Tilbage i slutningen af 2019
bekendtgjorde Toyota Danmark, at premium-mærket,
Lexus, skulle relanceres i Danmark. Man påbegyndte
indretningen af en helt ny såkaldt Brand Store,
bygget ind i Toyota Danmarks danske domicil på
Dynamovej i Herlev. Og så kom Corona’en. Men nu er
man klar til at genstarte showet.
For i første omgang og i
nogle måneder endnu er der tale om et show, der
finder sted i et yderst delikat og velindrettet
showroom. Her kan de fleste af de aktuelle Lexus
modeller ses og fungere som en slags appetitvækker
for hvad der er i vente. Midt på efteråret finder så
den egentlige relancering sted i Danmark.
Showroomet er åbent
”Vores Brand Store showroom
stod færdigt, bilerne er her, og så kunne vi ligeså
godt åbne for publikum,” fortalte John Larsen B.
Hansen i forbindelse med en præsentation for en
lille håndfuld danske journalister. Officielt åbner
Lexus brand-store lørdag d. 12. juni, hvor man oven
i købet har en lille – eller faktisk ret stor –
overraskelse til de, der vælger at kikke indenfor.
Hvis man gerne vil skrive
under på en købekontrakt eller erhverve sig en Lexus
på anden måde, må man dog have tålmodighed til den
officielle lancering, for priserne og den praktik,
der hører med til et bilkøb, ikke mindst af regulære
luksusbiler som Lexus, er ganske enkelt ikke på
plads endnu.
Vi er klar
”Men det er de til den tid,”
siger John B. Hansen. ”I Toyota koncernen går man
yderst grundigt til værks i hele forberedelsesfasen,
og når alle instanser har indikeret at man er klar,
så går det hele meget hurtigt.”
Åbningstiderne følger
sædvanlig butikstid i løbet af ugen, men i
åbningsweekenden er der ekstra åbent. Man vil dog
aldrig gå helt forgæves, for alle de udstillede
biler kan ses gennem de store ruder – men ét er at
se, et andet er at røre og sanse, hvad Lexus er for
en størrelse.
Vores første besøg i Lexus
Brand Storen gav et klart billede: Det vil være
meget overraskende, hvis ikke Lexus hurtigt opnår en
plads blandt de ypperste premium-biler på det danske
marked, på samme måde, som bilmærket har opnået det
globalt.
|