- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Ny VW Golf

Oceaner af nyheder

– men slægtskabet fornægter sig ikke


Tekst: Søren Clauding – august 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Volkswagen har stik imod sædvane offentliggjort en dybdegående præsentation og friske fotos af den kommende nye Volkswagen Golf. Men der er også kun få måneder til den er på markedet. I Danmark forventes den sidst på året.

 

Og så er nyhederne svære at få øje på. Ikke at den nye Golf ikke visuelt er strammet op, men mest fordi man skal under lakken på Golf’en for at se de store ting. Hér findes de til gengæld i rigt mål og i et sådan antal, at der er tale om en helt igennem ny bil. Kun udseendet, eller i hvert fald bilens udtryk, ligner tidligere generationer.

 

Golf succes’en

Volkswagen Golf er Europas mest succesrige bilmodel, solgt i flere end 26 millioner eksemplarer og succes’en burde også være sikret for den kommende generation.

 

"Denne, den sjette generation af Golf definerer kvalitet og komfort på en ny måde i klassen og giver større ejer glæde end nogensinde før." siger Dr. Martin Winterkorn, øverste chef for Volkswagen AG.

 

Golf designet

"Vi har anbragt kernekomponenterne fra Golf i en meget præcis og ny form" forklarer Walter de Silva. Og den italienske chefdesigner for den tyske koncern underbygger det: "Golf er det globale ikon for al produktion af biler. Arkitekturen og den grafisk form i den nye model må derfor forblive klar og unik."

 

Walter de Silva og chefdesigner for mærket Volkswagen Klaus Bishoff har bestræbt sig på at finde det essentielle Golf-DNA. Det fremgår ikke mindst af fronten, som den var på Golf af første generation og C-søjlen, der blev perfektioneret i fjerde generation af Golf. 

 

Det nye design viser elementer, der med tiden vil blive gennemgående i alle modeller fra Volkswagen. Eksempelvis opfylder alle benzin- og dieselmotorerne i programmet den kommende EU-5 norm, der træder i kraft i 2010.

 

Autohjælp

Avancerede hjælpesystemer som automatisk afstandskontrol (ACC) og dynamisk karrosseri kontrol (DCC) foruden parkeringsassistance systemet fås til den nye Golf. Maksimal sikkerhed opnås med nyt ESP system, der reagerer hurtigere og kontrollerer flere situationer end nogensinde før, optimering af de stødabsorberende zoner, syv airbags, inkl. airbag til knæene, særlige hovedstøtter (WOKS), der forebygger skader efter piskesmæld og kontrolfunktion for brug af sikkerhedsselerne på bagsædet.

 

Indvendig

Indvendigt efterlader nyt interiør i nyt layout med nye materialer og nye detaljer indtryk af en bil fra et dyrere segment. Men også optimeret ergonomi er der satset på. F.eks. er alle kontakter og greb gjort lettere at bruge. Det omfatter bl.a. betjening af klimaanlægget (Climatronic) - som det netop er præsenteret i Passat CC i denne udformning - og kontakterne til el-ruderne, som er rykket frem på dørsiden og blevet lettere at betjene.



Der er kontrol af sikkerhedsselerne på bagsædet. Hvis Golf bestilles med sideairbags ved bagsædet følger der kontrolfunktion med til multifunktionsanlægget. Her bliver det synligt, om bagsædepassagerne har


 

spændt deres sikkerhedssele - separat for hver siddeplads. Der er også de praktiske knager i bagagerummet til fastgørelse af bagage og nye sidespejle, hvis aerodynamiske facon bedre afviser smuds og som i øvrigt er gjort lettere at indstille indefra, alene fordi kontakten er placeret mere ergonomisk korrekt.

 

Støjdæmpende forrude

En specielt støjdæmpende film i forruden hjælper til med at reducere støjniveauet. Det samme gør nye dørtætningslister og rudelister. Også de nye sidespejle reducerer vindstøj. Motorrummet er blevet afskærmet yderligere fra kabinen og der er monteret dæk med lavere rullestøj, ligesom nye lejer i motorerne er med til at minimere lydniveauet.

 

Common rail dieselmotorer

Med den nye Golf forlader Volkswagen helt og aldeles det patenterede pumpe-dyse system til dieselmotorer og erstatter det med common-rail. Præcisionen i fyldningen af forbrændingskamrene styres herefter alene elektronisk.

 

TDI motorerne fås med ydelse fra 66 kW /90 HK til 125 kW/170 HK. Straks fra introduktionen vil der være to 2,0 l TDI motorer at vælge imellem. De yder 81 kW/110 HK hhv. 103 kW/140 HK. Alle er naturligvis forsynet med dieselpartikelfilter (DPF). Dertil er TDI motorerne særdeles brændstoføkonomiske. Den 110 HK stærke TDI motor nøjes med 4,5 l pr. 100 km, svarende til 22,2 km pr. l diesel (119 g/km CO2). Selv den stærke 140 HK version bruger kun 4,9 l pr. 100 km, svarende til 20,4 km pr. l (129 g/km CO2).

 

Benzinmotorer sparer brændstof
Der vil være fire benzinmotorer at vælge imellem fra introduktionstidspunktet: 59 kW/80 HK, 75kW/102 HK, 90 kW/122 HK og 118 kW/160 HK. Alle motorerne fra 122 HK og opefter er trykladede motorer (turbo eller turbo sammen med kompressor). TSI motoren med 122 HK kører 16,1 km pr. liter superbenzin (144 g/km CO2). Selv med 160 HK styrke præsteres hele 15,9 km/l (det er 19,1% bedre end den tidligere 2,0 l FSI motor med 150 HK).

 

DSG som automatgear
Alle automatgearkasser vil fremover være af typen med dobbeltkobling (DSG). Afhængig af drejningsmoment vil det være enten 6-trins eller 7-trins DSG. Hvor effektiv alliancen imellem DSG og TSI kan blive, demonstreres af 1,4 l TSI motoren med 160 HK og 7-trins DSG. Den kører 16,7 km/l benzin ved blandet kørsel (139 g/km CO2) – det er 0,6 km/l bedre end i udgaven med manuelt gearskifte. Denne high tech duo erstatter i øvrigt den tidligere 2,0 FSI motor med 150 HK og 6-trins automatisk gearkasse, som kun kørte 12,0 km/l.

 



Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt