”Vi forventer os utrolig meget af den nye Chevrolet
Spark.”
Så klart kan det siges, når det er Chevrolets nye
danske direktør, Flemming Bak, der beskriver
forventningerne til den nye Chevrolet Spark, som
havde verdenspremiere på Genève Motorshow.
Forventningerne ER store, og den danske organisation
har bestemt også noget at have dem i, for der er en
verden til forskel på det dynamiske og moderne
design, som er udtrykt i den nye lille Chevrolet og
det, som forgængeren Matiz stod for. Den nye bil
forener dynamik og miljørigtige egenskaber. Og
selvom en forventet CO2 udledning på lige under 120
g pr. kilometer ikke er det bedste på markedet, er
kombinationen mellem rummelighed, udvendige mål og
brændstofbesparende egenskaber ret optimal.
Desuden er det jo slet ikke utænkeligt, at Chevrolet
får strammet op på motorteknologien inden
lanceringen, for bilen i Genève var stadig på
konceptniveau. Men der er ikke mange millimeter, der
adskiller konceptbilen fra den, der sættes i
serieproduktion. I Europa vil Chevrolet Spark blive
lanceret omkring årsskiftet og i begyndelsen af 2010
kommer den til Danmark.
Især det indvendige design er bemærkelsesværdigt.
Ungdommeligt i sit udtryk og rummeligt, som det er
nødvendigt for en moderne bil i den helt lille
klasse. Med en længde på 3,65 meter er Spark lille,
også prisen forventes at blive ganske fornuftig. De
to ting tilsammen er næsten garanti for succes.
|