Blandt mange har den været
længe ventet, den 12. generation af den næsten
ikoniske kompaktbil, Opel Astra, eller Opel Kadett,
som den hed for 86 år siden, da den første Opel i
den bilstørrelse kom til verden. For Opel har mange
tilhængere, og selvom fabrikken i dag er en del af
Stellantis koncernen, kan Opel kunderne være
tilfredse, for koncernen har levet op til sit løfte
om at fastholde den tyske identitet.
Den helt nye Opel Astra
(betegnet "L", som er det 12. bogstav i alfabetet), som
i disse dage er på vej ud til de danske Opel
forhandlere, dokumenterer endnu engang, at den
opgave kan man godt håndtere. Man skal se godt efter
for på overfladen at se, at Opel Astra er skabt på
samme platform som Peugeot 308. Der er et eller
andet med silhuetten, som afslører det. Men hvad gør
det, så længe Opel-versionen fastholder sin egen
Opel identitet.
Gode indvendige løsninger
Opel Astra er præcis ligeså
lang som Peugeot 308, pladsforholdene er stort set
identiske. Men designet er forskelligt, både
indvendigt og udvendigt. Visse funktioner er løst på
samme måde, fx menuen på infotainment skærmen. Men
selve skærmdesignet er radikalt anderledes – og
meget elegant, i øvrigt. Så man vil helt klart kunne
se den moderne Opel i linjerne.
Desuden har Opel Astra Head
Up Display, der spejler informationer op på
indersiden af forruden, i stedet for den del af det
såkaldte i-cockpit, hvor den faste instrumentgruppe
ses henover ratkransen, som Peugeot har ført sig
frem med over en årrække.
Satser ungt
Det er vigtigt, for Opel
satser ligeså helt klart på den yngre købergruppe –
uden i øvrigt at kategorisere kunderne yderligere.
Linjerne er friske og i overensstemmelse med fx Opel
Mokka linjerne. Det samme opleves, når man kører. Og
selvom vi ved det første møde med den nye Astra
alene havde mulighed for at prøve plug-in hybrid
udgaven, vidnede konfigurationen af undervognen om,
at man holder liv i begrebet ”Autobahn-proofed”,
præcis som man har gjort det med Opel Mokka.
Baggrunden er den enkle, at
det tyske publikum ønsker biler, der er gode også
ved høj fart på de berømte tyske motorveje. De skal
også være gode til frisk kørsel på plane asfaltveje,
hvilket kræver en anderledes opsætning af
undervognen. Trods de definitioner, der følger med
EMP2 platformen, har man ikke været begrænset,
hvilket ikke mindst illustrerer platformens store
anvendelighed. Og mon ikke den tilgang også tiltaler
mange danske Opel købere…
Vægten klæder
fartegenskaberne
Autobahn oplevelsen ved høj
fart må vi have til gode, men ved dansk
motorvejsfart og på varierede danske landeveje var
det åbenlyst, at affjedringen både var langt mere
fast end vi har oplevet det på andre af de fransk
skabte Stellantis modeller. Og sjovt nok blev
stabiliteten underbygget af plug-in hybrid bilens
større vægt. Præcis hvor meget mere den vejer,
foreligger der ikke umiddelbart noget officielt
omkring, men egenvægten er oplyst til 1675 kg. Det
betyder naturligvis noget mht. benzinforbruget, når
der ikke køres elektrisk.
Trods den relativt store vægt
forekommer Astra’en imidlertid ret agil, og på
motorvejen har den helt klart fordel af den store
vægt, især når der blæser en stiv sidevind, som
tilfældet var under prøvekørslen.
Velkendt drivline
I motorrummet har man den
velkendte 180-hestes drivline, som inkluderer en
150-hestes turbo-benzinmotor samt en 110-hestes
elmotor og en 8-trins automatgearkasse. 0-100 km/t
klares på 7,6 sekunder, og topfarten er oplyst til
225 km/t. Det officielle benzinforbrug er 90,9 km/l,
baseret på WLTP kørecyklus’en og batteriet leverer
12,4 kWh, hvilket skulle give en rækkevidde på 60
kilometer.
Men den nye Opel Astra kan
også fås med konventionelle ICE-motorer, der bestemt
kan være attraktive, hvis man ikke har behov for de
store fartpræstationer og ikke vil kunne udnytte
muligheden for at køre elektrisk.
ICE er billigst
Faktisk er den allerbilligste
Astra slet ikke en hybrid men en ICE-version
(ICE=Internal Combustion Engine, dvs. en
konventionel forbrændingsmotor). Den er prissat til
310.000 kroner og er udrustet med en 110-hestes 1,2
liters turbobenzinmotor, hvormed man kan køre 18,2
km/l. Den har manuelt gear, men endda varme i rattet
og adaptiv fartpilot med vejbaneassistent, så den er
ikke sat så meget bagud hvad udstyret angår. Men det
skal tilføjes, at den har vi ikke prøvet.
Vil man have 8-trins
automatgear og 130 hestekræfter, nøglefri betjening
og andet, der indgår i Elegance udstyrsniveauet,
stiger prisen til 390.000 kroner. Og det er klart,
at så det er det mere attraktivt i stedet at
anskaffe en plug-in hybrid, der foruden de mange
kræfter og byder på samme udstyr og blot koster
360.000 kroner. Det sker alene takket være statens
afgiftsrabat på plug-in hybrid biler.
Avanceret udstyr for
moderat merpris
Den prøvekørte version var
Ultimate udgaven, som er prissat til 410.000 kroner.
Her inkluderer udstyret bl.a. IntelliLux LED Pixel
Matrix forlygter, glassoltag, det førnævnte Head-up
Display samt 18” alufælge, der naturligvis også
bidrager til den sportslige affjedring.
Og så er det ikke uvæsentligt
at bemærke, at Opel i Danmark satser på
leveringstider fra 3 til 6 måneder og pris-garanti i
den forstand, at bestiller man bilen inden udgangen
af året, vil man få den til 2022 priser. Som bekendt
reduceres afgiftsrabatten i 2023 med forventeligt i
nabolaget af 15.000 kroner – som bilerne med andre
ord fordyres med.
|