Umiddelbart kan det lyde som
en kop te, der ikke er meget forskellig fra den,
andre kolleger i bilbranchen serverer for tiden. Men
fordi det er KIA, fordi de har sat det ind i en
plan, som omfatter hele virksomheden, er der en god
grund til at lytte efter. Erfaringen viser nemlig,
at når KIA siger noget, sætter de også handling bag
ordene, det er ikke tom uhåndgribelig snak.
Det er derfor at KIA og
Hyundai koncernen generelt på få årtier er blevet en
storspiller på det globale bilmarked og den position
skal den nye plan medvirke til at fastholde. Man
skal dog selv mobilisere en vis portion fantasi for
at forestille sig, hvad det kan ende op med. Og
alligevel har KIA givet nogle håndgribelige
indikationer.
Præsentationen af KIAs nye
brand-strategi blev, som det sig hører og bør, ikke
mindst i disse Corona-tider, præsenteret LIVE på
YouTube og inkluderede et helt og gennemgribende nyt
logo. Men et nyt logo gør det ikke i sig selv, det
er tankerne bag, udtrykt gennem ordene ”movement
that inspires”, der frit kan oversættes til
”bevægelse, der inspirerer”.
Ny målsætninger
Bag nytænkningen ligger
udarbejdelsen af et nyt mærkeformål, en ny mission
for koncernen, en ny forretningstankegang, design
filosofi og ikke mindst arbejdskultur. Sidstnævnte
har formentlig været afgørende for den succes, KIA
har indtil videre har haft på verdensmarkedet,
udtrykt gennem en høj grad af disciplin, men også en
høj grad af nytænkning og tilpasning til de stadig
skiftende markedsforhold.
KIA har nu sigte på mobilitet
og bevæger sig derved væk fra den traditionelle
rolle som bilproducent. Man mener, at mobilitet er
en nødvendighed, hvis mennesker skal blive
inspireret, og at mobilitet er roden til
menneskehedens fremgang.
Ho Sung Song, President and
CEO of Kia Corporation, sagde i tilknytning til
præsentationen bl.a.: ”Hos Kia mener vi, at
transport, mobilitet og bevægelse repræsenterer en
menneskeret. Vores vision er at skabe bæredygtige
mobilitetsløsninger til forbrugere, brancher og
samfund globalt. I dag begynder vi at omsætte denne
vision til handling med lanceringen af vores nye
brand-purpose og strategi for fremtiden.”
Endnu større fokus på
el-drift
Men inden det bliver for
filosofisk, handler det om, at KIA ønsker at kunne
tilgodese kundernes til stadighed skiftende
mobilitetsbehov. Det skal ske på et bæredygtigt
grundlag i enhver henseende, og som en af verdens
førende producenter af elektrificerede køretøjer, er
der i særlig grad fokus på el-drift.
Frem til 2027 planlægger man
således lanceringen af 7 nye dedikerede
el-køretøjer. Og for at holde det simpelt, kalder
man dem ganske enkelt EV1, EV2, EV3 osv. De nye
modeller vil omfatte en række personbiler, SUV'er og
MPV'er i flere segmenter, der hver især indeholder
brancheførende teknologi til lang rækkevidde og
hurtig opladning baseret på koncernens nye
Electric-Global Modular Platform kaldet E-GMP.
Den første af Kias næste
generations elbiler afsløres allerede i første
kvartal af 2021 og viser Kias skiftende fokus mod
elektrificering. Den vil være baseret på
E-GMP-teknologien vil kunne kategoriseres som en
crossover med en elektrisk rækkevidde på over 500
kilometer og en opladningstid på under 20 minutter.
Dette vil i øvrigt også være den første globale
model, der bliver præsenteret med Kias nye logo.
Med sit voksende udvalg af
elbiler sigter Kia mod en andel på 6,6 procent af
det globale elbilmarked inden 2025 og et globalt
årligt salg på 500.000 elbiler inden 2026.
Kia oplyser i øvrigt , at man
agter at løfte sløret for flere detaljer om den nye
designretning for sine fremtidige produkter og
tjenester i de kommende uger.
|