden har brug
for et frist pust til at underbygge de mere
optimistiske vinde – oven på finanskrisen – som
blæste henover Genève Motorshow.
Ikke færre end fem forskellige varianter af
Giulietta vises i Genève, to Quadrifoglio Verde
versioner udstyret med en 235 hestes 1750 TBi
maskine, to Distinctive udgaver med 170 hestes 2.0
JTDM samt en Distinctive version med en 170 hestes
1.4 MultiAir Turbo benzin motor under den markante
fronthjelm.
|