Subaru skal være en bil for alle. Med en årlig
produktion på 800.000 biler (det samme som Volvo og
Saab tilsammen) øjner man potentialet og hvem vil
ikke gerne sælge flere biler, hvis man kan…
Første skridt i den retning er Subaru Impreza. En
helt ny Impreza, som så dagens lys engang i juni, en
bil, som man så småt er begyndt at sælge i Japan og
som officielt har Europa premiere på Frankfurt
Motorshow i den kommende uge.
Forpremiere for danskere
Den progressive importør af Subaru biler til bl.a.
Danmark – International Motors – har imidlertid
brudt den gængse vane med først at præsentere
bilerne for et udpluk af den europæiske motorpresse
(noget, der vil ske efter IAA i Frankfurt) og har
allerede nu givet os mulighed for at stifte
bekendtskab med bilen: En unik anledning til at få
indblik i, hvad man hos Subaru mener med ”bil for
alle”.
Den hidtidige Subaru Impreza har opnået kult status,
ikke mindst på grund af den store succes i Rally-VM,
hvor nordmanden Petter Solberg så sent som i 2003
vandt Verdensmesterskabet. Men kult-status sælger
ikke mange biler. Det gør praktiske funktionelle
egenskaber, moderne moderat design, god kørekomfort
og fornuftig prissætning.
Dyderne bevares
Alle de krav lever den nye Impreza op til – og da
man samtidig har bevaret Subarus dyder i form af det
symmetriske firehjulstræk og den flade
vibrationssvage boxermotor har man et glimrende
udgangspunkt for den nye strategi.
Basalt set er den helt nye Subaru Impreza på
størrelse med Ford Focus. Den er helt ny og har
intet til fælles med forgængeren. Til gengæld deler
den teknik med Subaru Legacy – som er en større bil
– og derved har Subaru kunne skabe større
rummelighed og endnu mere stabile køreegenskaber.
Et hjul i hvert hjørne
Impreza er populært sagt en bil med et hjul i hvert
hjørne. Derved er der blevet rigtig god plads på
bagsædet og moderat men acceptabel plads i
bagagerummet. Tophængslet bagklap er en anden nyhed
i en Impreza og forklaringen på den moderate
bagagerumsplads findes ikke alene i, at
firehjulstræk fylder mere end træk på forhjulene men
også, at man har valgt at benytte dobbelt wishbone
baghjulsophæng, som fylder lidt mere men kvitterer
med fremragende køreegenskaber.

Med det høje bagparti og den lave front bibeholder
man en del af den sportslige attitude.
Præsentationen fandt sted nord for Stockholm – et
område, der er kendetegnet ved fine snoede skovveje.
Hér fik Impreza’en lov til at vise sin formåen og
den bestod med glans: En meget fin bil, med meget
fint vejgreb – også når man presser den ud over hvad
den nye brede målgruppe må formodes at have behov
for. Og samtidig med god kørekomfort.
På minussiden tæller – i hvert fald efter det første
køreindtryk – en ikke udpræget lydsvag motorgang og
et benzinforbrug, der er over gennemsnittet.
Den billigste Subaru Impreza vil koste godt 311.000
kroner, når bilen lander i Danmark i begyndelsen af
oktober

Bagsædeplads er en ny ting i en Subaru Impreza.
Læderrat med ratbetjent audio og cruise control er
standard.
 |