|
Skoda har fordoblet sit
udvalg af elbiler med to nye modeller. Den kompakte
Epiq bliver jo nok den af de to, hvor salget peaker,
men man skal på ingen måde underkende den velvoksne
Skoda Peaq, som måske endda hjulpet af det ambitiøse
navn, nok skal sikre sig en plads blandt de store
multibil-agtige SUV’er.
Når man har størrelsen med
sig. kan man jo det hele, sådan da. For med 4,87
meter i længden er Skoda Peaq næppe den enkleste
elbil at finde plads til på trange storby
parkeringspladser. Men funktionsmæssigt er Peaq
trods SUV-dimensioner (og en frihøjde på 18,3 cm) en
ægte multibil, og dem findes der ikke i overflod af
på markedet, med eller uden eldrift.
Kører ret godt
Så kan den oven i købet som
en ægte SUV anskaffes med firehjulstræk, hvilket var
et af kendetegnene på den version af Peaq, vi
prøvekørte i forlængelse af mødet med Epiq. De to
var størrelsesmæssigt to yderligheder, men bortset
fra størrelsen var der også mange ligheder. Især, at
de begge kører ret godt.
Firehjulstræk er naturligvis
en fordel, hvis man bevæger sig væk fra alfarvej og
kan også være det i silende regn, som vi dagen
forinden under testen af Epiq var udsat for i de
sydtyske alpeområder og østrigske Tyrol. Men det
regnede ikke under Peaq testen, og så fik vi i
stedet en klar oplevelse af, hvor stabilt og næsten
adræt den 2,4 tons tunge Peaq bevæger sig på tør
vej.
Forskellige drivlinje
setups
Som udgangspunkt er Peaq
nemlig baghjulstrukken, og permanent magnet synkron
elmotoren leverer i RWD-versionerne op til 286 hk og
et drejningsmoment på 545 Nm. I den firehjulstrukne
version træder den forreste elmotor, som er en
induktionsmotor, kun til, når der er brug for det.
Systemeffekten er 299 hk og system-drejningsmomentet
484 Nm, hvoraf de 350 Nm kommer fra den bageste
motor og 134 Nm stammer fra den forreste motor.
Uden at have kørt den
baghjulstrukne version er det vores gæt, at AWD’eren
derved kraftmæssigt er i en bedre balance, fordi et
lavt drejningsmoment på forhjulene mere bidrager til
at stabilisere bilen – når motoren altså er i
funktion. Dertil kommer, at AWD-versionen har
adaptiv justerbare støddæmpere, som absolut også gør
deres del af arbejdet.
Kraftfuld cruiser
Med sine 299 hestekræfter er
Peaq AWD som sådan en ægte kraftfuld og også ret
lydsvag cruiser, og da den blev sluppet løs på et
stykke frit Autobahn, kunne der ikke sættes en
finger på bilens køreegenskaber: Stabil, komfortabel
og tillidsskabende – uden at induktionsmotoren
egentlig blandede sig i arbejdet. Hvilket faktisk
har den fordel, at energiforbruget ikke er
væsensforskelligt: Den officielle WLTP-rækkevidde er
for Peaq 90 Selection 634 kilometer mens 90x
Sportline kan tilbagelægge 601 kilometer på en fuld
opladning.
Skoda opererer med to
batteristørrelser til Peaq, som begge er af
NMC-typen: 91 kWh (brutto)/86 kWh (netto) i
90-versionerne og 63 kWh/59 kWh i Peaq 60.
Sidstnævnte giver en WLTP-rækkevidde på 450 km.
Opladningsegenskaberne varierer forbavsende lidt.
Det lille batteri kan jævnstrøm-oplades med 160 kW,
mens det store kan klare 199 kW. Fælles er for de to
en vekselstrømsopladning på 11 kW.
Stort prisspænd
Skoda Peaq kommer først til
Danmark i begyndelsen af det nye år, altså tids nok
til at man kan anskaffe en til næste års bilferie
med venner eller familie, hvis man altså tør binde
an med en Europa-tur, der styres af
opladningsmulighederne. Og så kan man være op til 7
personer undervejs, for Peaq kan for blot 10.000
kroner oven i prisen fås med to ekstra sæder.
Hvordan det hænger sammen i
praksis fik vi en god fornemmelse af ved det første
møde med bilen. Den midterste sæderække har talrige
indstillingsmuligheder, som reelt gør det muligt at
få plads til alle, forudsat at ”alle” ikke er over
1,80 meter i højden. Hvor bagagen så med 299 liters
bagagekapacitet skal være, er en anden sag, men
benytter man alene de fem siddepladser har man
omkring 1 kubikmeter til rådighed – og er man blot
to i bilen, har man over 2 kubikmeter bagageplads.


Ruminddelerne til venstre kan benyttes til at
fastholde løs bagage i det store bagagerum.

Peaq har også et frunk på 37
liter – så ved man da i hvert fald hvor ladekablet
skal være. Men er behovet der, kan man faktisk sætte
en 2-tons anhænger bagpå (1800 kg i de
baghjulstrukne varianter). Det går lidt ud over
energiforbruget, men som sådan har alting sin pris.
Attraktive priser
Og a-pro-pos: Peaq er
allerede nu prissat. Den firehjulstrukne version
”90x” koster i topudgaven ”Sportline” 490.000
kroner. Men mindre kan gøre det. Faktisk så meget
mindre, at en Peaq kan anskaffes for blot 340.000.
En pris-spredning på 150.000 kroner er usædvanlig i
disse afgiftsbegunstigede elbilstider. Peaq 90 med
baghjulstræk og Selection udstyr koster 410.000
kroner, mens Sportline varianterne af de to
90-versioner er 50.000 kroner dyrere.
Begyndende med
indstigningsmodellen, Peaq 60 Selection, får man en
bil med op til 204 hk. Den er omkring 300 kg lettere
end de større udgaver og kan trods ringere effekt nå
100 km/t på 8,5 sekunder. Topfarten er dog begrænset
til 160 km/t. Udstyret i Peaq 60 Selection omfatter
bl.a. 19” alufælge, sædevarme på 1. og 2. sæderække,
3-zone klimaanlæg og varmepumpe, bakkamera, 13,6”
infotainmentskærm, forrudevarme, el-bagklap,
p-sensorer for og bag og adaptiv fartpilot samt hele
sikkerhedspakken.
I Sportline-udrustning, og
Skoda opererer i Danmark kun med to udstyrsniveauer,
er 20” alufælge standard. Det samme gælder V2L og
230V stik i bagagerummet, matrix forlygter, 360
grader kamera og meget andet, inklusiv den adaptive
affjedring.
|