- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


First view: VW ID.Buzz

Det summer derude - den bliver en succes


Af Søren Clauding – 20. maj 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis man i de sidste dage har været en del af by-vrimlen omkring Volkswagens City studie på hjørnet af Rådhuspladsen i København og derigennem bidraget til byens summen, ville man bag de store glasruder kunne møde Volkswagens to nye summere: ID.Buzz. Man skal godt nok hen på efteråret for at se om den kan køre, men nu er den der i hvert fald.

 

Og køre kan den jo nok, for det er den velkendte platform, som også benyttes til de øvrige fuld elektriske Volkswagens med fællesbetegnelsen ”ID”, der danner det tekniske grundlag for Buzz’eren. Det giver god mening, det medvirker til at holde prisen nede (490.000 kroner på bus-versionen og 330.000 kroner ekskl. moms for varebilen). Og så har den derigennem også fået baghjulstræk, præcis som de legendariske Rugbrød, VW Bus eller VW Transporter, der har dannet udgangspunkt for den nye elbil.

 

Rider på elbilsbølgen

Ved præsentationen i København summede det på Rådhuspladsen, men også i hjørnerne på VW City Studio: Den bliver en succes. Som med alting her i verden er intet sikkert, før det er sket, men for nærværende rider den i hvert fald på elbils-bølgen og den store økonomiske fordel, hvor samfundet betaler for den afgiftsfritagelse, som fortsat er gældende for det fuldt elektriske biler.

 

Og selvom der er store udsigter til, at batteriteknologien om få år er en ganske anden og at syntetiske brændstoffer og flydende alternativer som fx brint også får plads i fremtidig mobilitet, giver det god mening, at være på forkant med en alsidig MPV (som bus-udgaven af Buzz med tilnavnet ”Pro” ret beset er), og den tilsvarende varevogn, som er døbt ID.Buzz Cargo.

 

Som New Beetle så Buzz

Volkswagen ID.Buzz – ja, billerne siger jo mere end mange ord – men udover et iøjefaldende ydre fører den i undertegnedes verdensbillede tankerne hen på forskellen mellem den oprindelige, legendariske VW Type 1 (boblen) og New Beetle, der tiltrak sig stor opmærksomhed i produktionsårene fra 1998 til 2010. De to havde umiskendelige fællestræk men var ellers vidt forskellige. Det samme kan siges om VW Rugbrødet og ID.Buzz.

 

Uden at være uhåndterbar stor er ID.Buzz en velvoksen bil, godt og vel så lang som VW Golf Variant, 4,71 meter. Den er rundt regnet 2 meter bred (1,99 meter) og næsten 2 meter høj (1,94 meter). Den vejer omkring 2300 kg og ”Pro” har 6 respektive 7 siddepladser – tilsvarende har Cargo udgaven 3,9 kubikmeter lastkapacitet/627 kg nyttelast med en varerumslængde på 2,21 meter. Som et kuriosum var det oprindelige VW Type 2 ”Rugbrød” fra 1949 4,28 meter lang, 1,72 meter bred og 1,94 meter høj.

 

Designet sælger

Men mon ikke bilens fremtoning er den væsentligste købsfaktor, altså bortset fra det der med den elektriske drivline. Den ser rigtig godt ud, helt i tidens stil, med store 19”hjul med lavprofildæk og det digitale udstyr, som man kender fra ID.3 og ID.4.

 

77 kWh batteriet muliggør en rækkevidde på 417 km (WLTP med forbehold for finjustering, når ID.Buzz er i serieproduktion) og nok så vigtigt: Den kan DC-lades med op til 170 kW og da tager det omkring en halv time at lade op fra 5 til 80 procent.

 

Masser af kræfter

Drivlinen er det meste af 10 gange så kraftigt som for 70 år siden (204 hk versus 24 hk). Tankevækkende, for det oprindelige rugbrød er kun taget mindre end 1000 kg på i vægt ifm. elektrificeringen. I øvrigt er såvel en camper-udgave (California) og en 4-hjulstrukken udgave på tegnebrættet. Som bekendt findes ID.4 jo også med en elmotor oppe fortil.

 

Og hvornår den kan købes? I disse uforudsigelige tider skal leveringstider tages med et vist forbehold, men Volkswagen i Danmark satser på sidst på året 2022 og udgaverne med flere end 5 siddepladser bliver engang i 2023.


VW prøvekørsler - find dem hér >>>










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt