- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


First World test: Ford E-Transit Custom

 


Elektrisk pletskud er et skridt på el-vejen


af Søren Clauding - maj 2024

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Markedet for elektriske varebiler i den såkaldte 1-tons klasse har været stigende, og mange forventer, at efterspørgslen fortsat vil stige i de kommende år. Derfor er det på høje tid, at Ford, der er kendt for Transit modelprogrammet og har oplevet stor succes i Europa med især den mellemstore Custom-model, kommer ind i kampen. Det sker så henover sommeren, hvor den helt nye E-Transit Custom vil køre ud på de danske landeveje.

 

Vi har allerede prøvet den kort i forbindelse med de første internationale testkørsler på vejene omkring business-byen, Frankfurt am Main, og kan fastslå, at har man ønsker om og behov for en varebil i den størrelse, og måske endda har ventet, fordi man vidste at Ford var på vej, da har man ikke ventet forgæves.



Tænkt ud af boksen

Ford har nemlig tænkt ud af boksen og med Custom Transit’en ikke alene skabt en konkurrent til andre elektriske alternativer, men også en bil med opfindsomme features, som allesammen har til formål, at assistere brugerne i dagligdagen.

 

Blandt de mere usædvanlige gimmicks er et rat, der kan tiltes, og låses fast i tre positioner. Foruden den normale, når man skal styre bilen, dels en position, som gør det ideelt at placere en laptop computer på, og dels kan det fastholdes i en vandret position, så man fx med en bakke ovenpå har et praktisk spisebord lige foran sig, når man altså sidder på førersædet.



Airbag i loftet og digitalt bakspejl

Og i passagersiden har man monteret airbags i loftet over frontruden, så der er plads til computeren eller en A4-mappe på instrumentbordet. Bag rattet er det digitale bakspejl et godt og brugbart alternativ til intet bakspejl, som er standarden for lukkede varebiler. I cockpittet, som varmes op eller køles ned vha. en varmepumpe, har man også 3 USB lade-punkter.

 

Men det er naturligvis elbils-delen, som er den store fornyelse, og hér har Ford valgt en god og brugbar løsning, især fordi den spiller sammen med de muligheder, Ford har udviklet og til stadighed forbedrer i form af forbindelsesmuligheder til en lang række styringsmekanismer. De optimerer tilsammen brugen, så den i virksomhedssammenhæng kan bidrage direkte til at reducere omkostningerne og forbedre effektiviteten.

 

Smart opladning

Er man en mindre virksomhed med en stribe elbiler i flåden, er det ikke sikkert, at elnettet i og omkring virksomheden er i stand til at oplade alle bilerne på en gang. Og samtidig kan virksomheden også have interesse i at oplade, når elpriserne er lavest. De to faktorer kan systemet hjælpe med til at kontrollere gennem løsninger, skabt af Fords dedikerede samarbejdsfunktion for erhvervsvirksomheder, Ford Pro.

 

Selve bilen er den tredje nye variant, baseret på den nye Ford Transit Custom, der allerede er på markedet i udgaven med dieselmotor og også bygges som plug-in. E-Transit deler platform med to andre Custom versioner, herunder også den firehjulstrukne udgave af dieselvarianten.

 

Baghjulstræk og stor kapacitet

E-Transit har imidlertid ikke firehjulstræk, men alene baghjulstræk. Det forhindrer dog ikke, at den har fået mange kræfter, i basisudgaverne op til 100 hhv 160 kW (136 hhv 216 hestekræfter), og drejningsmomentet er 415 Nm. Den må da også både have op til 1011 kg i varerummet, og trække en anhænger på 2300 kg.


Inverter og andet godt er placeret i det, der i konventionelle biler, er motorrummet.


Batteriet er moderat i størrelsen, 64 kWh, det er placeret under varerummet i bunden af bilen, og medvirker derved til at holde tyngdepunktet lavt. Trods bilens størrelse, har den korteste og laveste version (5 meter lang og knap 2 meter høj) en rækkevidde på op til 337 km (WLTP). I sagens natur forkortes rækkevidden drastisk, hvis læsse- og trækkapaciteten udnyttes fuldt ud. Men selv om man ender med måske en halvering af rækkevidden med fuldt læs, vil rigtig mange virksomheder, der arbejder i bymiljøer, givet vis have glæde af den elektriske løsning.

 

Fornuftig i brug

Opladningen kan ske via en 125 kW DC-lader og en 11 kW AC-lader. Førstnævnte vil klare fra 10-80 procent batterikapacitet på knap 40 minutter, mens AC-opladningen vil kræve små 7 timer. Med DC-opladning opnår man 82 kilometer ekstra rækkevidde på 10 minutter.

 

Den prøvekørte bil var læsset med 400 kg dummy-last i varerummet, men placeret fortil i rummet og på bunden, så det giver ikke et helt retvisende indtryk af køreegenskaberne. Vores oplevelse var dog en god og stabil kørsel, også ved de op til 140 km/t, som vi havde mulighed for at køre på et stykke fugtigt tysk Autobahn. En af hemmelighederne er en god bagaksel og et 30 procent stivere karrosseri.

 

På den regnvåde asfalt oplevede vi dog et kortvarende tab af vejgreb på forenden, da vi ramte glatte hvide vejmarkeringer ved udkørsel på en motorvej. Vejgrebet vendte hurtigt tilbage og kan tilskrives en kombination af bilens store vægt og de mange fremadrettede kræfter fra baghjulene. Løsningen kunne være, at aktivere den såkaldte “glatføre indstilling” - men lidt ratfærdighed kan – og kunne i hvert fald – også håndtere opgaven, der forløb ret udramatisk.

PLIGTINFORMATION.

Iht danske regler oplyses, at bilmærkets importør inviterede til præsentation og/eller prøvekørsel af den omtalte bil og delvis forestod udgifter til transport og hospitality.
Andre Ford prøvekørsler – find dem hér >>>

First on-board video test: Ford E-Transit Custom

Vi har prøvekørt Ford helt nye fuldt elektriske E-Transit på tyske veje nær Frankfurt am Main. I videoen demonstreres blandt andet den helt unikke rat-løsning. Fuld HD.
















Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt