| 
							 Det lyder som en win-win 
							situation og er det vel også. For Nissan har givet 
							deres succesmodel, Qashqai, en kraftig opstrammer, 
							der både får bilen til at se bedre ud, og dermed 
							også gør førere og passagerer mere ”velklædte”. Og 
							samtidig helt regulært giver dem mulighed for i 
							mørke og tåge at se bedre ud af bilen – i kraft af 
							nye super effektive lygter. 
							  
							Vi har ikke haft mulighed for 
							at se den nye bil endnu. Men lygterne må være 
							effektive, for Nissan har valgt, at bortskaffe 
							tågelygter, simpelthen fordi de avancerede LED 
							lygter klarer opgaven bedre end den traditionelle 
							løsning. Ved samme lejlighed har lygterne også 
							spillet en markant rolle i det nye front-design – se 
							billerne, hvor vi sammenligner den hidtidige model 
							med den nye, der i øvrigt rammer det danske marked 
							engang i juni måned i år. 
							  
							Ny iøjefaldende front 
							Frontgrillen er blevet 
							re-designet og består nu af utallige 
							tredimensionelle, kommaformede elementer, der er 
							lakeret i sort højglans. I siderne har “kommaerne” 
							en trekantet form, der løber fra de nye forlygter og 
							ned til et punkt ved nummerpladens sider. De nye 
							forlygter bidrager til det skarpere look og er nu 
							udstyret med et adaptivt fjernlysmodul, som 
							suppleres af en smallere enhed, der giver en bredere 
							fordeling af lysstrålen. 
							  
							Det automatiske kørelys, som 
							er placeret under de primære lygter, består af fem 
							smalle lygteglas, der har samme udformning som 
							"kommaerne" i kølergrillen, hvor det øverste 
							lyselement udgør blinklyset og for første gang er 
							det nu, afhængig af version, udstyret med 
							sekventielt blinklys. 
							  
							Bag på bilen er udformningen 
							af lygterne uændret, men sammensætningen af lys 
							indvendigt i lygteenheden er nydesignet, og 
							lygteglassene er nu transparente, så lyselementerne 
							ses bedre.  
							  
							Indvendig fornyelse 
							I kabinen vil man på de 
							højeste udstyrsvarianter opleve, at 
							instrumentpanelet, dørindlæggene, dørarmlænene, 
							låget på midterkonsollen med opbevaringsmulighed og 
							knæpolstringen nu beklædt med alcantara. 
							  
							Det var i princippet Nissan, 
							som allerede i 2007 opfandt det såkaldte Around View 
							Monitor, hvor fire kameraer i en slags 
							fugleperspektiv kunne vise, hvad der måtte være ved 
							hver af bilens sider, hvilket fx gør det lettere at 
							parkere. Systemet (AVM) er nu gjort endnu skarpere, 
							i bogstavelig forstand, for det er skærmbillederne 
							blevet. Og det er nu ved hjælp af fire ekstra 
							kameraer også udstyret med en slags 3D-funktion, som 
							både giver føreren mulighed for at se bilen ovenfra 
							og vælge ét af de otte forskellige 
							kameraperspektiver for at kunne se bilen forfra, 
							bagfra, fra siderne eller hjørnerne. 
							  
							Systemet samarbejder med 
							Nissans Moving Object Detection-system, som udsender 
							en advarsels-lyd, når det registrerer et objekt, der 
							bevæger sig i nærheden af Qashqai’en. Desuden giver 
							en funktion, der kendes som “Invisible Hood View”, 
							føreren mulighed for at se forhjulenes position, som 
							om man kiggede på dem bagfra, hvilket giver mulighed 
							for præcis manøvrering under snævre pladsforhold 
							 
							
							  
							 
							AVM systemet bidrager til 
							meget 
							“Parking Spot Location 
							Memory” er også en ny ”intelligent” AVM-funktion, 
							som giver Qashqai-føreren mulighed for at gemme 
							hyppigt besøgte parkeringspladser, så bilen 
							automatisk genkender lokationen ved hjælp af GPS. I 
							de situationer husker bilen den præcise position, så 
							man kan parkere perfekt hver gang. 
							  
							AVM-teknologien kan desuden 
							hjælpe føreren med at køre sikkert ud på en vej fra 
							en vanskelig udkørsel, hvor udsynet er begrænset. 
							Systemet anvender et bredvinklet frontkamera til at 
							vise området foran motorhjelmen, projiceret op på 
							den centrale skærm. På samme måde som for “Parking 
							Spot Location Memory” funktionen kan lokationer med 
							begrænset udsyn gemmes i AVM’s GPS-hukommelse, så 
							det automatisk aktiveres tæt på vejkrydset. 
							  
							Hej Google 
							Oven i det er hele striben af 
							førerassistentsystemer blevet markant opgraderet. Og 
							så er Google nu blevet indbygget, så der ikke er 
							uoverensstemmelse mellem den måde, hvor på on-board 
							systemet virker i sammenligning med det, man er vant 
							til fra sin telefon. Qashqai er nu som standard 
							udstyret med Google Maps, og der kan logges på ens 
							personlige konto. Google Assistant giver også 
							mulighed for håndfri betjening via ”Hej Google” 
							kommandoen. 
							  
							Den opdaterede Qashqai bliver 
							produceret på Nissans fabrik i Sunderland, hvor mere 
							end 1,3 millioner biler er blevet bygget, siden den 
							oprindelige model blev lanceret i 2007. Den seneste 
							generation er tre år gammel, og der er i Europa 
							blevet solgt flere end 350.000 eksemplarer over den 
							tid. 
							  
							
							I Danmark offentliggør Nissan priserne på den nye 
							Qashqai sidst i maj måned. |