Der er rift om
elbils-kunderne, ikke mindst når det drejer sig
prisbillige småbiler. Men endnu er udvalget af små
elbiler forholdsvis beskedent. To bilmodeller
skiller sig imidlertid ud: Renault 5 og Nissan
Micra. Den førstnævnte er netop lanceret i Danmark,
men det varer ikke længe før Micra’en også er på vej
ud til kunderne. Det kommer til at ske inden
udgangen af 2025.
De to biler er i teknisk
forstand langt henad vejen ens, for de er skabt af
alliancen mellem Renault og Nissan. Men de har hver
deres helt egne unikke styrker, som adskiller dem
fra hinanden, men, nok så vigtigt, sætter dem i en
klasse for sig selv, nemlig deres design. Uanset det
er europæisk eller japansk, er de to biler
anderledes end de andre, og det vil måske især for
Micra’ens vedkommende blive langt det vigtigste
salgsargument. For dét design, det kan altså noget.
Førstehånds-kik
Vi ved det, for Nissan havde
lejlighed til for kort tid siden at give et
førstehåndsindtryk af bilen, da den blev præsenteret
på det nyåbnede fashionable og trendy 25 hours Hotel
Paper Island i København. Med de rette kulisser
satte man også design og stil på dagsordenen, for
hvad teknikken angår, er Nissan Micra i store træk
identisk med Renault 5. Det skal man nu ikke være
ked af, for det er en meget fin elektrisk bil,
alliancen har skabt.
Nissan-Renault alliancen har
desuden en kolossal erfaring med elektriske biler. I
Nissan regi satte Leaf den europæiske dagsorden, og
hvad Leaf angår, har man også netop præsenteret den
seneste generation. Så lige nu er der sat fuld power
på salget af de to mærkes elbiler i Europa men især
i Danmark og Norge.
Succes model
Hvad Micra angår, løfter
modelnavnet også sin helt egen arv. De hidtidige
Micra modeller har solgt i 6 millioner eksemplarer
og 40 år, og det er nu den 6. generation, der er
taget hul på – og den første fuldt elektriske udgave
af den japanske mikro-bil.
Dens design er funky og
pågående, og qua arven viderefører den også
designelementer fra tidligere generationer. Men
heldigvis har designerne fået lov at ”tænke 2025” og
også tage hul på de kommende år, for den nye bil
ligger på kanten mellem aktuel moderne
designtænkning og sådan, som man kan forvente at
mange kompaktbiler visuelt vil udvikle sig i årene,
der kommer.
Europæisk design
Den nye Micra er designet hos
Nissan Design Europe i London udtrykket er robust og
solidt, blandt andet takket være markante hjulkasser
og en karakteristisk frontspoiler, der giver bilen
et lavt og stabilt udtryk.
Alle versioner af den nye
MICRA leveres med 18” hjul. Afhængigt af
udstyrsniveau kan man vælge mellem tre forskellige
hjuldesigns: “Active” hjulkapsler, samt “Iconic” og
“Sport” alufælge.
Forlygtedesignet er
iøjefaldende og en pudsig detalje er, at når bilen
låses op, udfører lygterne et lille “velkomstblink”,
hvor lyset pulserer fra venstre mod højre og tilbage
igen. Bagtil er baglygterne udformet med et enkelt,
men elegant LED-design, der fremhæver de runde
lyselementer.
Farver og interiør
detaljer
Et centralt element i den nye
Micra’s ”personlighed” er viften af farver: Ikke
færre end 14 forskellige farvekombinationer til
eksteriøret kan man vælge. Der er også mulighed for
tofarvede varianter.
Indvendigt præger Micra-arven
designet og tilføjer samtidig små, diskrete detaljer
med japansk inspiration – blandt andet en formstøbt
silhuet af Mount Fuji, som er integreret i
opbevaringsrummet mellem forsæderne.
Instrumentpanelet præges af
to 10,1” konfigurer-bare skærm med høj opløsning bag
rattet hhv. i midterkonsollen. 10,1” skærmen i
midterkonsollen strækker sig over hele
instrumentbrættets bredde og styrer navigation, lyd
og telefon – let vinklet mod føreren.
Perfekt til bykørsel
Med en længde på 3,97 meter
og en bredde på under 1,8 meter er den nye Micra
kompakt, men overraskende rummelig – perfekt til
snævre sving og storbykørsel. Akselafstanden på 2,54
meter skubber hjulene helt ud i hjørnerne, hvilket
både giver mere plads i kabinen, et dynamisk udtryk
og en god balance mellem smidighed og stabilitet.
Hvor mange småbiler halter
bagefter på opbevaringsplads, skiller Micra sig ud
med 326 liter bagagerum. Og med 40/60 splitbagsæder
kan pladsen udvides til 1106 liter.
To batteristørrelser
Der kan vælges mellem to
batteristørrelser: 40 kWh og 52 kWh. Med 52
kWh-batteriet har man en rækkevidde på op til 408 km
rækkevidde. Og siden kan hurtigopladning virkelig gå
hurtigt: Med en 100 kW DC-oplader (eller 80 kW for
40 kWh-versionen) kan der lades fra 15 procent til
80 procent på 30 minutter. Begge batteriversioner er
udstyret med varmepumpe samt aktiv opvarmning og
køling af batteriet. Og så er Micra udstyret med
V2L-teknologi, så man kan bruge bilens batteri til
at forsyne eksterne enheder med strøm – f.eks.
højttalere, luftpumper eller endda en støvsuger.
Nissan Micra har forhjulstræk
og afhængig af batteri-størrelse leverer elmotoren
120 hhv 150 hestekræfter respektive 225 og 245 Nm.
Derved kan Nissan Micra accelerere til 100 km/t på 9
hhv. 8 sekunder og topfarten er 150 km/t.
Effektiv og responsiv
ydelse Den nye Micra er markant lettere end
mange af sine konkurrenter. Trods sit solide og
robuste udseende vejer den nye model kun 1400 kg
(1524 kg med det større batteri) – hvilket giver
forbedret effektivitet, ydeevne og køreegenskaber.
Den nye Micra udnytter
energien optimalt med regenerativ bremsning, hvor
bilens bevægelsesenergi genvindes og omdannes til
strøm. Føreren kan selv justere graden af
regenerativ bremsning via skiftepaler bag rattet –
jo højere niveau, desto mere deceleration.
Micra er som Nissan Leaf også
udstyret med Nissans innovative e-Pedal-teknologi,
som gør det muligt at køre med blot én pedal.
Systemet er finjusteret til bykørsel og gør det
muligt at accelerere, bremse og standse – helt uden
at røre bremsen. Bilen kan endda bringes til fuldt
stop, hvilket gør kørslen endnu mere afslappet.
Priserne på den nye Micra afslører Nissan i Danmark
efter planen i juli måned. Link til importøren |