CO2 debatten har sat sit præg på bilbranchen. Paris
Motorshow var fyldt med økonomiske og miljørigtige
biler, nogle kan købes nu, andre må vi vente lidt på
og nogle steder satte man fremtidsperspektivet op
for økobiler. Det gjorde Mazda blandt andet.
Mazda Kiyora er en ægte konceptbil, altså en bil,
der sammenholder nogle tanker om hvordan en bil kan
se ud. Men i stedet for at lade det være tanker
alene, har man skabt et køretøj, som udtrykker
idéerne og visualiserer dem for publikum.
Med fokus på CO2 er der ikke bare skabt en dynamisk
og æstetisk attraktiv bil, der er ikke bare taget
hensyn til miljø’et, men også i meget høj grad til
sikkerheden. Plus, hvad der ikke er uvigtigt
indenfor rammerne af Mazdas pudsigt navngivne
”zoom-zoom” filosofi: Spændende køreegenskaber.
Mazda Kiyora er en lille coupé udviklet med henblik
på det yngre europæiske publikum. En række
undersøgelser har fastslået, at bilens udseende for
de unge købere er mindst ligeså vigtigt som dens
egenskaber. Den skal være miljørigtig,
brændstoføkonomisk, let at parkere, sjov at køre –
og smart at se på. Derfor har man skabt en bil, som
er mindre end Mazda2.
Det giver den umiddelbare fordel, at også vægten er
bragt ned. Dermed er grundlaget det bedste for lavt
brændstofforbrug. Samtidig har unge mennesker
sjældent brug for så meget plads og indretningen er
begrænset til en såkaldt 2+2.
Foruden konceptbilen, hvor vi lader billederne tale
deres eget sprog, præsenterede Mazda også nye
turbodieselmotorer, hvor det mest overbevisende var
en 185-hestes 2,2 liters maskine, der monteret i en
Mazda6 går ikke mindre end 18,2 km/l.
Link til importøren
|