- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


First Test: Toyota Hilux T4 Invincible Double Cab 2,8 D-4D AWD


Ny pick-up med masser af kræfter


Af Søren Clauding – marts 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kaster man et hurtigt blik tilbage på den håndfuld nye pick-up’er, som er blevet lanceret i de seneste år, er de kendetegnet ved, at de på den ene side har fået et meget mere robust og pågående ydre, på den anden side også byder på masser af kræfter. Resultatet har været, at salget i Europa på det nærmeste er eksploderet og det er naturligvis en trend, som Toyota ikke kan sidde overhørig. I 2015 blev der købt 154.000 Pick-up’er i Europa. I 2023 forventes tallet at være steget til 208.000.

 

Pick-up’er er iøjefaldende, de udstråler masser af kræfter og benyttes i høj grad som arbejdskøretøjer. Med mulighed for at læsse tungt på ladet, og kræfter nok til at trække store anhængere, har erhvervslivet længe set fordelen ved den slags biler. Men bilerne appellerer også til mennesker med aktiv fritid, mennesker, der ikke nødvendigvis har brug for at have plads til alle vennerne og familien i deres biler, men som måske har gang i omfattende byggeprojekter eller sætter pris på, at de kan have deres fritidsredskaber med hvor som helst, kajakker, cross-ski osv.

 

Pondus og udstråling

For moderne mennesker er biler ofte et spejl af ejernes livsstil. Det har banet vejen for biler med masser af pondus og kraftfuld udstråling. Sådan en er den nye Toyota Hilux 2,8 med udvidet kabine. Det sidste er væsentligt at understrege, for den eksisterende Hilux med ”enkelt-cab” uden noget, der blot tilnærmelsesvis ligner bagageplads i kabinen, eksisterer fortsat, den ligner sig selv og har vel også næppe den samme livsstils-appeal. Men med ”Extra Cab” og ”Double Cab” er der tale om et mere end almindeligt facelift.

 

Se billederne her på siden og sammenlign med billederne af Hilux i det hidtidige design fra vores test i 2017 (Link til Toyota Hihlux Double Cab T4 i 2017 >>>). Forskellen er markant, og man skal være meget ligeglad med hvad en bil udstråler, for ikke kunne forstå, at Toyota har gjort ret ved at opgradere især frontdesignet, der nu er radikalt anderledes. I kabinen er forskellen minimal, men kaster man et blik under motorhjelmen er der også tale om en ganske anden verden.



Over 200 hestekræfter

Den hidtidige topversion havde en 2,4 liters 150 hestes dieselmotor. Den er den, vi prøvede i 2017. Den motor findes fortsat i modelprogrammet, men nu er der kommet en ny kraftkarl til. En 2,8 liters 4-cylindret dieselmotor med bl.a. en kraftigere turbolader. Den yder op til 204 hestekræfter, men nok så vigtigt leverer den også et drejningsmoment på 500 Nm. Det er på niveau med konkurrenterne, men adskiller sig ved en bemærkelsesværdig bred momentkurve.



Faktisk leveres de 500 Nm fra 1600 omdr./min helt op til 2800, og både under og over maks-intervallet er tallet også meget højt. Ved blot 1200 omdr./min er drejningsmomentet ikke mindre end 370 Nm – samme niveau passeres i den anden ende af skalaen ved 3800 omdr./min. Bemærkelsesværdigt er det også, at tomgangshastigheden blot er 680 omdr./min mod normalt 850 omdr./min. De tal og det faktum, at man må trække op til 3500 kg og medbringe en last på 1 ton, retfærdiggør bilens navn: Invincible betyder uovervindelig. Det er måske nok store ord, men i 2019 kørte en Hilux først over målstregen i Dakar-rallyet – det er første gang en pick-up har vundet verdens hårdeste maratonrally.

 

Robust og pålidelig

En i konkurrencen helt fundamental og afgørende faktor ved en Hilux er dens robusthed og pålidelighed. Det er man naturligvis ikke gået på kompromis med, blot fordi den visuelt skal føre sig stærkere frem. Derfor er også 6-trins automatgearkassen opgraderet med højere 4., 5. og 6. gear så man opnår en mere direkte speederrespons. Iøvrigt giver Toyota 3 års garanti på alle deres biler, altså også på Hilux.

 

Den nye motor er en 4-cylindret 16-ventilet 2755 ccm DOHC diesel og den giver en acceleration til 100 km/t på 10,7 sekunder, hvilket er 2,5 sekunder hurtigere end med den eksisterende 2,4 liters motor. Nok så væsentligt (og det er formentlig grunden til, at Toyota ikke har øget motoreffekten yderligere, men koncentreret sig om kraftfordelingen over hele omdrejningsintervallet) er en brændstoføkonomi på 10,5 km/l.

 

Maskineriet er i sagens natur udrustet med såvel diesel oxiderings katalysator, dieselpartikelfilter og SCR -katalysator (AdBlue). Turboladerens pumpehjul og turbineblade er øget fra 48 til 58 mm hhv. 41,5-52 mm og nu anvendes der endvidere kuglelejer i systemet.

 

Robust basiskonstruktion

Opbygningen af Hilux Invincible er grundliggende uforandret, men frihøjden på Double Cab’en er øget til 31 cm. Der er fortsat tale om en chassisramme konstruktion med lad og passagerkabine. Bilen er født med firehjulstræk med mekanisk spærredifferentiale på baghjulene, reduktionsgear og mulighed for frakobling af forhjulstrækket, hvilket forbedre brændstoføkonomien. Der kan i øvrigt skiftes mellem trækområderne ved hastigheder på op til 100 km/t.

 

Fortil har man som standard fortsat de avancerede dobbelte wishbone hjulophæng og bagtil de ultrasolide bladfjedre ophæng, men nyt er et elektronisk spærredifferentiale, som fungerer ved tohjulstræk og sikrer, at kræfterne bliver leveret til det hjul, der har bedst greb i underlaget. Med påfaldende ved kørslen er hvor retningsstabil og lydløs den er. Se videoen her på siden og få en bedre fornemmelse af hvordan den kører.



Udstyr for en stor del af pengene

Den billigste Hilux med den nye motor er Extra Cab til 285.000 kroner ekskl. moms. Den prøvekørte Double Cab med T4 Invincible udstyr koster 340.000 kroner ekskl. moms. For den pris forventes en god portion udstyr, uanset man skal benytte den erhvervsmæssig eller iblandt også til fritidsbrug. Det følger da også med i prisen.

 

18” alufælge med 265/60 dæk hører med, det samme gør 8” touch skærm, bakkamera og p-sensorer både for og bag, som nok kan være nødvendige, for udsyn bagtil er noget begrænset. Klimanlæg, læderindtræk, navigation på dansk, mørktonede ruder bag, nøglefri betjening, adaptiv fartpilot og vognbaneassistent er også standard.

Andre Toyota prøvekørsler – find dem hér >>>

Toyota har opgraderet deres ultra robuste og pålidelige pick-up. Nyt kraftfuldt design, optimerede køreegenskaber og mange flere hestekræfter. Den har vi kørt. Fuld HD.



Hurtige fakta om Toyota Hilux T4 Invincible Double Cab 2,8 D-4D AWD.


4 cyl. 2,8 liter turbodiesel, 204 hk, 500 Nm/1600-2800 omdr./min. 6 A/T. 4X4. FWD. Mekanisk spærredifferentiale på baghjulene. Elektronisk spærredifferentiale på baghjulene. Reduktionsgear. 10,5 km/l. Automatisk nødbremse med fodgænger og cyklist genkendelse. Hill Descent Control.

 

0-100 km/t: 10,7 sek.

Topfart: 175 km/t.

Indgangsvinkel: 30 grader.

Udgangsvinkel: 25 grader.

 

Længde: 5,33 meter.

Højde: 1,82 meter.

Bredde: 1,90 meter.

Frihøjde: 31 cm.

Vadedybde: 70 cm.

Nyttelast: 1,034 kg.

Anhængervægt: 3500 kg.

 

Udstyr, bl.a.: Forkromet frontgrill. Nøglefri betjening. Klimaanlæg. Sædevarme. El-førersæde. El-ruder for. Køl i handskerummet. Toyota Touch 2 med navigation og multimediesystem. 6# skærm. Bakkamera. Adaptiv fartpilot. Trailer Sway Control, Bo-LED forlygter.

 

Pris: kr. 339.900 ekskl. moms. Kr. 413.125 inkl. moms.


Link til importøren







Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt