- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Præsentation: Helt ny KIA Sportage

 


Ny avanceret mellemklasse-SUV kommer snart


Af Søren Clauding – december 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var egentlig meningen, at vi skulle have været i München for at være blandt de første til at prøvekøre den helt nye KIA Sportage, der lanceres i Danmark sidst i første kvartal næste år. Men især i Bayern er smitterisikoen stor, så det satte Corona-pandemien en effektiv stopper for. Vi satser dog på engang i januar at kunne få mulighed for at prøvekøre den nye bil.

 

KIA Sportage er nemlig ikke en ligegyldig bil, den rammer direkte ind i den populære klasse for mellemstore SUV’er og derfor skal Corona pandemien ikke forhindre, at vi allerede nu sætter fokus på den nye bil, som KIA jo ligesom de øvrige modeller sælger i Danmark med 7 års garanti.

 

Skabt til Europa

Den model, der kommer til Danmark, er en dedikeret europæisk version af Sportage, som er udviklet med det ambitiøse formål, at sætte nye standarder i det europæiske SUV-segment.

 

Den europæiske Sportage er udviklet på en helt ny platform med en optimal akselafstand på 2,68 meter. Den er 4,52 meter lang og 1,65 meter høj, og bagagerumskapaciteten, loftshøjden og benpladsen er markant større end i den bil, den erstatter, og benpladsen på bagsædet rækker faktisk til prædikatet som klassens største, fastslår man hos KIA.

 

Bredt motorprogram

Også på motorfronten står den nye Sportage stærkt og viften af model-varianter inkluderer en avanceret plug-in hybrid, der jo ikke er uinteressant i Danmark, hvor plug-in hybridbiler også i det nye år fortsat sælges med en kraftig reduktion i registreringsafgiften.

 

Men man er ikke tvunget til at købe Sportage som plug-in, for KIA leverer den også med både de allernyeste miljøoptimerede benzin- og dieselmotorer. Især dieselmotorerne er interessante for de, der har et stort kørselsbehov. Har man det, er diesel nemlig som hovedregel fortsat den mindst forurenende og mest effektive type drivline – og også den billigste i drift målt på energiudgift.

 

Den nye Sportage vil også kunne købes med en ny elektronisk reguleret undervogn. Og en ny terræn-indstilling skulle give Sportage gode køreegenskaber i mere udfordrende terræn som fx sne, mudder og sand. På asfaltvejene er man hjulpet af det, som KIA kalder DriveWise-systemerne, der inkluderer en omfattende pakke af avancerede førerassistentsystemer.

 

Højteknologisk cockpit

Cockpittet i den nye Sportage er formet omkring et kurvet display med en højteknologisk 12,3” touchscreen, hvor man har lagt stor vægt på det intuitive. Skærmen er baseret på den seneste generation af de såkaldte full thin-film-transistor liquid-crystal-displays, som erfaringsmæssigt leverer en utrolig præcis og tydelig grafik.

 

Den nye Sportage er desuden udstyret med de nyeste over-the-air-opdateringer af software og navigationskort, så det også er muligt at have kontakt med bilen på afstand via Kia Connect-smartphoneappen. Man kan fx med et enkelt tryk via app’en se, om bilen er låst, og om ruderne er lukket, og man kan også se helt præcist, hvor man sidst har parkeret. Systemet inkluderer også en opladningsbakke til smarttelefoner, så man trådløst kan hurtig oplade med 15 W.

 

Bagagerumskapaciteten er på 591 liter, som kan øges til 1.780 liter når bagsæderyglænene lægges ned. Og så er bilerne udrustet med Harman Kardon lyd anlæg.

 

Sportage kommer som nævnt med flere forskellige drivliner og KIA peger på, at bilerne er sådan bygget, at bagagepladsen er er den samme, uanset bilerne er udstyret med plug-in hybrid teknologi, mild hybrid teknologi eller konventionelle drivliner. I den selvopladende hybrid-udgave er batteripakken placeret under 2. sæderække, så benpladsen er den samme som i Sportage-modellerne med forbrændingsmotorer. I Sportage med plug-in drivline er højvoltsbatteriet placeret under bilens bund mellem de to aksler, hvilket både holdet tyngdepunktet nede og sikrer en god vægtfordeling samt tilstrækkelig kabineplads.

 

Drivlinerne

Sportage plug-in er i øvrigt udstyret med en 1,6-liters T-GDI-motor på 180 hestekræfter, en 90-hestes permanent magnet synkron elmotor og et 13,8 kWh litium-ion batteri. Systemeffekten er 265 hk.

 

Den selvopladende hybridudgave har den samme 180-hestes benzinmotor og den er så suppleret af en 60-hestes elmotor og strømmen kommer fra et kompakt 1,49 kWh litium-ion batteri. Det giver Sportage HEV, som den kaldes, op til i alt 230 hestekræfter.

 

Den nye 1,6-liters motor kan også fås i kombination med et mild-hybridsystem. Der vil man kunne vælge mellem en 150 hestes version og en med op til 180 hestekræfter. På dieselsiden handler det om en 1,6-liters clean-dieselmotor, der fås med hhv. 115 hk eller 136 hk. Sidstnævnte kan også leveres med Mild hybrid-teknologi.

 

Og så vil man kunne vælge mellem såvel manuelt gearskifte som 7-trins automatgearkasser af dobbeltkoblingstypen. Det er der egentlig ikke så meget nyt i.

 

Kommer til marts

Den nye KIA Sportage sættes i serieproduktion sidst i februar måned og forventes at lande i Danmark engang i marts. I sagens natur er det for tidligt nu at tale om priser, men det er svært at forestille sig, at KIA ikke vil være prismæssigt konkurrencedygtig.

 

Lige nu kan man ikke købe en ny Sportage i Danmark, så vi har ikke de aktuelle priser, men sidst vi prøvekørte en KIA Sportage var for godt to år siden og dengang var prisen små 375.000 kroner for en dieselversion med topudstyr.

Link til importøren

KIA prøvekørsler - find dem hér >>>











KIA Sportage T-GDI motor.


KIA Sportage Hybrid motor.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt