- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Kørt kort: Peugeot e-Partner

Opgør med hængepartier


Søren Clauding – november 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Elbiler er måske om noget sted ideelle i byerne. Lav støjforurening, ingen forurening fra udstødning, og så er de både billige og driftssikre. Ikke desto mindre er det ganske beskedent, hvad der findes af små kompakte eldrevne varebiler på markedet. Ser man på Top-10 over de mest solgte små varebiler i 2021 er tallet et stort nul.

 

Først på 11. og 12. pladsen finder man hhv. Nissan NV200 respektive Renault Kangoo – modeller, der er i færd med at blive erstattet af nye elektriske varebiler. Men ellers er der allerede nu lagt op til at det skal blive anderledes, i og med Peugeot lancerer den nye e-Partner, udrustet med samme elektriske drivline som findes i flere af fabrikkens personbiler, ikke mindst i den elektriske e-208.

 

Samme kapacitet

I forvejen er Partner den mest solgte af de små biler, og i praksis giver man ikke afkald på de for fordele og især dimensioner, der kendetegner Peugeot Partner. Dvs. eventuel indretning af varerummet kan flyttes direkte over i den tilsvarende e-Partner. Årsagen er, at batteripakken på 50 kWh er fordelt under bunden på samme måde som i e-208.

 

Med en rækkevidde iht. WLTP på 275 km, som måske endda bliver endnu længere, hvis bilen alene benyttes ved bykørsel, hvor der regenereres temmelig meget energi, vil de fleste erhvervsdrivende ikke løbe tør for strøm. Forudsat, naturligvis, at bilen fortrinsvis benyttes til bykørsel. Men man skal selvfølgelig også lige tage højde for mervægten, hvis man udnytter de op til 800 kg lasteevne den lille e-Partner kan klare.

 

”Som en tommelfingerregel forringes rækkevidden med 4-7 kilometer pr. 100 kg læs,” fortæller den ansvarlige for viften af Peugeot varebiler i Danmark, Sten Schwaner. ”Det gælder også, hvis man kobler en anhænger bagpå”, og dermed sagt, at den lille elektriske varebil også kan køre med anhænger på op til 750 kg.

 

Ideel kombination

Vi havde lejlighed til at køre en lille tur i en Peugeot e-Partner med anhænger og kunne hurtigt fastslå, at den kombination er ideel. Anhængeren er en effektiv forøgelse af varerumspladsen, og selvom man skal huske at medregne egenvægten af den trailer, man nu måtte vælge at sætte bagpå, er det alligevel en klækkelig kapacitetsforøgelse.

 

Dermed har man effektivt fået gjort noget ved de to elektriske ”hængepartier” i den bilkategori: En effektiv elektrisk varebil med en respektabel rækkevidde og mulighed for anhænger.

 

På grund af bilens facon – vel at mærke uden anhænger – er topfarten begrænset til 130 km/t. En elbil forbruger som en konventionel ICE-bil forholdsmæssigt meget mere energi, hvis der køres hurtigt. Men det går hårdere ud over rækkevidden i en elbil, simpelthen fordi der ikke regenereres energi undervejs.

 

Formel E erfaringerne

Søsterfirmaet, DS, deltager som bekendt i Formel E VM, og dér bremses der før hvert sving. De mange nedbremsninger indebærer, at der undervejs tilbageføres 75 procent af den energi, man bruger til at accelerere med. Det tal er næppe langt fra det, man oplever ved kørsel med en elektrisk varebil i en byzone, og det forklarer og underbygger hvorfor elbiler er ekstra gode i bytrafik.

 

Køreturen efterlod et klart indtryk af, at det store drejningsmoment, der er mere eller mindre konstant på 260 Nm fra de allerførste meter, er mere end rigeligt til at trække den store vægt. Mervægten for en e-Partner er i øvrigt blot omkring 200 kg i sammenligning med det dieseldrevne alternativ.

 

Hurtig opladning

Foruden den elektriske drift får man i e-Partner mange af de velkendte features fra andre elbiler med i købet. Den kan AC-lades med op til 11 kW og DC-lades med op til 100 kW. Det betyder, at en fuld opladning kan nås på under 4 timer og 45 minutter respektive 80 procent på blot 32 minutter (DC Hurtigopladning). Ved opladning over ca. 80 procent stige opladningstiden som i en hvilken som helst anden elbil.

 

Den billigste e-Partner koster 231.000 kroner uden moms. Den billigste ICE-udgave med 130 dieselheste koster 185.000 kroner – og det er så med manuelt gearskifte (elbilen er i princippet automatisk). Der skal godt nok køres en del kilometer, før den lavere pris på elektricitet pr. km økonomisk retfærdiggør el-drift, men omvendt er der stadig flere virksomheder og andre kunder, der fordrer at man som benytter el-drift, så på den lange bane kan en elektrisk varebil hurtigt blive en god forretning. Og den større kørselskomfort skal heller ikke underkendes.

Andre Peugeot prøvekørsler - find dem hér >>>








Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt