- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      



MINI og BMW Neue Klasse var højdepunkter på IAA Mobility og blev præsenteret separat ved et storstilet show et par dagen inden den officielle åbning.

2023 IAA: En skygge af sig selv

- eller et hint om fremtiden?


Af Søren Clauding – 5. september 2023

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den etablerede motorverden vil nok mene, at den tyske ”Internationale Automobil Ausstellung”, der indtil for to år siden fandt sted og også har haft sin storhedstid i Frankfurt, er en skygge af sig selv. Udstillingen genopstod i 2021 i München, lige efter Corona pandemien, med ansigtsmasker og uendelige restriktioner. I dag er restriktionerne kastet bort. Men overlever IAA, for allerede i Frankfurt sagde bilindustrien i stor stil farvel til det gigantiske show?

 

IAA er et brand. En mærkevare. Men det er et brand, der skal fornyes. Det ved man godt og det første skridt var, at flytte showet til München i bil-landet Bayern. Og ved siden at omdefinere biludstillingen til at være et mobilitetsshow. Desuden har man gjort IAA til en begivenhed for alle ved at etablere en stribe publikumsaktiviteter rundt om i München. Men biludstillingen, mobilitetsudstillingen om man vil, har fortsat et messecenter som omdrejningspunkt.

 

En lidt flad forestilling – sådan da

Münchens messecenter ligger blot ikke i lige i nærheden af bycenteret, så det kræver en vis mobilitet at flytte sig derud. Og det var symptomatisk, at den traditionelle globale bilindustri på ingen måde har videreført ideen om, at skulle vise biler på kæmpestande i flere etager som i Frankfurt, eller for den sags skyld i Paris og Genève. Hvad det angår, er det hele lidt fladt, helt i bogstavelig forstand.

 

Men naturligvis har IAA Mobility opbakning i lokalområdet. BMW, Mercedes, Volkswagen og, ja det er så stort set det, for Tesla er fortsat amerikansk, selvom de har etableret sig i det tyske. Og standene? De var en skygge af sig selv, fortiden taget i betragtning. Formentlig fordi bilfabrikkerne passer på pengene og ikke ser den helt store forretning i at bruge dem på et mobilitetsshow, hvor Samsung fyldte mere end nogen anden, i hvert fald arealmæssigt.

 

Bilfabrikkerne løber med interessen

For hvad interessen på pressedagen angik løb bilproducenterne med showet, især Renault. Ikke med en gigantisk satsning, men dog med en vis position på messen. For to år siden havde den franske fabrik stort udbytte af at lancere den på mange måder revolutionerende Mègane E-Tech electric på IAA, og det samme skal de formentlig også nok få ud af investeringen i år, hvor fokus er på den multifunktionelle ligeså fuldt elektriske Mègane storebror, Scénic.



Renault Rafale.


BMW er også markant på messen, som benyttes til præsentation af fabrikkens ”Neue Klasse”, som dækker over en banebrydende ny designfilosofi, og den skal naturligvis præsenteres i koncernens hjemby. Ligeså naturligt benyttede fabrikken også anledningen til at løfte sløret for den helt nye generation af den genfortolkede MINI med stort digitalt islæt. Men var det så det hele???

 

Beskedne stande med enkelte nyheder

Nej, ikke helt. Mercedes viste fx den nye E-klasse, og Volkswagen gruppen havde en fælles stand med en repræsentant for hvert af koncernens bilmærker på show med en enkelt ID GT Conceptcar som eyecatcher plus en prototype på Audi Q6 e-tron, hvor det især var interiøret, det handlede om. Opel var der også med en mini-stand, hvor de viste en ganske smuk "Experimental" bil.

 

Og var dét så det hele?


Audi Q6 e-tron concept.


Bestemt ikke, men hvad biler angår, var resten i det store hele af kinesisk oprindelse. Ja, det var den nye MINI (ikke den nye MINI Countryman) egentlig også, for den bygges i Kina, på samme måde som den yderst iøjefaldende nye MG Cyberster, der er baseret på MG4, men er en roadster med alle elbilens egenskaber.


MG Cyberstar er en ægte roadster - og fuldt elektrisk.

 


Kinesisk dominans

Men kineserne gør sig bemærket på IAA Mobility. Der bliver vist ny batteri og halvlederteknik, stribevis af biler, hvis navne kun de virkelige insidere kender og med vesteuropæisk oprindelse vil have udfordringer med at udtale korrekt. Plus naturligvis nogle af dem, som vi allerede kender, eksempelvis BYD. Vi lader en lille håndfuld fotos tale deres eget sprog.

 

Og så var der det med fremtidsperspektiverne…

 

IAA og fremtiden

Konceptet om at gøre en biludstilling til en begivenhed, også for byens borgere og besøgende fra nær og fjern er godt. For moderne mennesker vil være inkluderede og i hvert fald ønsker ingen at være ekskluderet. Om de så synes, det er det morsomste i denne verden at se på stillestående mobilitetsting er det store spørgsmål. Er man professionel, OK, men da er IAA niveauet overgearet. Er man mobilitetsbruger, hvorfor så ikke fokusere på det, man rent faktisk kan bruge mobiliteten til, og siden lade formålet afgøre mobilitetsmetoden? Bare et forslag…


Citizen Lab var skabt for byens beboere og etableret foran Münchens historiske rådhus.


 Hvis det lykkes fremover at skabe den forbindelse -mellem formål og metode - og kan pakke det underholdende sammen i store messehaller, så har IAA, eller hvad det nu måtte hedde, en fremtid. Lykkes det, kan verdens bilentusiaster da stadig glæde sig over at nyde oplevelsen af de kørende tingester, typisk med 4 hjul og en motor, som mange heldigvis fortsat kan være passioneret omkring. Køreglæde og glæden over biler dør næppe ud sådan lige foreløbig. Trods alt.

 

Bilverdenen kapitulerer ikke

Den omfattende og fine teknik, der blev vist frem på IAA, sender også signaler om, at bilverdenen ikke har tænkt sig at kapitulere, og det store fokus på miljø og bæredygtighed viser også, at man tager de globale udfordringer alvorligt. Det har forskellige miljøaktivister øjensynlig ikke helt opdaget, men sandt at sige var deres indsats den eneste regulære skygge, der blev kastet over 2023 udgaven af IAA Mobility, og den var heldigvis ikke særlig stor.


3 kinesere, der snart er i Danmark:

 

BYD Dolphin.

 

BYD Seal.

 

BYD Seal U.


Renault præsenterede den nye Rafale, men den vigtigste nyhed var naturligvis Scénic E-Tech electric (nedenfor), som vi første gang så ved en særfremvisning i Paris nogle dage inden IAA i München.


BMW i7 Protection er pansereret og vejer 4,2 tons. Priser fra 2-4 gange en standard i7.


Tesla Model 3 er blevet forbedret på en lang række punkter. Bl.a. er aerodynamikken og hjulophængene blevet bedre.


Mercedes E-klasse plug-in hybrid.

Mercedes Vision one eleven.


VW ID GTI Concept.


Opel Experimental.


Gennemsigtighed på højere niveau. Samsung bilen er fuldstændig transparant.

Kinesiske biler på stribe:


En af mange kinesiske biler: Leap CII.


Seres 5.


Forthings 5.


Det er vel også en slags mobilitet: Toyotas Hypercar, der vandt 24-timers Le Mans i fjor.

Peugeots Capgemini Hypercar - Le Mans vinder Wanabe in spe.



Born for Change.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt