Ganske kort: Den helt og
gennemgribende nye Dacia Sandero løfter barren for
prisattraktive biler til et helt nyt niveau. Dacia
er i forvejen det mest efterspurgte bilmærke i
Europa af helt almindelige mennesker, der køber
deres nye bil hos bilforhandleren. Den nye Sandero
er så meget bedre end forgængeren og den er fortsat
attraktivt prissat. Dermed har Dacia skabt en ny
europæisk bil for folket, en ægte Folkevogn.
I Danmark lanceres den nye
Dacia Sandero efter planen i begyndelsen af marts.
Det sker samtidig med, at priserne på markedets
billigste og over en kam mest benzinøkonomiske biler
forventes at stige kraftigt, som konsekvens af den
nye afgiftslov. Da hybridbiler heller ikke
favoriseres, er det på de helt basale egenskaber,
Dacia Sandero skal konkurrere. Og det gør den:
123.000 kroner er det laveste beløb på prislisten og
man kan ikke komme til at betale mere end 187.000
kroner for en spritny Dacia Sandero.
Teknikken er Renault
Og den er helt igennem ny, i
hvert fald i Dacia sammenhæng. Den er nemlig baseret
på Renault-gruppens CMF-B modular platform, det vil
sige den samme, som også benyttes til Renault Clio
og Captur. Den har vi tidligere fastslået sidder
lige i øjet, for resultatet er meget velkørende
biler. Og helt den samme oplevelse havde vi af
køreturene i den nye Sandero, da en håndfuld af de
nye biler over en dags tid gæstede Danmark på deres
Corona-forårsagede Europa-rundtur.
Foruden basiskonstruktionen
kommer også drivlinen fra Renault, en 3-cylindret
90-hestes turbobenzinmotor, og det ser på ingen måde
galt ud med benzinøkonomien: 19,6 km/l (WLTP) er
fuldt konkurrencedygtigt. Dertil kommer et
righoldigt udstyr, som gør Sandero til en væsentlig
mere moderne og også langt mere sikker bil end
forgængeren.
Gode kørehjælpemidler
Det sidste har også med de
gode køreegenskaber at gøre. Hvis man i kraft af en
bils køreevne kan undgå et trafikuheld er det nummer
ét, og på det felt er Sandero helt på niveau med fx
Renault gruppens andre kompaktbiler. Men nu er man
også hjulpet af bl.a. en automatisk radar-baseret
nødbremse, der virker fra 30 til 130 km/t, og det
gælder alle versioner af Sandero.
Desuden kan Sandero købes med
såvel et 6-trins manuelt gear som et automatisk
CVT-gear, der iblandt også skifter i trin. Begge
gearkasser er fremragende, men især CVT-løsningen er
unik – se videoen, hav lyd på og fornem hvorfor den
langt henad vejen opleves som et
dobbeltkoblingsgear.
Meget udstyr
Hvad komfortudstyret angår
har man også aircondition, multijusterbart rat og
elruder foran samt i basisudgaven mulighed for at
fastgøre sin smarttelefon i en særlig åbning,
hvorved den erstatter en indbygget skærm. I
Comfort-udgaven (topudstyret) er skærmen standard,
men smarttelefonen kan fortsat fastgøres, nu blot i
en holder til venstre for skærmen. I begge tilfælde
samarbejder telefonerne med fx bilens indbyggede
højtalere.
Sandero Essential.
I Comfort er også
parkeringsassistance, bakkamera, elektronisk
parkeringsbremse, tripcomputer, fartpilot,
automatisk aircondition, navigation, Apple Carplay
og Android Auto, nøglefri betjening vha. nøglekort,
USB-porte og meget andet standard.
Stepway: Højere bil,
højere pris
Dacia Sandero kommer som
hidtil i to udgaver med forskellig frihøjde, men i
øvrigt ens karrosseri. Stepway (on-board videoen her
på siden) har en opgivet frihøjde på 20,1 cm,
hvilket er en forøgelse på 3,7 cm. Den er omkring
25.000 kroner dyrere end den lavere udgave, men man
får også meget mere anvendelighed for pengene. Bl.a.
er kraftige tagbøjler standard, oven i købet af en
sådan art, at de normalt langsgående bøjler kan
monteres tværgående, så man kan montere fx en
tagboks.
Den nye Sanderos ydre design
taler for sig selv, det er langt mere moderne end
forgængerens, men bilen er også mere rummelig. Den
måler 4,10 meter i længden og tilbyder et stort
bagagerum på 410 liter (forgængerens var på 328
liter). Og ved bagsædet er benpladsen blevet forøget
med 4 cm. Væsentligt er det også, at anvendelsen af
CMF-B platformen ikke alene har medført markant
bedre køreegenskaber og givet mere kabine plads men
også har øget til sikkerheden i kraft af en stærkere
struktur.
Det skal mht. sikkerhed
noteres, at Dacia Sandero endnu ikke er EuroNCAP
sikkerhedstestet, men Dacia går ikke efter en max
score på 5 stjerner. EuroNCAP er jo nu om dage ikke
alene en kollisionstest, men også en vurdering af en
bils sikkerhedssystemer i bred forstand, og på det
felt savner Sandero stadig noget, præcis som
tilfældet også er for andre mindre biler på
markedet. Dvs. det er er i visse kritiske
situationer mere op til føreren, at håndtere
udfordringerne, men med de stærkt forbedrede
køreegenskaber er man i den forbindelse ikke
dårligere stillet end i andre biler i samme
størrelse.
|