Linjeføringen siger næsten
det hele: Den helt nye Range Rover Sport er den mest
sportslige Range Rover Sport til dato. Den er
markant mere dynamisk, den har et overskud af
kræfter, men linjeføringen: Wow, det er en bil, der
vil noget.
Det skulle den da også gerne
være, for en Range Rover er ikke en hvilken som helst bil,
og det gælder også Sport- modellen. Og især den
version, vi havde mulighed for at køre en kortere
tur i, som springbræt til introduktionen i Danmark.
510 momentstærke hestekræfter gemte sig under
motorhjelmen i plug-in hybrid ”Autobiography”
udgaven, P510e, der i øvrigt er hele 880.000 kroner
lavere prissat end dens benzin-motor sidestykke med
en 530-hestes V8’er.
En vis klimamæssig mening
De danske afgiftsregler
kommer i den grad den nye luksus-offroader til gode.
I en sådan grad at man ”blot” skal betale 1.279.000
kroner for den billigste plug-in med 440
hestekræfter, P440e. Og kører man meget på strøm,
giver det også klimamæssigt en vis mening. For
selvom Range Rover Sport ikke er så stor som
top-eksemplaret i modelviften, der alene bærer
navnet Range Rover, er ”Sport” modellen fortsat en
temmelig stor bil.
Den måler 4,95 meter i
længden, den er 2,05 meter bred (med sidespejlene
klappet ind, ellers 2,21 meter) og den er 1,82 meter
høj – og så har den en frihøjde på 21,6 cm, som kan
øges med 7,5 cm plus 6 cm ekstra, hvis man pludselig
finder sig selv på toppen af et dybt hjulspor. Samt
en vadedybde på 90 cm. Begrebet ”Sport” har en lidt
anderledes betydning hos Range Rover end i
bilverdenen generelt.
Endnu bedre på vejen
Og dog. For netop bilens evne
til, at færdes på almindelig plan asfaltvej, har man
målrettet arbejdet på at gøre bedre, ikke bare
bedre, men MEGET bedre. Det er en udfordring, for en
bil, der med den elektrificerede drivline er krøbet
op på godt 2,8 tons (det er 300 kg mere end
V8’eren), er ikke præcis født med agile
køreegenskaber – den er nærmest på niveau med en
Rolls Royce af de største. Derfor har man også taget
særlige hjælpemidler i brug, bl.a. ved at gøre
karosseriet 35 procent mere vridningsstabilt.
Helt unikt var oplevelsen af
bilens affjedring. Fabrikken har udviklet en
banebrydende dynamisk luftaffjedring med
indstillelig volumen og aktive støddæmpere med to
ventiler. Det har øget affjedringssmidigheden, så
bilen på én gang er komfortabel og samtidig i stand
til at håndtere de mange kræfter og den store vægt.
Det var meget tydeligt på de i blandt også ujævne
danske landeveje. Krængningsstabilisatorerne er i
øvrigt elektrisk styrede.
De ypperste egenskaber
En bil i den kaliber skal
naturligvis byde på de ypperste af markedets
løsninger og det gør den da også. Vi havde ved det
første møde ikke mulighed for at prøve dens offroad
egenskaber, men årtiers sublime Range Rover – og
Land Rover – oplevelser gør offroad delen mindre
afgørende for førstehåndsoplevelsen. De biler kan
bare køre offroad, det er der ingen som helst grund
til at sætte spørgsmålstegn ved, og danske
kørselsforhold kommer da heller ikke i nærheden af
at udfordre bilernes terræn-evner.
Så hurtigt summeret op:
Terrain Response systemet i den seneste udgave er
suppleret af det såkaldte vejfokuserede Dynamic
Mode, systemet er konfigurer-bart og suppleres nu
også en af adaptiv fartpilot…til terrænkørsel! Med
firehjulsstyring styrer baghjulene med i en vinkel
på op til 7,3 grader og derved bliver en
vendediameter på 10,97 meter mulig.
Langt på strøm
Plug-in hybriden kan i
praksis køre i nabolaget af 85-90 kilometer før et
fuldt opladet batteri er tømt (WLTP-tallet er 113
kilometer i P510e), og så er litium-ion batteriet på
38,2 kWh (brugbar: 31,8 kWh) anbragt under bagsædet,
hvor det optager minimal plads i den naturligvis
firehjulstrukne bil. Intet under, at alle de
bestillinger, man i Danmark allerede inden bilen
kunne ses herhjemme, har modtaget alene er på
PHEV-udgaverne.
I øvrigt er firehjulstrækket
af den såkaldte intelligente slags. Som udgangspunkt
er bilen baghjulstrukken og besidder et elektronisk
spærredifferentiale, hvilket underbygger
køredynamikken på plan vej, og så træder
forhjulstrækket til, når der er brug for det. Derfor
kan en Range Rover Sport fx håndtere stigninger på
45 grader.
Offroad elegance
I kabinen har man oceaner af
plads og rigtig meget offroad elegance, som Land
Rover og Range Rover især i det sidste årti har
gjort helt til sit eget. De har evnet at kombinere
det rå univers, som bilerne er skabt til at
håndtere, med moderne elegance, bl.a. betjening via
en 13,1” skærm. Ikke gigantisk, men fuldt
tilstrækkeligt til at navigere i den omfattende menu
og til at levere fine skarpe billeder fra bilens
mange kameraer.
En særlig finesse er, at man
kan indstille skærmen til ikke at reagere ved en
simpel berøring, men felterne bliver først aktive,
når man reelt presser lidt på dem. Derved
dobbeltsikrer man, at betjening af menupunkterne
ikke sker ved en tilfældighed, når bilen bevæger sig
mens man rører ved skærmen. En lille vibration med
tilhørende lyd indikerer, når man har aktiveret en
funktion.
I naturens stille ro
En Range Rover Sport kan
leveres med op til 29 højtalere samt et
støj-reduktionssystem, der virker både via
kabinehøjtalerne samt de højtalere, der sidder i
nakkestøtterne. I forvejen støjer bilen ikke meget,
men systemet virker så godt at det er en ret
stilfærdig oplevelse at køre i bilen. Og så kan med
sindsro bevæge sig rundt i landskabet også under en
pandemi, for det indbyggede filter holder vira
udenfor kabinen med en sikkerhed på 90 procent.
Sidst men ikke mindst, og særlig vigtig i denne tid
på året: Den nye Range Rover Sport leveres med
unikke LED forlygter, der frembringer lyset via 1,3
millioner mikro-spejle. Det giver en unik oplysning
af kørebanen, eller hvor man nu måtte være kørt hen.
Siges der – for vi har endnu til gode at prøve Range
Rover Sport i mørke. Link til
importøren |