I slutningen af 2007 starter Volkswagen salget af
lillebroderen til Touareg. Den kommer til at hedde
Tiguan og er en regulær kompakt SUV med en bredde på
1,85 m, en højde på 1,69 m og en længde på 4,40 m.
Et bud på, hvordan denne i de fleste tilfælde
firehjulstrukne Volkswagen kunne se ud, blev antydet
allerede i begyndelsen af 2006, da Concept A blev
vist i Berlin: Tiguan skinnede igennem på
kølergrill, forlygter, motorhjelm, forskærme og
hjulkasser, hvor man fik en idé om udviklingens
retning. Nu fortsættes denne udvikling på Los
Angeles Motor Show, hvor Volkswagen med
verdenspremieren på Concept Tiguan usædvanligt
tidligt giver et indblik i den Sport Utility Vehicle,
der om 12 måneder vil stå hos de første kunder.
Den konceptbil, der præsenteres i Los Angeles,
drives af en helt nyudviklet Clean TDI-teknologi –
næste generation af dieselmotorer. I denne
fremtidens dieselmotor anvender Volkswagen et
modulkoncept af forskellige systemer, så
emissionerne sænkes væsentligt. Til et af disse
systemer anvendes fx en NOX –katalysator, så NOX
–emissionerne nedsættes med over 90 % for hele
systemet, når man sammenligner med bilerne i dag.
Clean TDI fra Volkswagen opfylder de strengeste
udstødningsnormer i verden.
Clean TDI, der præsenteres i Concept Tiguan, er
desuden en af de første dele af den BLUETEC-offensiv,
der er indledt af Audi, Mercedes-Benz og Volkswagen
i samarbejde.
Målet med dette partnerskab er at etablere begrebet
BLUETEC som en fast betegnelse for miljøvenlige og
brændstofbesparende personbiler og SUV’er med
dieselmotor. BLUETEC er betegnelsen for
dieselmotorer, der lever op til de strengeste
emissionsnormer på det amerikanske marked. De
anvendte teknikker, der er udviklet individuelt af
producenterne, har primært til formål at sænke
indholdet af kvælstofoxid (NOx) – den eneste
udstødningsgas, der udledes i højere grad fra
dieselbiler end fra benzinbiler.
BLUETEC-partnerskabet blev indgået i forbindelse med
LA show’et.
”Det var meget vigtigt for os, at SUV-konceptbilen
fik et kraftfuldt og muskuløst udseende,“ fortæller
Klaus Bischoff, chef for Volkswagen Design Center i
Wolfsburg. ”En Offroader skal have en lang
motorhjelm og en rank statur. Det giver bilen et
sikkert og kraftfuldt udtryk.“
Konceptbilen er holdt i sort og
orange.
|