Det er ikke gået ubemærket
hen for Toyota, at vil man sælge elbiler i Europa,
så er Danmark stedet. Når den længe ventede,
kompakte og fuldt elektriske Toyota Urban Cruiser
skal lanceres i EU, bliver Danmark det første land,
hvor bilen vil kunne købes. Det sker til efteråret,
og det var én af en række nyheder, som verdens
største mobilitetskoncern afslørerede på det store
dedikerede Toyota Show, Kenshiki Forum i Bruxelles.
Allerede i december 2024
havde man verdenspremiere på den nye Urban Cruiser
og i januar i år blev bilen vist frem i samme by på
det officielle Bruxelles motorshow. Så helt ny var
den altså ikke ved den nuværende udmelding. Fra det
sidste Kenshiki Forum, der fandt sted i december
2023, kunne vi desuden præsentere de første fotos af
bilen, der dengang som konceptbil netop gik under
navnet Urban SUV Concept. ”Urban SUV” er i øvrigt en
god betegnelse for den 4,29 meter lange og 1,64
meter høje bil, der vil kunne fås med både
forhjulstræk og firehjulstræk.
Ligner konceptet meget
Der er naturligvis stadig en
række detaljer, som Toyota endnu ikke har
offentliggjort, men centrale forhold som
batteristørrelse og visse funktionsdetaljer, er man
åben overfor. Designet ligner næsten til forveksling
konceptbilen fra 2023, men det er klart, at ikke
mindst, når det gælder elbiler, er der mange basale
løsninger, der ikke kan afsløres før
seriefremstillingen sættes i gang.
Pladsforholdene er af stor
betydning for en sådan bil, og den er virkelig
rummelig. Det kan bl.a. tilskrives akselafstanden på
270 cm, hvilket er 13 cm længere end den populære
hybridbil, Yaris Cross, der er 9 cm kortere end
Urban Cruiser. Bagsædernes position kan justeres i
længderetningen, og deres ryglæn kan lægges ned i
forholdet 40;20:40.
Urban Cruiser er bygget på en
ny dedikeret letvægtsplatform til elbiler.
Platformen er designet uden tværbjælker i gulvet,
hvilket giver plads til batteriet uden at gå på
kompromis med kabinepladsen.
To batteripakker
Modellen kommer med to
forskellige batteripakker, der begge består af et
litium-jern-fosfat (LFP) batteri med høj holdbarhed
og sikkerhed. Og ligesom på Toyotas første
dedikerede elbil, bZ4X, der også blev præsenteret i
en stærkt forbedret udgave i Bruxelles, inkluderes
op til 10 års garanti, (eller 1.000.000 km) for
mindst 70 procent batteri kapacitet.
Den mindste batteripakke er
på 49 kWh og kan udelukkende kombineres med
forhjulstræk. Hér vil bilen være udrustet med en 144
hestes elmotor med en forventet rækkevidde ifølge
WLTP på ca. 300 km, samt udstyr som bl.a. 18"
alufælge, LED-lys, et 10,25" digitalt display foran
føreren og en 10,1" multimedie touchskærm integreret
i samme enhed. Adaptiv fartpilot, nøglefri
betjening, bakkamera og en sikkerhedspakke med
masser af avancerede sikkerhedssystemer følger også
med.
61 kWh og 4X4
Vælger man den store
batteripakke på 61 kWh, vil man også kunne få
firehjulstræk. Den forhjulstrukne udgave med den
store batteripakke yder op til 174 hk og har en
forventet WLTP-rækkevidde på ca. 400 km. Alt imens
den firehjulstrukne udgave kan levere op til 184 hk,
hvor der er elmotorer på både for- og bagakslen, og
den bageste står for op til 65 hk. Her er den
forventede rækkevidde ifølge WLTP ca. 350 km.
Alle udgaver af Urban Cruiser
er som standard udstyret med en energibesparende
varmepumpe, klimaanlæg og en manuelt styret
batteriforvarmer, der optimerer præstationen under
de kolde forhold, som fx en dansk vinter kan byde
på.
Nul CO2 i 2025
Med lancering af den fuldt
elektriske Urban Cruiser bevæger Toyota sig endnu et
skridt i retning af et modelprogram, der senest i
2035 i Europa ikke udleder CO2. Toyota offentliggør
danske priser tættere på introduktionen senere i år.
Det er dog muligt, at reservere den nye Urban
Cruiser allerede nu, og indtil priserne bliver
offentliggjort, vil alle reservationer være helt
uforpligtende og uden omkostninger. Når priserne er
offentliggjort, vil det være muligt at ændre i sine
valg af batteripakke, udstyr mv. før en eventuel
endelig bestilling af bilen.
Og så skal det i øvrigt tilføjes, at også England,
Norge og Schweiz vil kunne lancere Toyota Urban
Cruiser samtidig med Danmark, men de lande ligger
som bekendt udenfor EU. |